Uformelt og åbent var ledeordene for det nye Dialogforum, som blev oprettet på et møde i Sø- og Handelsretten den 13. september 2004.
Deltagere
30 advokatkontorer, som i relation til sagsantal og/eller sagsområde(r) i særlig grad var brugere af Sø- og Handelsrettens retsafdeling, var indbudt til hver at sende én repræsentant til mødet. 18 advokater var mødt frem og flere af de øvrige havde tilkendegivet positiv interesse for at deltage i det fortsatte arbejde.
Denne gruppe af advokater (hvor det var forudsat at det enkelte kontor løbende skulle have samme advokat som sin repræsentant i dialogforum) kom alle til at indgå i det fortsatte arbejde, idet det blev besluttet ikke at vælge nogle få faste advokatrepræsentanter til det nye Dialogforum.
Arbejdsform
Emnerne som tages op til drøftelse i Dialogforum vil styre deltagerkredsen til det enkelte møde – både på advokatside og fra Sø- og Handelsrettens side.
Møderne koncentreres om et emne eller en emnekreds, og de af gruppens medlemmer som har interesse for emnet (og tid…) deltager. Fra Sø- og Handelsrettens side deltager de dommere og øvrige medarbejdere, som i det daglige har ansvar for eller beskæftiger sig med det pågældende område.
Det var vurderingen at fysiske møder i første omgang var det rigtige for at oparbejde den nødvendige dialog og gensidige åbenhed. Senere, når der var gjort nogle erfaringer, var det tanken at form, mødehyppighed med videre kunne (gen)overvejes.
Hvilke emner drøftes?
På mødet i september 2004 blev det besluttet, at alle deltagende advokater skulle foreslå tre emner, som de mente burde tages op til drøftelse i Dialogforum. De indsendte forslag, med ledsagende begrundelse eller stikord, blev herefter grupperet på en liste, der er udsendt til alle deltagere. Se i øvrigt om emnerne på de afholdte møder på siden med oversigt over tidligere møder.
Forslag til nye emner:
Der kan løbende indsendes forslag - enten pr. e-mail til dialogforum.retsafd@shret.dk eller til en af advokaterne på Dialogforums advokatliste.