Hop til indhold
domstol.dk

Orientering om e-tinglysning 

Her kan du læse om hvilke oplysninger, som skifte-og fogedret skal bruge ved digital tinglysning.
 

Skifteretten skal bruge bobestyrers og kurators CPR-nr. fra den 20. august 2009

Den 8. september 2009 bliver tinglysningen af fast ejendom en digital proces. Det har også betydning for tinglysning af bobehandling og konkurser. Fra den 20. august 2009 kl. 12 skal du som bobestyrer eller kurator oplyse dit CPR-nummer til skifteretten.

Tinglysningen i Danmark bliver fra den 8. september 2009 digital og centraliseret ved Tinglysningsretten i Hobro.

Det betyder, at skifteretten fremover skal tinglyse bobestyrerbehandling og konkurser på de faste ejendomme i boerne, hvor det tidligere var bobestyrer og kurator, der sørgede for tinglysningen.

For at kunne foretage tinglysningen skal skifteretten fra den 20. august 2009 kl. 12 – hvor den papirbaserede tinglysning lukker – bruge bobestyrers og kurators CPR-nummer. Oplysningen om CPR-nummeret er nødvendig, fordi hvervene som bobestyrer og kurator er personlige hverv.

Det er bobestyrers eller kurators opgave at fortælle skifteretten, hvilke faste ejendomme, der er i boet og samtidig anmode skifteretten om at foretage tinglysningen. Skifteretten skal bruge ejendommens adresse og/eller matrikelnummer, ejerens/afdødes og bobestyrer/kurators navn og CPR-nummer. Skifteretten foretager tinglysningen hurtigst muligt efter modtagelsen af oplysningerne.

Fallentens CPR- og/eller CVR-nummer også nødvendig

Med digitaliseringen af tinglysningen vil skifteretten i fremtiden også have brug for fallentens CPR- og/eller CVR-nummer. Du bør derfor også give skifteretten disse oplysninger for, at retten kan tinglyse på ejendommen.

Skifteretten tinglyser også eventuelle ændringer i bostyret. Derfor skal den nye bobestyrer eller kurator henvende sig til skifteretten og bede om at få ændringer i bostyret tinglyst. For at gøre det skal skifteretten bruge den nye bobestyrers eller kurators CPR-nummer.

Fogedretten skal bruge kreditors CPR-nr. eller CVR-nr. fra den 20. august 2009

Den 8. september 2009 bliver tinglysningen af fast ejendom en digital proces. Det har betydning for sager om udlæg i fast ejendom. Fra den 20. august 2009 skal du som rekvirent huske kreditors CPR- eller CVR-nummer til fogedmødet i sager om udlæg.

Tinglysningen i Danmark bliver fra den 8. september 2009 digital og centraliseret ved Tinglysningsretten i Hobro.

Det betyder, at fogedretten fremover skal tinglyse alle udlæg foretaget i fast ejendom, dog ikke pantebrevsudlæg der heller ikke skal tinglyses i fremtiden. Tidligere skulle kreditor selv henvende sig til det lokale tinglysningskontor for at få tinglyst et udlæg, men med digitaliseringen af tinglysningen falder denne arbejdsgang bort, og fogedretten tinglyser selv udlægget.

Kreditors CPR- eller CVR-nummer nødvendigt

For at fogedretten kan tinglyse udlægget fra den 20. august 2009 – hvor den papirbaserede tinglysning lukker – kræver det, at retten har kendskab til kreditors CPR- eller CVR-nummer. Det betyder, at retten ikke kan tinglyse uden CPR- eller CPR-nummer. Når kreditor er et selskab, skal CVR-nummer anvendes, mens det ved personligt ejede virksomheder er ejerens CPR-nummer, der skal oplyses. Fremover bør du derfor oplyse kreditors CPR- eller CVR-nummer allerede, når sagen begynder (i rekvisitionen), og du skal som rekvirent senest medbringe kreditors CPR- eller CVR-nummer til fogedmødet.

I sager, der allerede nu er berammet, men hvor fogedmødet først finder sted efter den 20. august 2009, skal du ligeledes oplyse kreditors CPR- eller CVR-nummer til fogedmødet, hvis fogedretten skal foretage udlæg i fast ejendom. Fogedretten vil tinglyse udlægget i perioden efter åbningen af digital tinglysning den 8. september 2009.

Debitors CPR- eller CVR-nummer også nødvendigt

Også debitors CPR- eller CVR-nummer (gerne begge numre, hvis det er muligt) skal bruges ved tinglysning af udlæg i fast ejendom. Hvis du som rekvirent er i besiddelse af debitors CPR- eller CVR-nummer, er det en god ide at oplyse dette i rekvisitionen. Fogedretten vil også kunne afkræve oplysningerne fra debitor under fogedsagen, hvis retten foretager udlæg i fast ejendom.

Arrest og tvangsauktion

Fogedretten skal desuden fremover tinglyse arrest på fast ejendom, hvilket også kræver oplysning om kreditor og debitors CPR- eller CVR-nummer. Endeligt skal fogedretten notere tvangsauktionssalg på ejendommen, hvilket dog ikke vil kræve yderligere oplysninger.

Du kan finde mere information på www.domstol.dk under digital tinglysning.

Til top Sidst opdateret: 03-07-2009 
Retten i RandersseperatorNørregade 1seperator8900 Randers C.seperatorTelefon: 86437000seperatorFax: 87125178seperatorEmail: randers@domstol.dk