Du kan få fogedretten til at nedlægge et forbud mod en anden person eller virksomhed. Det er en forudsætning, at en anden person eller virksomhed krænker din ret ved at foretage en bestemt handling, og at du ikke kan beskytte din ret, hvis du skal afvente en almindelig retssag.
Bliver der nedlagt et forbud, betyder det, at modparten ikke må foretage den pågældende handling. Gør din modpart det alligevel, overtræder han/hun forbudet og kan straffes med bøde eller fængsel og kan blive pålagt at betale erstatning.
Du skal anlægge en almindelig retssag mod din modpart inden to uger efter, at forbudet er nedlagt. Under retssagen tager retten endeligt stilling til, om forbudet er lovligt nedlagt.
Du skal som hovedregel sende anmodningen om forbud til fogedretten i den retskreds, hvor den person eller virksomhed, forbudet ønskes rettet mod, har adresse.
Du kan klage til landsretten over fogedrettens afgørelse om forbud. Dog kan landsretten ikke behandle de emner, som hører hjemme under den civile sag.