Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Straffesager 

Her kan du læse om sagsbehandlingen i straffesager.

Alle offentlige straffesager indleder politiet med en efterforskning.

Når politiet er færdig med efterforskningen, sender anklagemyndigheden (den lokale politidirektør/statsadvokat) sagen til retten. 

Den sigtede bliver indkaldt til et retsmøde og får samtidig udleveret et anklageskrift. Den sigtede bliver herefter betegnet som "tiltalte".

Anklageskriftet indeholder blandt andet en kort beskrivelse af, hvad sagen drejer sig om, og en henvisning til de regler i straffelovgivningen, som anklageren mener, er overtrådt.

I nogle tilfælde bliver den sigtede indkaldt til et retsmøde på baggrund af sigtelsen, uden at der forinden er lavet et anklageskrift. Anklageren vil ofte rejse tiltale i retsmødet, hvis anklageren mener, at der er grundlag for det.

I visse (ofte større) sager vil den sigtede/tiltalte få tilbudt at få beskikket en forsvarer.

Den sigtede/tiltalte har normalt pligt til at møde personligt i retten på det tidspunkt, der står i indkaldelsen. Hvis han/hun udebliver uden lovlig grund, risikerer han/hun at blive anholdt eller at blive dømt uden at have fået mulighed for at udtale sig. 

Nogle sager behandler en enkelt dommer. Det drejer sig for eksempel om

  • sager, hvor den sigtede har tilstået uden forbehold,
  • sager, hvor anklageren ikke kræver højere straf end bøde, og
  • sager om overtrædelse af færdselsloven.

I andre sager medvirker domsmænd eller nævninger.

Til top Sidst opdateret: 22-06-2016 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorEmail: Se alle adresser her