Retslisterne vises for 14 dage ad gangen og opdateres 4 gange i døgnet. Der vil være mulighed for fritekstsøgning og oplysninger om grundlovsforhør vil være tilgængelig for de fleste retters vedkommende.
Ekstranettet er etableret som en hjælp til journalisterne/redaktionerne, der derved hurtigt kan danne sig et overblik over sagerne. Retslisterne må ikke gøres tilgængelige for andre og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde.
Adgang kræver ansøgning og digital medarbejdersignatur
Du kan få adgang til ekstranettet, hvis du er redaktører eller redaktionel medarbejder ved et massemedie, der kontinuerligt beskæftiger sig med retsreportage (efter vejledning om god presseskiks afsnit C).
Hvis du vil have adgang til ekstranettet, skal du have en medarbejdersignatur. Den digitale medarbejdersignatur er personlig og må ikke benyttes af andre. Bestilling af digital medarbejdersignatur sker på nets-danid.dk.
Selve ansøgningen udfyldes af det medie, som du arbejder for. Det beror på en konkret vurdering i Domstolsstyrelsen, om du og mediet opfylder betingelserne for adgang til de uanonymiserede retslister.
Retslisterne må ikke gøres tilgængelige for andre og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Retslisterne må ikke gemmes, og de uanonymiserede oplysninger må ikke offentliggøres i strid med retslistebekendtgørelsens § 5, stk. 3. Fremgår det af retslisten, at der er anmodet om navneforbud, må oplysning om tiltaltes/sigtedes navn ikke offentliggøres fra det tidspunkt, hvor oplysning om anmodning fremgår af retslisten.
Ansøgning
Ansøgning om adgang til ekstranettet skal ske til Domstolsstyrelsen: Kommunikation@domstolsstyrelsen.dk. Du skal bruge dette ansøgningsskema, som skal indsendes af det pågældende medie sammen med et følgebrev på mediets officielle brevpapir.
Husk både ansøgningsskema og følgebrev (se retningslinjer).