Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i nævningesag om drab ved Randers Regnskov og våbenbesiddelse 
14-12-2018 

 

37-årig mand idømt fængsel i 20 år for drab ved Randers Regnskov med halvautomatisk pistol og for besiddelse og transport af pistolen med tilhørende ammunition fra Danmark til Tyskland. En 39-årig kvinde og 19-årig mand blev idømt fængsel på henholdsvis 2 år og 6 måneder og 2 år for efterfølgende at have besiddet og transporteret pistolen med tilhørende ammunition i forening med den 37-årige mand.

 

Sagsnummer: SS 7-3385/2018

 

Sagen kort fortalt

Den 22. december 2017 omkring midnat blev en 30-årig mand fundet skudt og dræbt på parkeringspladsen ved Randers Regnskov. På baggrund af en henvendelse fra offentligheden, kom politiet på sporet af en 37-årig mand, en 39-årig kvinde og en 19-årig mand, der efterfølgende, den 24. december 2017, blev anholdt i Tyskland.

Den 37-årige mand blev tiltalt for at have dræbt den 30-årige med et skud fra en halvautomatisk pistol og for at have besiddet pistolen med ammunition på offentligt tilgængeligt sted under særligt skærpende omstændigheder. Den 39-årige kvinde og den 19-årige mand blev tiltalt for at have besiddet pistolen med tilhørende ammunition i forening med den 37-årige.   

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at den 37-årige mand havde skudt og dræbt den 30-årige mand med en halvautomatisk pistol, og at dette ikke var sket i nødværge.

Retten fandt det endvidere bevist, at den 37-årige mand på offentligt tilgængeligt sted i forbindelse med kørsel fra Randers gennem Jylland og over grænsen fra Danmark til Tyskland under særlig særligt skærpende omstændigheder havde besiddet og transporteret denne pistol.

Retten fandt det yderligere bevist, at den 39-årige kvinde og den 19-årige mand havde besiddet og transporteret den pågældende pistol i forening med den 37-årige mand i forbindelse med kørsel fra Aalborg gennem Jylland og over grænsen fra Danmark til Tyskland.

Retten henførte drabsforholdet til straffelovens § 81 b, hvorefter straffen for blandt andet drab kan forhøjes med indtil det halve, hvis drabet begås på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af et skydevåben omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.

Vedrørende den 37-årige mand blev der afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 20 år, og 2 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 18 år.

For så vidt angår den 39-årige kvinde blev der afgivet 9 stemmer for at fastsætte straffen til 2 år og 6 måneder, og 3 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 3 år.

Vedrørende den 19-årige mand var der enighed om at fastsætte straffen til fængsel i 2 år.

Den 37-årige mand ankede dommen med påstand om hjemvisning på grund af rettergangsfejl, subsidiært frifindelse i det ikke erkendte omfang og mere subsidiært formildelse.

Den 39-årige kvinde og den 19-årige mand udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Randers den 14. december 2018.

Til top Sidst opdateret: 14-12-2018 
Retten i RandersseperatorNørregade 1seperator8900 Randers C.seperatorTelefon: 99688600seperatorEmail: randers@domstol.dk