Gå til sidens indhold

Hvis du er part i en konflikt om et mindre beløb, kan du få rettens hjælp til at få afgjort konflikten hurtigt og billigt.

Sager om krav, som har en økonomisk værdi på højest 50.000 kr. uden renter og omkostninger, kan ofte løses både nemt og billigt ved at anlægge en småsag. En småsag kan også være en sag, som ikke har en økonomisk værdi, men hvor kravet fx er, at den anden part skal dømmes til at udføre en bestemt handling.

Hvordan er småsagsprocessen forenklet?

Småsagernes proces igennem retssystemet er forenklet og passer derfor til de konflikter, der drejer som om et relativt lille beløb, eller som juridisk set ikke er så komplekse.

Formålet med reglerne om småsager er blandt andet, at parterne skal kunne gennemføre mindre civile sager uden store omkostninger. I de fleste tilfælde behøver parterne ikke en advokat, da retten hjælper parterne med at forberede sagen og skære den til.

Småsagsprocessens forenkling af de almindelige procesregler indebærer:

  • at retten hjælper med sagens forberedelse,
  • strengere krav om, at bevisførelse skal være relevant for afgørelsen af sagen,
  • forenklede regler om sagkyndig oplysning af sagen, og
  • en enklere proces for hovedforhandlingen.

Rettens hjælp med at forberede sagen betyder, at parterne normalt ikke har behov for advokatbistand.

Retten kan dog beslutte, at en part skal lade sig repræsentere af en advokat. Dette kaldes et advokatpålæg. Retten giver et sådant pålæg, hvis retten mener, at en part ikke er i stand til at føre sagen på hensigtsmæssig måde uden hjælp fra en advokat.

Hvordan anlægger jeg en småsag?

Småsager anlægger du på domstolenes sagsportal, minretssag.dk, hvor du skal logge ind med MitID.

Gå til vejledninger til minretssag.dk

Fritagelse fra at bruge minretssag.dk

Det er muligt undtagelsesvis at blive fritaget fra at bruge minretssag.dk, men det kræver, at du opfylder betingelserne for det. Det kan være, at du har et særligt handikap, mangler digitale kompetencer eller har sprogvanskeligheder.

Læs om digital fritagelse

Hvilke sager kan ikke anlægges som en småsag?

Der er særlige regler for sager om gruppesøgsmål, midlertidige afgørelser om forbud og påbud i borgerlige sager, familieretlige sager, sager om faderskab og medmoderskab, sager om værgemål, prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke, sager om mortifikation/ejendomsdom og private straffesager.

Disse sager kan ikke anlægges som småsag.

Læs om gruppesøgsmål
Læs om forbud og påbud
Læs om familieretlige sager og lignende
Læs om mortifikationssager

Hvem kan være parter i en småsag?

Borgere, virksomheder og offentlige myndigheder kan være parter i en småsag. Hvis en person er død, kan dødsboet være part i en småsag. Hvis en person eller en virksomhed er erklæret konkurs, kan konkursboet være part. Er en person mindreårig eller sat under værgemål, er det værgen, der fører småsagen.

Den part, der anlægger sagen, kaldes sagsøger. Den anden part kaldes sagsøgte.

Hvordan forløber en småsag?

Stævning

Når du som sagsøger har indtastet de nødvendige oplysninger til stævning på minretssag.dk, opretter systemet automatisk stævningen på baggrund af, hvad du har indtastet. Den borger, virksomhed eller offentlige myndighed, som du har sagsøgt, får besked i Digital Post om sagen eller ved forkyndelse af stævningen. Alle sagens dokumenter samles på minretssag.dk, hvor kommunikationen med retten også foregår. Du får tilsendt adviseringsmails i Digital Post, når der er nyt i sagen.

Svarskrift

Når modparten (sagsøgte) har kvitteret for modtagelsen af sagen på minretssag.dk inden udløbet af en frist på 7 dage, får modparten 14 dage til at indlevere et svar til stævningen via minretssag.dk. Svaret fra modparten kaldes et svarskrift. Hvis modparten ikke kvitterer for modtagelsen af sagen inden 7 dage, vil retten i stedet forkynde stævningen for modparten. Det betyder, at retten sørger for, at modparten får besked om stævningen på anden vis. Modparten kan inden fristens udløb anmode retten om, at fristen for svarskrift forlænges.

Hvis retten ikke modtager et svarskrift inden udløbet af fristen på 14 dage, vil retten behandle sagen som en udeblivelsessag. Dette indebærer, at retten som regel afsiger dom efter din påstand.

Hvis retten modtager et svarskrift inden udløbet af fristen på 14 dage, vil retten herefter træffe beslutning om, hvad der videre skal ske i sagen.

Forberedelse af sagen

I småsagerne er det rettens opgave at hjælpe parterne med at forberede sagen. Retten vil i den forbindelse kontakte dig og modparten for helt præcist at få afklaret, hvad I er enige om og uenige om. Retten vil også tale med dig og modparten om, hvilke beviser der er i sagen, og om der eventuelt skal indhentes sagkyndig erklæring. Hvis der er behov for at indhente en sagkyndig erklæring, hjælper retten med at formulere spørgsmålene til den sagkyndige.

Hvis retten finder det nødvendigt, afholder retten et telefonmøde med dig og modparten.

Meget ofte finder parterne – vejledt af retten – en løsning på konflikten allerede under det forberedende telefonmøde.

Hvis retten ikke kan få dig og modparten til at finde en fælles løsning på sagen, vil retten lave en skriftlig fortegnelse over dine og modpartens påstande og begrundelser for påstandene. Fortegnelsen sendes til dig og modparten. Retten vil herefter afslutte sagens forberedelse og indkalde til en hovedforhandling.

Hovedforhandling

Hovedforhandlingen er det afsluttende retsmøde og foregår i retten.

Hovedforhandlingen indledes med, at parterne nedlægger deres påstande. Det betyder, at parterne oplyser retten og modparten, hvad deres krav i sagen er. Herefter følger bevisførelsen, hvor parterne og eventuelle vidner afgiver forklaring. Når bevisførelsen er afsluttet, har parterne lejlighed til at redegøre for deres syn på sagen i den afsluttende procedure.

Efter den afsluttende procedure kan retten mægle forlig mellem parterne eller komme med en tilkendegivelse, som er rettens opfordring til, at parterne indgår forlig ud fra rettens opfattelse af sagen.

Hvis parterne ikke kan nå til enighed om et forlig, vil sagen blive optaget til dom. Det betyder, at retten træffer afgørelse i sagen snarest muligt og senest 2 uger efter hovedforhandlingens afslutning. Parterne vil blive adviseret i Digital Post, når dommen er tilgængelig på minretssag.dk.

Hvis du vælger at blive repræsenteret af en advokat, kan du vælge, at advokaten får adgang til sagen på minretssag.dk. I så fald vil advokaten håndtere sagen.

Hvad hvis jeg udebliver eller ikke overholder frister?

Det er vigtigt at overholde de frister for indlevering af processkrifter, som retten fastsætter. Det er også vigtigt at komme til de møder, som retten indkalder til. I modsat fald kan det få udeblivelsesvirkning. Det betyder, at retten kan afvise sagen, hvis sagsøger udebliver fra møder uden gyldig grund eller ikke indleverer et processkrift inden udløbet af en frist. Hvis sagsøgte udebliver fra møder uden gyldig grund eller ikke indleverer et processkrift inden udløbet af en frist, kan retten afsige dom efter sagsøgers påstand.

Hvorfor ender de fleste småsager med et forlig?

Langt de fleste småsager bliver løst med et forlig mellem parterne. En af årsagerne er, at dommeren så tidligt som muligt drøfter krav og argumenter med parterne. Det giver dommeren mulighed for at vurdere konflikten juridisk og i forlængelse heraf foreslå parterne en forligsmæssig løsning. Mange forlig indgås også i forbindelse med hovedforhandlingen.

Kan min modpart og jeg få hjælp til at løse vores konflikt?

Retten kan tilbyde retsmægling i småsager. Retsmægling er et alternativ til at gennemføre en retssag.

Læs om retsmægling

Hvad koster det at anlægge en småsag?

Når du anlægger en småsag, skal du som udgangspunkt betale en retsafgift på 750 kr.

Hvad er en sagkyndig erklæring?

I småsager kan retten beslutte, at der skal indhentes en sagkyndig erklæring, som vil indgå som et af beviserne i sagen. Dette sker ved, at retten skriftligt formulerer nogle spørgsmål til en sagkyndig person eller organisation, som retten vælger.

Den sagkyndige angiver herefter et prisoverslag for besvarelsen, som retten skal acceptere.

Som part i sagen får du mulighed for at se spørgsmålene og de forventede udgifter til den sagkyndige erklæring, inden den udarbejdes.

Retterne bruger fortrinsvis de sagkyndige, som Domstolsstyrelsen har beskikket.

Gå til liste over beskikkede sagkyndige i småsager

Kan jeg søge om fri proces i en småsag?

Fri proces betyder, at statskassen betaler dine udgifter i forbindelse med retssagen. Det er blandt andet, salæret til din advokat og nødvendige udgifter forbundet med sagens behandling eller oplysning. Hvis du taber sagen, betaler statskassen også sagsomkostningerne til modparten. Du skal opfylde visse betingelser for at få fri proces.

Din ansøgning om fri proces skal indleveres til Civilstyrelsen eller til retten via minretssag.dk.

Du kan ikke få fri proces, hvis du har en retshjælpsforsikring eller en anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen.

Læs om fri proces

Kan jeg få hjælp til sagen?

Brug for en advokat?

I småsagerne er det rettens opgave at hjælpe parterne med at forberede sagen. Rettens vejledningspligt betyder, at der normalt ikke er behov for advokatbistand. Retten vil vejlede begge parter på et niveau, der gør, at parterne i de fleste tilfælde kan føre hele sagen selv.

Alligevel sker det, at den ene part vælger at lade sig repræsentere af en advokat. Oftest sker det først, når parterne indkaldes til hovedforhandlingen. Her kan der derfor opstå en situation, hvor den ene part i sagen kan være selvmøder (uden advokat), og den anden part kan være repræsenteret af en advokat.

Hvis du bliver indkaldt til hovedforhandling, kan det derfor være en god idé at kontakte en advokat.

I Advokatnøglen finder du information om alle danske advokater ved at søge på navn, retskreds og sagsområde.

Gå til advokatnøglen.dk (åbner i nyt vindue)

Faste salærtakster til advokater

For at sikre, at det er så billigt for dig som muligt at føre en småsag, er der faste takster for advokatens salær. Taksterne er baseret på det antal timer, som hovedforhandlingen varer.

Se de aktuelle salærtakster for hovedforhandlende småsager

Advokatvagten

Advokatvagten har kontorer rundt om i landet, hvor alle borgere – uanset indkomstforhold – kan få helt grundlæggende mundtlig rådgivning. Denne rådgivning er gratis.

Læs mere om Advokatvagten

Gå til Advokatsamfundets hjemmeside (åbner i nyt vindue)

Offentlig retshjælp ved advokat

Hvis du som borger ønsker rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger, skal du opfylde nogle økonomiske betingelser, som bliver reguleret hvert år den 1. januar.

Staten betaler en andel af advokatens salær. Advokaten skal fortælle, hvad det vil koste dig, før advokaten yder retshjælpen. Tilskuddet fra staten omfatter kun vederlag, som ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring. Staten betaler hele vederlaget for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces.

Byretten udarbejder og ajourfører løbende en fortegnelse over de advokater, som yder retshjælp i retskredsen. Hos byretten kan du få udleveret fortegnelsen. Fortegnelsen ligger også til gennemsyn hos lokale advokatvagter og retshjælpskontorer og på biblioteker.

Læs mere om offentlig retshjælp ved advokat

Frivillig retshjælp

Det er muligt at få gratis juridisk rådgivning hos en frivillig retshjælp. Retshjælpskontorerne ligger forskellige steder rundt om i landet. Den frivillige retshjælp tilbyder rådgivning indenfor de fleste sagsområder og kan hjælpe dig med håndteringen af din sag. Skal du have hjælp ud over mundtlig rådgivning, er det en forudsætning, at din indkomst/din husstands indkomst ligger under en vis beløbsgrænse.

Kontaktoplysninger på de lokale retshjælpskontorer finder du på Civilstyrelsens hjemmeside.

Gå til Civilstyrelsens hjemmeside (åbner i nyt vindue)

Retshjælpsforsikring

En retshjælpsforsikring dækker omkostningerne i forbindelse med visse retssager.

Retshjælpsforsikring kan være knyttet til din indboforsikring, husforsikring og kaskoforsikring på en bil eller lignende. Hos dit forsikringsselskab kan du få nærmere oplysninger om retshjælpsforsikringen, herunder dækningsgrad, selvrisikoens størrelse og dækningsmaksimum, herunder få tilsendt forsikringsbetingelserne. Det er dit forsikringsselskab, som tager stilling til, om forsikringen dækker den konkrete sag.

Hvis din konkrete sag er dækket af en retshjælpsforsikring, og du samtidig opfylder de øvrige betingelser for fri proces, vil selvrisikoen og under visse betingelser det beløb, som ligger ud over maksimumdækningen, være dækket under den fri proces.

Gå til Forsikringsoplysningen, som F&P - brancheforening for forsikring og pension står bag (åbner i nyt vindue)

Kan jeg klage over en dom i en småsag?

Ja, en dom, der er afsagt i småsagsprocessen, kan du som udgangspunkt klage over til landsretten. Dette hedder at anke. Det foregår efter nogle særlige regler, som du kan læse mere om her.

Læs om dine klagemuligheder 

Sidst opdateret: 13. marts 2024