Sø- og Handelsrettens to afdelinger er placeret i hver sin bygning, Bredgade 66 og Bredgade 70. Begge bygninger er fredede og fra 1756-57. De blev bygget som en del af Danmarks første offentlige hospital, Frederiks Hospital (opkaldt efter Frederik den 5., der også lagde navn til Frederiksstaden, der bl.a. også omfatter de fire palæer, som nu udgør Amalienborg).
Bydelen blev planlagt af Nicolai Eigtved, der også tegnede og opførte Amalienborg-palæerne og den lave del af hospitalet, der nu er Kunstindustrimusset. Det stod færdigt i 1754. Eigtved døde imidlertid inden hospitalets fire ”hjørnepavilloner” (to mod Amaliegade og de to mod Bredgade, der nu er Sø- og Handelsrettens bygninger) var blevet opført. Datidens anden store arkitekt, Laurids de Thurah, overtog byggeriet og måtte tegne nye to-etagers pavilloner i stedet for Eigtveds oprindelige en-etagers, idet hospitalets læger krævede mere plads.
Retsafdelingen har til huse i Bredgade 70 (den bygning der oprindelig indeholdt ”Hospitalsretten” og hospitalets badstue, funktionærboliger og private sygestuer, bl.a. for hoffets ansatte). Denne bygning ejes af Slots- og Ejendomsstyrelsen – huset blev købt i 1962, da Sø- og Handelsretten flyttede fra Bredgade 59 (hvor man havde delt hus med Østre Landsret). På 1. sal ligger retssal A, B samt mødelokale 7 .
Som det fremgår af stenpladen på facaden ved indgangen døde Søren Kirkegaard i huset den 11. november 1855!
Skifteafdelingen er i 2003 flyttet ind i nabohuset, Bredgade 66 (der oprindeligt husede hospitalets apotek). Det er et lejemål, idet huset ejes af Kunstindustrimuseet (der selv har til huse i den lave karré mellem husene, nr. 68). Skifteretten lejer 1., 2. og 3. sal i nr. 66 – information, mødelokalerne 1-6 og retssal C på 1. sal, kontorer på 2. og 3. sal.