Redegørelse om digital kommunikation med domstolene

Ordliste

Ordlisten indeholder en kort oversigt over en del af de forskellige begreber, der er anvendt i redegørelsen. Hvor begreberne første gang er benyttet i redegørelsen, vil der dog så vidt muligt også dér være givet en forklaring.

Autenticitet:

Sikring af en afsenders autenticitet betyder, at man sikrer afsenderens identitet, dvs. at meddelelsen stammer fra den afsender, som meddelelsen udgiver sig for at være sendt fra.

Elektronisk / digital kommunikation:

Med elektronisk og digital kommunikation forstås enhver form for kommunikation, hvor meddelelsen er digitaliseret, dvs. opbrudt i form af f.eks. talværdier. Meddelelsen vil i sig selv normalt være ulæselig eller uforståelig, men kan f.eks. gøres tilgængelig ved udskrift på papir eller visning på en computerskærm.

Elektronisk kommunikation omfatter blandt andet

- udveksling af beskeder eller dokumenter mellem personer, herunder e-post (e-mail), SMS/EMS-beskeder (Short Message Service/Enhanced Message Service),

- udveksling af information mellem en person og et edb-system (f.eks. via Internettet) og

- udveksling af systematiske oplysninger mellem datasystemer (f.eks. det på side

98 ved note 41 nævnte EDI-system)

Elektronisk / digital signatur:

Begrebet elektronisk/digital signatur betegner data, som knytter sig til en datamængde, og som gør det muligt at kontrollere, at datamængden stammer fra den angivne udsteder. Begrebet anvendes også som betegnelse for en bestemt teknologi, der er baseret på kryptering.

Begrebet er nærmere beskrevet i afsnit 2.3.1.

E-post / e-mail:

E-post / e-mail er en forkortelse for elektronisk post / electronic mail. I redegørelsen anvendes den danske betegnelse e-post. Beskeder, der sendes ved hjælp af e-post, er beskeder, der sendes elektronisk mellem computere, der er forbundet via et lokalt og/eller globalt netværk af computere.

Integritet:

Sikring af en meddelelses integritet betyder, at man sikrer, at indholdet af en meddelelse ikke er blevet ændret under ”transport” fra afsendelsen til modtagelsen.

Konfidentialitet:

Sikring af en meddelelses konfidentialitet betyder, at man sikrer, at meddelelsen ikke kan læses eller forstås af uvedkommende, hvilket ved digital kommunikation kræver kryptering. Kryptering af en meddelelse vil blandt andet være nødvendig, hvis meddelelsen indeholder fortrolige oplysninger.

Kryptering:

Kryptering af en meddelelse bevirker, at dens indhold ikke kan læses af andre – man sikrer således meddelelsens konfidentialitet.

OCES-signatur:

OCES står for Offentlige Certifikater til Elektronisk Service og omfatter med andre ord kommunikation i forhold til offentlige myndigheder. OCES er nærmere beskrevet i afsnit 2.3.1

Denne side er kapitel 10 af 10 til publikationen "Redegørelse om digital kommunikation med domstolene".
Version nr. 1.0 af 15-07-2008

© Domstolsstyrelsen 2008.

Domstolsstyrelsen  |  Store Kongensgade 1-3  |  1264 København K.  |  Telefon: 70103322  |  Fax: 70104455  |  Email: post@domstolsstyrelsen.dk