Kan jeg/vi selv lave opgørelsen og bodelingen?
Hvis I er enige, kan I selv foretage bodelingen. I det tilfælde skal opgørelsen ikke godkendes af en myndighed.
Det er en god ide at lave en skriftlig bodelingsoverenskomst (aftale om bodeling), som bliver underskrevet af begge parter. På den måde kan I senere bevise, at fællesboet er delt. Aftalen kan eventuelt blot fastslå, at I er enige om, at fællesboet er delt.
Hvis I har lavet en aftale om bodeling inden separationen/skilsmissen, kan det være praktisk at få det nævnt i separations- eller skilsmissebevillingen eller i dommen.
Er fællesboet af en vis størrelse og kompleksitet anbefales det, at I søger professionel bistand til bodelingen.
Hvis I ikke kan blive enige om at dele boet, kan I hver især anmode skifteretten om hjælp til deling af fællesboet. I kan finde og udfylde en anmodning om hjælp til deling af fællesbo her.