Retten Rundt Nr. 6

DOMSTOLENE ER IKKE EN HVILKEN SOM HELST PØLSEFABRIK

Domstolsstyrelsen har fået ny bestyrelsesformand. Jens Peter Christensen er navnet. Men hvem er den 54-årige højesteretsdommer fra Skive, og hvad har han af tanker om domstolene og fremtiden?

Af kommunikationsmedarbejder Louise Hagemann, Domstolsstyrelsen

Den enorme port ind til Højesteret leder på én gang tankerne hen på både eventyr, kongeriger og Sankt Peter, og advarslen om, at døren åbner udad, bør da også tages alvorligt, hvis du ikke vil verfes baglæns ned ad den mindst lige så mægtige trappe.

Her i Prins Jørgens Gård mellem magtfulde ministerier og vidunderlige verdensværker smyger jeg mandag eftermiddag mine 165 centimeter ind gennem de mægtige porte til den højeste ret af dem alle.

Ydmygheden skyller ind over mig, da jeg står der med alt for mange meter til loftet. Her føler man sig lille og underordnet, men samtidig fyldt med respekt og i gode hænder.

I gode hænder er jeg også i mit egentlige ærinde i Højesteret. Jeg skal mødes med Domstolsstyrelsens nye bestyrelsesformand, højesteretsdommer Jens Peter Christensen, og der går ikke længe, før han smilende viser sig i foyeren, til jeg er på guidet tur med jysk accent rundt i den imponerende bygning.

Trods hans 190 centimeter får følelsen af at være lille og ydmyg ikke megen næring i Jens Peter Christensens nærvær. I sine sorte jeans, hvide skjorte og et strålende rødt sportsur om håndleddet viser han mig stolt rundt i Højesteret og fortæller entusiastisk om fortidens halshuggede dommere, den ærværdige retssal og krybberne i biblioteket, der egentlig var en hestestald.

Mød folk, hvor de er

På et tidspunkt, da den guidede tur midlertidigt har gjort holdt i præsidentens kontor, går det op for mig, at det er mig, der er i gang med at blive interviewet, og ikke omvendt. Men interessen fra Jens Peter Christensen er ganske oprigtig, og jeg forstår, hvordan han gerne vil møde folk: i øjenhøjde.

Netop øjenhøjde er også udgangspunktet for den nye bestyrelsesformands ønske, da vi mageligt placeret i de røde stole på hans kontor nærmer os det interview, der egentlig var planen, og jeg spørger til samspillet mellem Domstolsstyrelsen og resten af Danmarks Domstole:

”Jeg tror, det var Søren Kierkegaard, der sagde, at man skal møde folk, hvor de er, og det er også det, vi bør være opmærksomme på i domstolene,” starter Jens Peter Christensen og udpensler:

”Grundlæggende skal styrelsen være anerkendt af dem, den har med at gøre. Det betyder, at vi alle må gøre os klart, at vi har en fælles sag, og at der ikke er skel mellem styrelsen og domstolene.

Vi har samme skæbne. Derfor er det også afgørende, at vi ikke bliver hinanden for fjerne, og at vi kan udtrykke os i et almindeligt sprog.”

Jurist, professor, dommer, doktor og formand

Netop det almindelige sprog er Jens Peter Christensens varemærke fra hans tid som professor på Aarhus Universitet, hvor han både som underviser og i pressen gjorde det til sit ærinde at forklare den vanskelige jura, så den kunne forstås.

Jura var ellers ikke en åbenlys vej i 1975 for studenten fra Skive Gymnasium:

”Der er tre ting, jeg gennem tiden aldrig havde forestillet mig, jeg skulle blive. Det er jurist, dommer og bestyrelsesformand for Domstolsstyrelsen,” smiler Jens Peter Christensen.

Vejen gik da også først forbi både økonomi- og medicinstudiet, hvor sidstnævnte dog hurtigt fik en ende, da synet af blod fik den unge studerende til at blive dårlig.

I stedet blev det statskundskab, hvor en lærer, der underviste stående på tåspidserne af bare entusiasme, tændte Jens Peter Christensens interesse fra jura. Det førte til både en kandidatgrad i statskundskab og i jura, siden en doktorafhandling inden for juraen og et professorat på Aarhus Universitet, indtil en censor, der også var landsretspræsident, fik overtalt Jens Peter Christensen til at prøve lykken som konstitueret landsdommer.

Jens Peter Christensen

Jens Peter ChristensenJens Peter Christensen kan skrive mange ting på visitkortet. Højesteretsdommer, kajakentusiast og Domstolsstyrelsens nye betyrelsesformand er nogle af dem.

Lykke var det dog ikke første gang, Jens Peter Christensen skulle optræde som dommer og aldrig havde sat sine ben i en retssal før:

”Mit kappe sad først fast i døren, da jeg trådte ind, og i stolens hjul, da jeg skulle ud. Det lavede et værre postyr,” husker han.

Men interessen var fanget, og trods egne spådomme om at vende tilbage til universitetet, er Jens Peter Christensen stadig i domstolsverdenen – som både jurist, dommer og bestyrelsesformand.

”Jura er ikke tørt, som mange går og siger. Tværtimod. Jura er særdeles levende og konkret, og det gør alle sager sjove. Det er mennesker, hvis konkrete problemer vi skal tage hånd om med vores faglighed,” siger den 54-årige bestyrelsesformand, der i 2006 blev den yngste dommer i Højesteret.

Ingen effektivitet uden kvalitet

Men hvad vil han så tale om, bestyrelsesformanden, inde på det lille kontor, hvor doktordisputatsen står side om side med indrammede Disney-billeder?

Det helt særlige ved domstolene.

Det vil Jens Peter Christensen gerne tale mere om.

”Det hele er blevet kastet op i luften, og alt er landet på bedste måde. Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke domstolene på alle pladser var befolket med mennesker, der sætter en ære i at gøre deres bedste. Der har været kæmpe bunker, og alligevel har de ansatte ved domstolene bevaret humøret og været kolossalt pligtopfyldende. Det er ikke noget, man kan lave manualer i, og jeg tror, det er svært at finde et lignende eksempel i Danmark,” siger han om håndteringen af den omfattende reform af domstolssystemet fra 2007.

Det ligger i kulturen i domstolene, mener Jens Peter Christensen, at man ved, at man har en særlig vigtig opgave, og at man står med ansvaret for folks skæbner. Uanset om man er jurist, dommer eller kontoransat:

”Domstolene er ikke en hvilken som helst pølsefabrik. Vi har en større mission end som så. Det er glæden ved at yde et godt stykke arbejde, der er de domstolsansattes særlige drivkraft. Vi skal værne om kvaliteten i selv den simpleste  ekspedition.” siger han og fortsætter med en anekdote fra udlandet:

”I Norges domstolsstyrelse, hvor jeg lige har været på besøg, siger de: Vi siger aldrig effektivitet. Altid effektivitet og kvalitet. Det, synes jeg, var så godt, at jeg skrev det ned.”

“ Bare fordi man bliver ny formand et sted, går man jo ikke fra at være en almindelig mand til at være sandsiger. Det må du også godt skrive. ”

Jens Peter Christensen, ny bestyrelsesformand

Hvad skal vi med Domstolsstyrelsen?

Fortiden på universitetet får gerne Jens Peter Christensen til at drage paralleller. Både gode og dårlige. Det gælder også, når vi taler om ledernes selvforståelse inden for domstolene.

”Før i tiden var det fineste, man kunne være på universitetet, at være lærer og forsker. I dag skal man være administrator – chef, leder, dekan, direktør, vicedekan og hvad ved jeg.

Sådan må det ikke blive i domstolene. Præsidenterne skal undgå, at der skabes afstand mellem dem og dommerkollegiet. De skal skabe holdånd og styrke ansvaret og – med et måske lidt højstemt ord – også stoltheden,” konstaterer Jens Peter Christensen.

For ham handler det om blive ved jorden – og om, at det er det faglige, det kommer an på.

”Den slags kan styrelsen ikke diktere, men den kan sætte en dialog i gang,” siger Jens Peter Christensen.

Men hvad skal vi så egentlig med Domstolsstyrelsen, kunne man fristes til at spørge, og Jens Peter Christensen ser det da også som et problem, hvis de ansatte ved domstolene ikke føler sig om en del af det store billede og føler, at styrelsen bare er der for at forstyrre:

”Domstolsstyrelsen skal både være et værn for retterne og til gavn for retterne. Den skal sætte initiativer i gang, der kan styrke den opgave, vi har sammen, og de særlige værdier, der præger domstolene. Der vil altid være noget af det, som styrelsen kommer med, som folk vil sætte spørgsmålstegn ved og spørge, hvorfor man nu skal gøre sådan. Men så må styrelsen jo gøre sig umage med at forklare fornuften i det, man gerne vil, og håbe, at resultatet kan vise hvorfor. Det er bare vigtigt, at styrelsen ikke løber længere foran, end folk kan følge med.”

En af styrelsens opgaver er også at bede om penge, og det kræver, at samfundet får noget for pengene – i dette tilfælde effektivitet. Men her har Jens Peter Christensen stadig sin note fra den norske domstolsstyrelse frisk i erindring:

”Det er vigtigt, at vi får det, der skal til. Vi må sige til dem med pengekassen, at der er grænser. Der er grænser for vores arbejde og især kvaliteten af vores arbejde, hvis pengekassen er smækket i.”

Visioner giver nye ansigtsfolder

Den nye bestyrelseformands solbrændte ansigt er et af dem, der skifter udtryk mange gange under sådan et interview. Indimellem bliver øjnene væk i et smil over et spørgsmål, og indimellem afspejler ansigtet svarets alvor og dybtfølthed.

Men da jeg spørger til visionerne for Domstolsstyrelsen, lægger ansigtet sig i helt nye folder:

”Bare fordi man bliver ny formand et sted, går man jo ikke fra at være en almindelig mand til at være en sandsiger. Det må du også godt skrive,” siger han med et halvt smil og en halv mine af den slags, hvor man ikke prøver at finde flere af den slags spørgsmål frem fra interviewhåndbogen.

Jens Peter Christensen
Bestyrelsesformanden er imponeret over, hvordan medarbejderne i domstolene har håndteret reformen og de efterfølgende store sagsbunker med stor pligtopfyldenhed og højt humør.

Men stikker man lidt mere i, hvorfor Domstolsstyrelsen er her, og hvad den skal, vil Jens Peter Christensen alligevel godt tale lidt om det:

”Vi er her på grund af et ønske fra politisk side om at markere domstolene som noget særligt. Derfor findes Domstolsstyrelsen, og derfor er den underlagt en bestyrelse. Kan vi styrke bevidstheden om dette særlige, så var det da ikke så ringe.” Den jyske underdrivelse fornægter sig ikke.

”Vi sidder og læser i papirer alle sammen, men ved domstolene gør vi det for, som helt uafhængig statsmagt, at træffe de rigtige og retfærdige afgørelser. Det er en flot opgave. Det må vi godt tænke lidt mere over,” filosoferer manden bag ansigtsfolderne.

De åbne, men særlige domstole

Jens Peter Christensen er af mange kendt som en formidlingsmand og folkeoplyser. Han har aldrig været bleg for at udtale sig og sige tingene, så de kunne forstås af enhver. Sådan har han det stadig, men alligevel er spørgsmålet om domstolenes åbenhed og kommunikation for ham et tveægget sværd.

”Selvfølgelig er markedsføring godt, men kvaliteten af varerne er det vigtigste” lyder analogien fra bestyrelsesformanden.

 ”Det væsentligste er, at dommen er korrekt, men det er samtidig også vigtigt, at den er forståelig og godt formidlet.”

Med sin erfaring med pressen fra tidligere synes Jens Peter Christensen, at det er vigtigt, at domstolene er åbne og kommunikerer, men at man samtidig tænker sig om.

”Det er rigtig godt med en folkeoplyser, der kan svare på spørgsmål om praksis – noget, som vi allerede har med pressekontaktdommere og talspersoner. Men dommere er ikke verdensmestre i at begå sig i den offentlige debat, og vi skal ikke ind og være en meget central aktør i de daglige politiske slagsmål i pressen,” siger han og vender tilbage til det med det særlige:

”Vi skal være lidt mystiske og særlige, men stadigvæk åbne.”

En social enspænder

En hyggelig session er ved at have nået sin ende i det lille kontor i den store ret. Jeg spørger lidt til sportsmanden, som jeg ved, Jens Peter Christensen også er. Det gælder både cykling og maratonløb, men jeg er nu mere interesseret i det der med at ro rundt alene i en kajak ude på Øresund. Er det mon, fordi man er en dårlig holdspiller?

”Det er først og fremmest fantastisk motion. Og så var jeg også den, der blev valgt til sidst til fodbold i skolegården. Roning var jeg derimod god til. Det kræver kun udholdenhed og viljestyrke,” griner Jens Peter Christensen.

”Man skal nok være lidt en enspænder. Men man skal også være social. En social enspænder,” lyder eftertanken med reference til både passionen for kajakroning og arbejdet i domstolene.
”Man skal kunne arbejde selvstændigt, men samtidig skal man også kunne lide at være en del af holdet, i klubben såvel som i retten.”

Efter en snak om kunsten på væggene i den nye retssal, siger vi pænt farvel. På vej ned ad den mægtige trappe melder tanken sig i mit hoved:

Der kommer nok alligevel et par visioner snigende, når Domstolsstyrelsens bestyrelsesformand sidder derude på vandet i sin kajak. Som jurist, dommer, bestyrelsesformand og mange andre ting. Og med eller uden bekymrede ansigtsfolder.

Denne side er 3 af 9 til publikationen "Retten Rundt Nr. 6".
Version nr. 1.0 af 23-06-2011

© Domstolsstyrelsen 2011.

Domstolsstyrelsen  |  Store Kongensgade 1-3  |  1264 København K.  |  Telefon: 70103322  |  Fax: 70104455  |  Email: post@domstolsstyrelsen.dk