Personer, selskaber og det offentlige kan være parter i en civil sag. Hvis en person er død, kan dødsboet være part. Hvis en person eller et selskab er erklæret konkurs, kan konkursboet være part. Er en person mindreårig eller sat under værgemål, fører værgen sagen på hans eller hendes vegne. Læs mere om værgemål.
En civil retssag kan have mere end to parter. Hvis en sagsøger for eksempel mener at have et krav mod tre skyldnere, kan han/hun sagsøge dem alle under samme sag. Hvis flere mener at have samme eller ensartede krav mod en skyldner, kan de alle sagsøge skyldneren under samme sag. Man kan under sagen inddrage nye parter.
Hvis to eller flere personer har samme krav, kan de også vælge at føre sagen sammen i et såkaldt gruppesøgsmål.