Status for implementering af domstolsreformen

1 Domstolsreformens mål

Det fremgår af forarbejderne til loven om domstolsreformen¹, at det er regeringens mål med reformen at styrke og udvikle domstolenes evne til at løse deres opgaver i overensstemmelse med fremtidens krav og muligheder, og at dette skal ske på en måde, der er til gavn både for borgerne og hele det omgivende samfund og for de ansatte ved domstolene.

Det følger videre, at det er et centralt mål at skabe de bedst mulige rammer for, at domstolenes opgaver kan løses med en ensartet høj faglig kvalitet overalt i landet og med en fleksibel, serviceorienteret og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet.

Reformen skaber en god ramme for fremtidens domstole og opleves af domstolene og Domstolsstyrelsen som nødvendig og rigtig.

Domstolsreformen er i store træk implementeret. Implementeringen har imidlertid medført, at der er opstået for store bunker i byretterne. Da tilgangen af sager samtidig er stigende, og da en række sager med domstolsreformen har fået en øget tyngde og dermed er blevet mere ressourcekrævende, er det ikke muligt at nedbringe disse bunker uden tilførsel af yderligere ressourcer til domstolene.


[1] Forslag nr. L 168 (2005-2006) til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreformen), afsnit I,1, som blev vedtaget af Folketinget den 2. juni 2006.

Denne side er 1 af 5 til publikationen "Status for implementering af domstolsreformen".
Version nr. 1.0 af 07-05-2009

© Domstolsstyrelsen 2009.

Domstolsstyrelsen  |  Store Kongensgade 1-3  |  1264 København K.  |  Telefon: 70103322  |  Fax: 70104455  |  Email: post@domstolsstyrelsen.dk