Hop til indhold
domstol.dk

Etiske retningslinjer 

Disse retningslinjer er vejledende og gælder for personer, som er udpeget som retsmæglere i henhold til retsplejelovens § 273, idet retningslinjerne gælder for disse personers virke som retsmæglere i henhold til retsplejelovens kapitel 27.
1. Definition af retsmægling

Retsmægling er en frivillig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere neutrale retsmæglere gennem en struktureret proces hjælper parterne med selv at finde en for dem tilfredsstillende løsning på konflikten. Retsmæglingens forløb tilrettelægges i samarbejde med parterne. Retsmægleren yder ingen juridisk rådgivning og træffer ingen afgørelser i forbindelse med retsmæglingen, og det, som foregår i retsmæglingen, er fortroligt.

Rammerne for retsmægling fremgår af retsplejelovens kapitel 27. Herudover gælder følgende retningslinjer:

2. Retsmægler
Retsmægler er en upartisk og neutral person, der under møde med parterne hjælper parterne med selv at finde en tilfredsstillende løsning på deres konflikt.

Retsmæglers rolle er at lede retsmæglingen uden at tage stilling til konflikten. Retsmægler støtter parterne i at undersøge konflikten, herunder de bagvedliggende interesser og behov. Retsmægler støtter endvidere parterne i at finde frem til, udvikle og undersøge parternes egne løsningsforslag.

Retsmægler er forpligtet til at medvirke til, at retsmæglingen fremmes indenfor rimelig tid og varetages på forsvarlig vis.

Retsmægler bør som det klare udgangspunkt være tilbageholdende med at komme med løsningsforslag eller pege på styrker og svagheder i parternes argumentation. Retsmægler kan kun undtagelsesvist gøre dette, hvis parterne anmoder herom, og hvis retsmægler finder det hensigtsmæssigt og forsvarligt.

Selvom retsmægler er dommer/advokat, virker han/hun alene som retsmægler i retsmæglingen.

Hvis retsmægler er advokat, må retsmægler ikke i forbindelse med en retsmægling reklamere for sin advokatvirksomhed. Dette udelukker ikke anvendelse af firmanavn i forbindelse med korrespondance eller anvendelse af virksomhedens faciliteter i forbindelse med retsmæglingen.

Retsmægler skal have gennemgået et relevant uddannelsesforløb som mægler, f.eks. Domstolsstyrelsens retsmægleruddannelse eller Advokatsamfundets mediatoruddannelse. Retsmægler skal endvidere løbende vedligeholde sine færdigheder.

3. Neutralitet og upartiskhed
Retsmægler skal optræde neutralt, herunder i forhold til parterne og i forhold til konflikten. Det betyder blandt andet, at retsmægler ikke må tage parti for den ene part frem for den anden.

Retsmægler skal overfor parterne oplyse om forhold, der kan påvirke retsmæglers neutralitet – også selvom retsmægler ikke mener, at neutraliteten er påvirket.

Hvis retsmægler undervejs i processen ikke længere kan optræde neutralt, skal retsmægler oplyse parterne herom og trække sig ud af retsmæglingen. Det samme er tilfældet, hvis en af parterne mener, at retsmægler ikke er neutral. Retsmægler skal være parterne behjælpelig med at få udpeget en anden retsmægler, hvis de måtte ønske det.

4. Frivillighed
Det er frivilligt at deltage i retsmæglingen og retsmægler skal sikre sig, at konfliktens parter er informeret herom. Enhver af parterne kan på et hvilket som helst tidspunkt afbryde retsmæglingen.

Retsmægler skal påse, at alle deltagere i retsmæglingen forud for påbegyndelse af retsmæglingen har modtaget information om processen og samtykker heri. Til brug herfor kan retsmægler eventuelt bruge en skriftlig retsmæglingsaftale, som parterne tiltræder inden retsmæglingens begyndelse. En sådan aftale skal være formuleret inden for rammerne af retsplejeloven og disse etiske retningslinjer.

 5. Tavshedspligt
Retsmægler har tavshedspligt i forhold til alle oplysninger, der fremkommer under retsmæglingen, jf. retsplejelovens § 277.

Retsmægler har som udgangspunkt ikke pligt til at afgive forklaring under en eventuel efterfølgende retssag, jf. retsplejelovens § 170.

Såfremt retsmægler holder møder med parterne hver for sig, skal retsmægler aftale med parterne, om det, der er passeret i de separate møder, er fortroligt eller ej i forhold til den anden part.

Herudover gælder for parterne og andre personer, der deltager i retsmægling, reglerne i retsplejelovens § 277 om tavshedspligt og fortrolighed.

6. Deltagere i processen
Retssagens parter deltager personligt i retsmæglingsprocessen. Disse parter er retsmæglingens primære aktører, også når der deltager partsadvokater og/eller bisiddere i retsmæglingen.

Hvis parterne ikke er identiske med konfliktens parter, kan parterne inddrage den eller de personer, der har direkte kendskab til konflikten, i retsmæglingen.

Parterne har til enhver tid ret til at anvende rådgivning i forbindelse med retsmæglingsprocessen.

7. Afslutning af retsmæglingen
Retsmægler kan - på et hvilket som helst tidspunkt - efter forudgående høring af parterne afslutte retsmæglingen og skal afslutte retsmæglingen, hvis

a) en af parterne ønsker det, jf. punkt 4

b) retsmægler skønner, at en af parterne er ude af stand til at deltage meningsfuldt eller ude af stand til at varetage egne interesser

c) der er magtubalance mellem parterne, som påvirker retsmæglingen negativt, og som ikke kan afhjælpes

d) retsmægler bliver bekendt med information, som vil gøre det uetisk at fortsætte retsmæglingen

e) parterne vil indgå en aftale, som vil indebære strafbart forhold, eller i øvrigt stride mod ufravigelig lovgivning

f) det viser sig, at konflikten er uegnet til retsmægling

g) det skønnes, at retsmægling ikke længere er formålstjenlig

h) retsmægler skønner, at det af andre vægtige grunde er uhensigtsmæssigt at fortsætte retsmæglingen.

Retsmægler kan bistå med nedskrivningen af den eventuelle løsning af konflikten, som parterne måtte være blevet enige om.

---ooOoo---

Disse retningslinjer tages løbende op til revision, næste gang primo 2012.

 3. september 2011

Arbejdsgruppen om etiske retningslinjer for retsmægling, Domstolsstyrelsen

Til top Sidst opdateret: 19-09-2011 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk