Har du retshjælpsforsikring?
Hvis du har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostningerne ved sagen, kan du ikke få fri proces. Inden du søger retten om fri proces, skal du derfor undersøge, om din forsikring dækker. Du kan læse mere om retshjælpsforsikringer på www.forsikringsoplysningen.dk.
I hvilke typer sager skal du søge om fri proces?
1. Sager om ægteskab og forældremyndighed.
Undtagelse: Hvis du som sagsøger i en sag ønsker at få fælles forældremyndighed, overført forældremyndigheden eller bopælsretten over et barn, som modparten ifølge en aftale eller en dom har forældremyndigheden over. I disse tilfælde er det Civilstyrelsen, du skal søge om fri proces.
2. Sager, hvor du har fået helt eller delvist medhold i
a) en kredsbestyrelse i en advokatkreds
b) et huslejenævn eller et beboerklagenævn
c) et centralt statsligt klagenævn (f.eks. Forbrugerklagenævnet) eller
d) et privat klage- eller ankenævn godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender (www.forbrugerstyrelsen.dk),
og hvor du har anlagt sagen for at få afgørelsen eller forliget opfyldt, eller hvor du er blevet sagsøgt af modparten, som vil have afgørelsen eller forliget ændret.
3. Sager, hvor Forbrugerombudsmanden eller retten har meddelt et påbud efter markedsføringsloven, og hvor du som forbruger i kraft af påbuddet har krav på tilbagebetaling af et pengebeløb.
4. Fogedsager, hvis fogedretten skønner, du har behov for advokatbistand.
5. Sager om hel eller delvis frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed.
I alle andre typer civile sager, skal du ansøge Civilstyrelsen om fri proces.
Hvad er de økonomiske betingelser?
Din årlige indkomst før skat skal være under et vist beløb. Medmindre der er sket en væsentlig ændring i din indkomst, er det din årsindtægt for forrige år, der er afgørende. Det vil sige, at hvis du søger om fri proces i 2007, er det din årsindtægt i 2005, der er afgørende.
Det beløb, der er afgørende for, om du kan få fri proces, reguleres hvert år. Du kan få oplyst beløbet ved at rette henvendelse til retten. Du kan også finde beløbsgrænserne på www.civilstyrelsen.dk under fri proces/lovstof.
For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag. Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab og forældremyndighed, hvor ansøgning om fri proces er modtaget inden 1. oktober 2009, anvendes altid ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.