Ved Randers Rets dom af 1. juni 2011 blev en 19-årig mand dømt for spirituskørsel og uagtsomt manddrab.
Retten fandt det bevist, at tiltalte den 1. april 2011, kl. ca. 01.00 i spirituspåvirket tilstand kørte mod færdselsretningen på motorvejen med en hastighed på ca. 130 km/t og påkørte en modkørende bilist, der blev dræbt.
Tiltalte blev idømt fængsel i 2 år og 3 måneder og frakendt førerretten i 5 år. Retten bestemte, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet efter dommen.