Rapport om tolkebistand i retssager

3. Retlige spørgsmål vedrørende tolkning i retssager

3.1. Den generelle problemstilling

Regler om tolkning i retssager findes i retsplejelovens § 149, der har følgende ordlyd:

”§ 149. Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, n år ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for domsforhandling for landsret.

Stk. 2. Dokumenter, der er affattede i fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse, der, når retten eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en translatør. Oversættelse kan dog frafaldes, når begge parter er enige derom, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog.

Stk. 3. En statsborger i et andet nordisk land kan uanset reglerne i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk, såfremt modparten forlanger det eller retten finder det nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten, oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Stk. 4. Udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Det samme gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger.

Stk. 5. [Tegnsprogstolkning]

Stk. 6. Til at bistå som tolk eller tegnsprogkyndig må ingen tilkaldes, der ifølge §§ 60 og 61 ville være udelukket fra at handle som dommer i sagen. I øvrigt bliver de om vidner gældende regler at anvende på de nævnte personer med de lempelser, der følger af forholdets natur, og for så vidt ikke andet særlig er foreskrevet.”

Bestemmelsen i § 149, stk. 1, er fra 1919, hvor spørgsmålet om tolkning i retssager ikke var aktuelt i samme omfang som i dag. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde indvandrere, herunder flygtninge, og deres efterkommere i 1980 3 procent af den danske befolkning. Den tilsvarende andel pr. 1. januar 2002 var 7,7 procent. Der har således navnlig gennem de sidste 20 år fundet en udvikling sted, der indebærer, at der i Danmark i dag befinder sig en større gruppe personer end tidligere, som enten er født i udlandet af udenlandske statsborgere, eller som er født i Danmark af forældre, der ikke er danske statsborgere.

Dertil kommer, at mange af disse personer (175.313 pr. 1. januar 2002) stammer fra afrikanske og asiatiske lande inklusive Mellemøsten. Der er helt overvejende tale om sprog, som ikke tidligere er blevet anvendt i Danmark i modsætning til f.eks. engelsk, tysk eller fransk – og der er tale om mange forskellige sprog (f.eks. arabisk, tyrkisk, somali, urdu og farsi).

Disse ændringer i befolkningssammensætningen medfører, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt retsplejelovens § 149 tager højde for nutidens behov og krav.

3.2. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - artikel 6

Danmark har visse forpligtelser vedrørende tolkning i retssager, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Konventionens artikel 6, stk. 3, litra a og e, har følgende ordlyd:

"Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende:

a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;

.....

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten."

3.2.1. Artikel 6, stk. 3, litra a

Bestemmelsen medfører, at myndigheden inden for en vis kortere tidshorisont skal give den anklagede en fyldig underretning om sigtelsen imod ham, eventuelt med bistand af tolk.

Det er centralt i bestemmelsen, at underretningen om sigtelsen og baggrunden herfor skal gives til den anklagede ”snarest muligt”. Det må forstås som det tidligste tidspunkt, hvor det er muligt at give en fyldestgørende underretning om sigtelsen.

I Danmark er det politi og anklagemyndighed, der efter retsplejeloven har ansvaret for, at den anklagede forud for domsforhandlingen er gjort bekendt med grundlaget for og omstændighederne omkring sigtelsen og tiltalen.

Politi og anklagemyndighed er overladt et vist skøn i relation til, hvorledes underretningen skal ske, herunder om og i givet fald hvilke/hvor mange dokumenter der skal oversættes til et sprog, som den anklagede forstår, og om underretningen skal ske skriftligt eller mundtligt.

En af de centrale sager fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) om artikel 6, stk. 3, litra a, er EMD 168 Kamasinski (1989). I denne sag gjorde en amerikansk statsborger blandt andet gældende, at han under en straffesag ved de østrigske domstole ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet underrettet på et sprog, som han kunne forstå, om indholdet af sagens dokumenter og den mundtlige forhandling i retten. En anden sag på området er EMD Brozicek (1989), hvor en tjekkoslovakisk borger, der sårede en betjent under en anholdelse i Italien, efterfølgende klagede over, at anklageskriftet var udfærdiget på italiensk.

EMD fastslog i EMD 168 Kamasinski, præmis 74, at retten til en tolk efter bestemmelsen relaterer sig til såvel mundtlige udsagn under domsforhandlingen som dokumenter og afhøringer forud herfor.

EMD udtalte samme sted, at bestemmelsen ikke indebærer, at staterne er forpligtede til at drage omsorg for, at alle skriftlige dokumenter, der indgår i en straffesag, bliver oversat, men dog at den anklagede før domsforhandlingen skal have oversat tilstrækkeligt mange dokumenter til, at han kan forstå indholdet af og årsagen til sigtelsen mod ham og dermed kan forsvare sig.

EMD har i den forbindelse peget på, at anklageskriftet indtager en central rolle i straffesager, hvorfor det væsentligt kan hindre den anklagedes evne til at forsvare sig, såfremt dette dokument ikke er skriftligt oversat, jf. EMD 168 Kamasinski, præmis 79 og EMD Brozicek, præmis 41.

Retten bør kunne forvente, at anklagemyndigheden alt efter sagens karakter har foranlediget i hvert fald anklageskrift og retsmødebegæring skriftligt oversat for den anklagede, men bør dog ex officio påse, at forholdet er i orden ved indledningen af domsforhandlingen.

3.2.2. Artikel 6, stk. 3, litra e

Det fremgår af artikel 6, stk. 3, litra e, at anklagede skal have bistand af en tolk, hvis han ikke forstår det sprog, som anvendes i retten. EMD´s praksis i relation til artikel 6, stk. 3, litra e, giver imidlertid ikke den anklagede krav på en fuldstændig oversættelse af alle udtalelser, bemærkninger m.v., der fremkommer under retsmøder. I EMD 168 Kamasinski, præmis 83, fandt domstolen således, at det i det konkrete tilfælde ikke udgjorde en overtrædelse af denne bestemmelse, at den anklagede alene havde fået en konsekutiv (efterfølgende), summarisk tolkning af det, der var foregået under retsmødet. Domstolen tillagde det i den forbindelse tilsyneladende afgørende betydning, at tolkningen konkret var tilstrækkelig til, at den anklagede kunne forstå bevisførelsen og varetage sit forsvar.

I EMD Lagerblom (2003), har EMD gentaget, at artikel 6, stk. 3, litra e, alene giver den anklagede ret til at få oversat de dokumenter og udtalelser under retssagen, som er nødvendige for, at den anklagede får en retfærdig rettergang, jf. EMD Lagerblom, præmis 61. I denne sag gjorde klageren, der var finsk statsborger, blandt andet gældende, at artikel 6, stk. 3, litra c og e, var blevet overtrådt i forbindelse med en straffesag, der blev gennemført ved en svensk domstol. Klageren blev under retssagen bistået af en beskikket svensk advokat, der ikke kunne tale finsk. EMD fandt i denne sag, at hverken artikel 6, stk. 3, litra c eller artikel 6, stk. 3, litra e, var blevet overtrådt, idet klageren under hele retssagen blev bistået af en finsk tolk. EMD lagde i øvrigt til grund, at klagerens svenskkundskaber ikke var så ringe, at han havde været afskåret fra at kommunikere med sin forsvarer og varetage sit forsvar, jf. EMD Lagerblom, præmis 62.

I EMD Cuscani (2002) fandt EMD derimod, at artikel 6, stk. 3, litra e, var blevet overtrådt. I denne sag gjorde klageren, der var italiensk statsborger, gældende, at han ikke havde fået en retfærdig rettergang ved en britisk domstol. Retssagen blev gennemført uden tolkebistand, idet hans forsvarer vurderede, at klientens engelskkundskaber var tilstrækkelige til, at sagen kunne gennemføres forsvarligt. Dommeren var imidlertid under et tidligere retsmøde blevet gjort opmærksom på, at der bestod kommunikationsvanskeligheder mellem forsvareren og hans klient. EMD slog i denne sag fast, at det i det konkrete tilfælde påhviler retten at sikre sig, at der under retssagen anvendes tolk i fornødent omfang, jf. EMD Cuscani, præmis 38 og 39.

For så vidt angår spørgsmålet, om Danmark lever op til konventionen, bemærkes, at efter ordlyden i retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., er der alene krav om, at selve afhøringen oversættes, og således ikke at andre aktørers udtalelser, bemærkninger og lignende skal oversættes.

Dette strider formelt set mod EMRK, der generelt fastslår, at den anklagede har krav på bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten. Den anklagede må således efter konventionens regler antages ikke kun at have krav på at få sin egen afhøring oversat, men også alle yderligere oplysninger, der fremkommer under retsmødet, og som er nødvendige for, at han kan varetage sit eget forsvar, jf. EMD 168 Kamasinski, præmis 83.

EMRK og EMD´s praksis på dette område peger således i retning af, at det vil udgøre en overtrædelse af artikel 6, såfremt tiltalte i en straffesag kun tildeles bistand af en tolk under selve afhøringen, mens de øvrige aktørers udtalelser, bemærkninger m.v. under retsmødet ikke oversættes for tiltalte.

Problemstillingen er imidlertid formentlig ikke relevant i praksis, idet tiltalte i danske straffesager antagelig vil være bistået af en tolk under hele sagsforløbet, og derfor i hvert fald summarisk vil få oversat alle parters indlæg under sagen.

Det kan herefter overvejes, hvorvidt retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., lever op til artikel 6, stk. 3, litra e. Det er således fastsat i retsplejelovens § 149, stk. 1, 3. pkt., at tilkaldelse af tolk kan undlades i civile sager, hvis ingen af parterne kræver det, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det er videre fastsat i bestemmelsens 4. pkt., at tolkning også kan undlades i straffesager "under sidstnævnte forudsætning", det vil sige såfremt retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Som udgangspunkt må denne passus antages at stride mod artikel 6, stk. 3, litra e, der pålægger retten at anvende tolk i de tilfælde, hvor den anklagede ikke forstår det sprog, der anvendes i retten.

I praksis er det imidlertid næppe et reelt problem i danske straffesager. Dette hænger sammen med, at kravet på tolkning alene kan fraviges, hvis retten selv finder, at den har fornødne kvalifikationer på det pågældende sprog. Hvis der bortses fra engelsk, svensk og norsk (eventuelt tillige tysk og fransk), kan det ikke antages, at retten vil undlade benyttelse af tolk. Dertil kommer, at det i praksis formentlig ligeledes  vil være nødvendigt at sikre sig, at de øvrige aktører behersker det fremmedsprog, som retten tiltror sig fornødent kendskab til.

Formelt set må der dog antages på de 2 ovennævnte punkter at være uoverensstemmelse mellem EMRK og retsplejelovens § 149. En uoverensstemmelse som det efter arbejdsgruppens opfattelse vil være hensigtsmæssigt at få afklaret i forbindelse med en eventuel revision af retsplejelovens bestemmelser om tolkebistand i retssager.

For så vidt angår tolkningens kvalitet gælder der ikke efter retsplejeloven et ubetinget krav om anvendelse af en autoriseret translatør og tolk. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt der af artikel 6, stk. 3, litra e, kan udledes et generelt krav til tolkningens kvalitet, eventuelt suppleret af specifikke krav til tolkenes uddannelsesmæssige baggrund. Disse spørgsmål er særdeles relevante i forhold til den bistand, der ydes ved danske domstole, idet den overvejende del af de tolke, der anvendes ved danske domstole, som beskrevet i afsnit 5.1, ikke har gennemgået en tolkeuddannelse.

EMD fastslog i Kamasinski-sagen (omtalt under afsnit 3.2.1), at myndigheden, der antager tolken, har pligt til at sørge for, at kvaliteten er tilfredsstillende - herunder eventuelt at skifte tolken ud, jf. EMD 168 Kamasinski, præmis 74. Domstolen begrunder dette med, at en tilfredsstillende tolkning er en forudsætning for, at den ret til tolkebistand, som artikel 6, stk. 3, litra e, giver den anklagede, bliver effektiv i praksis.

Der er imidlertid ikke i EMD´s praksis grundlag for at antage, at der med anvendelsen af betegnelsen tolk stilles bestemte uddannelsesmæssige krav til de tolke, der anvendes ved domstolene. I Kamasinski-sagen gjorde klageren blandt andet gældende, at de krav, der i Østrig stilles til tolke, som anvendes ved domstolene, ikke var egnede til at sikre, at kvaliteten af tolkningen var tilfredsstillende. Domstolen afviste imidlertid at vurdere det østrigske system til udvælgelse af retstolke. Domstolen begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet, om tolkningen i det konkrete tilfælde havde været tilfredsstillende, jf. EMD 168 Kamasinski, præmis 72-73.

Der er ikke regler i dansk ret, der fastlægger specifikke kvalitetskrav til den tolkning, der ydes ved domstolene.

For så vidt angår krav til tolkenes uddannelsesmæssige baggrund har retsplejelovens § 149, stk. 1, imidlertid et mere restriktivt udgangspunkt end EMRK. Afhørte skal således så vidt muligt bistås af en translatør. Hermed menes en person, der har beskikkelse som translatør og tolk.

I sagerne U 1985.1052 H og U 1999.881 H har Højesteret haft lejlighed til at tage stilling til, hvilke krav retsplejeloven stiller til tolkenes uddannelse. Højesteret har i disse sager udtalt, at der så vidt muligt skal anvendes en translatør frem for en tolk, der ikke er translatør. Hvis det konkret kan lægges til grund, at den tolk, der benyttes, er fuldt kvalificeret til at foretage tolkning, er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at den tiltalte som følge af mangelfuld tolkning ikke får en retfærdig rettergang. Det synes at måtte følge heraf, at det efter retsplejeloven ikke kan kræves, at der anvendes en translatør, hvis der ikke er tvivl om den tilstedeværende tolks kvalifikationer.

Sammenfattende kan det forhold, at der i Danmark hverken er fastsat regler om tolkningens kvalitet eller absolutte krav til tolkenes uddannelse, ikke anses for at være i strid med artikel 6, stk. 3, litra e. Set i forhold til EMRK er det afgørende kriterium således, om den konkrete tolkning har en sådan kvalitet, at det må antages, at tiltaltes retssikkerhed ikke er blevet forringet som følge af, at han ikke behersker dansk.

Vestre Landsret har i sagen U 1996.1488 V udtalt om den tekniske del af tolkningen, at tolkning via en almindelig telefon med medhør var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt under domsforhandlingen og ikke i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra e, idet tolken skulle være personligt til stede i retssalen.

Retsplejerådet har overvejet mulighederne for tolkning i retssager via en videoforbindelse[1]. Retsplejerådet finder, at tolken og den, der tolkes for, som udgangspunkt bør befinde sig samme sted, men rådet finder dog, at dette udgangspunkt bør kunne fraviges, hvor tolken ellers vil skulle rejse langt, eksempelvis hvis der er tale om tolkning i et sprog, som kun få tolke behersker. Retsplejerådet bemærker, at Vestre Landsrets ovennævnte kendelse næppe hindrer, at der benyttes videoforbindelse i en tolkesituation, hvis videoforbindelsen har den fornødne kvalitet.

For så vidt angår udgifter til tolkning er det et absolut krav i artikel 6, stk. 3, litra e, at tiltalte skal friholdes herfor. Dette forhold er for danske straffesager reguleret ved Justitsministeriets cirkulære om afholdelse af udgifter til tolkning[2], hvoraf det fremgår, at udgifter til tolkning i straffesager afholdes af statskassen.

3.3. Afholdelse af udgifter – Retsplejeloven § 149, stk. 3 og 4

Ifølge retsplejelovens § 149, stk. 3, kan en statsborger i et andet nordisk land uanset reglerne i stk. 1-2 indlevere dokumenter, der er affattet på den pågældendes eget sprog. Retten foranlediger dog dokumentet oversat til dansk, såfremt modparten forlanger det, eller retten finder det nødvendigt. På begæring af en statsborger i et andet nordisk land skal retten foranledige dokumenter, der indleveres af modparten, oversat til det pågældende fremmede nordiske sprog.

Ifølge retsplejelovens § 149, stk. 4, afholdes udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, af statskassen. Det samme gælder udgifter til oversættelse efter reglerne i stk. 3. Retten kan bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger.

Retsplejelovens § 149, stk. 3 og 4, blev indsat ved lov nr. 320 af 4. juni 1986 med henblik på en dansk ratifikation af den nordiske sprogkonvention af 17. juni 1981. Konventionen, som er tiltrådt af

Danmark[3], forpligter landene til at virke for, at en statsborger i et nordisk land skal kunne anvende sit eget sprog ved henvendelse til myndigheder og andre offentlige organer i et andet nordisk land, ligesom landene så vidt muligt skal sørge for tolke- og oversættelseshjælp til statsborgere i et andet nordisk land. Udgifterne til tolkning og oversættelse afholdes således af statskassen både i borgerlige sager og i straffesager, hvilket for så vidt angår de borgerlige sager er en undtagelse til det almindelige udgangspunkt, hvorefter udgifterne afholdes af sagens parter, jf. Justitsministeriets cirkulære om afholdelse af udgifter til tolkning.

I Justitsministeriets ovennævnte cirkulære er i § 1, stk. 1, fastsat, at udgifter til tolkning afholdes af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger. I § 1, stk. 2, er i overensstemmelse med undtagelsen i retsplejelovens § 149, stk. 4, fastsat, at udgifter til tolkning i sager, hvori en statsborger i et andet nordisk land er part, afholdes af statskassen. Retten kan dog bestemme, at udgifterne skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med lovens almindelige regler om sagsomkostninger.

I § 2, stk. 1, er fastsat, at udgifter til tolkning i straffesager afholdes endeligt af statskassen. Det samme gælder ifølge stk. 2, såfremt der ved behandlingen af civile sager om afgiftssanktionerede overtrædelser af særlovgivningen, herunder ved fogedrettens behandling af begæringer om udpantning for sådanne afgiftskrav, anvendes tolkebistand.

Sammenfattende medfører disse regler således, at nordiske statsborgere i civile sager som udgangspunkt får dækket deres udgifter til tolkning af statskassen, mens andre parter, der måtte have behov for tolkning i forbindelse med civile sager ved domstolene, som udgangspunkt selv må afholde udgifterne hertil.

Der er alene tale om et udgangspunkt, idet retten kan bestemme, at udgifterne til tolkning skal godtgøres af parterne i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger.

Den ovenfor skitserede retstilstand indebærer med andre ord, at nordiske statsborgere på det civilretlige område som udgangspunkt er bedre stillet i relation til dækning af udgifter til tolkning end andre udenlandske statsborgere og danske statsborgere, der ikke behersker det danske sprog, og som er bosat i Danmark. Forklaringen skal som nævnt findes i, at Danmark har ratificeret Den Nordiske Sprogkonvention.

Reglerne i konventionen er i præambelen begrundet på følgende måde: "En god sprogservice for nordiske indvandrere er af væsentlig betydning for at fremme tilpasningen, og for at sikre dem social tryghed og lige behandling i samfundet".

Denne betragtning kan formentlig gøres gældende med samme styrke i relation til andre grupper af indvandrere eller flygtninge, som kommer i kontakt med det danske retssystem.

Det er en ikke uvæsentlig del af borgernes retssikkerhed, at domstolene er tilgængelige for borgerne, så de har adgang til at få prøvet deres tvister ved domstolene.

Den spørgeskemaundersøgelse, som arbejdsgruppen har gennemført, viser, at tolkning helt overvejende finder sted i straffesager, jf. bilag 2.

Der kan tænkes flere forklaringer på, at tolkning tilsyneladende er mindre udbredt på det civilretlige område. En forklaring kunne være, at udgifter til tolkning på forhånd afholder personer, der ikke behersker det danske sprog, fra at føre retssager. Det kan i den forbindelse tillige have betydning, at der i dag ikke er mulighed for offentlig dækning af tolkeudgifter forbundet med henvendelse til en advokat vedrørende overvejelser om anlæggelse af en retssag.

Det er på baggrund af ovenstående arbejdsgruppens opfattelse, at det bør overvejes, om der bør ske en harmonisering af reglerne for afholdelse af udgifter til tolkning i civile sager.

3.4. Habilitetsregler – Retsplejeloven § 149, stk. 6, 1. pkt.

Retsplejelovens § 149, stk. 6, fastsætter, at en forudsætning for at virke som tolk er, at vedkommende ikke er inhabil efter de regler, der gælder for dommere, jf. retsplejelovens §§ 60-61.

De relevante bestemmelser har følgende ordlyd:

”§ 60. Ingen må handle som dommer i en sag, når han

1) selv er part i sagen eller er interesseret i dens udfald eller, hvis det er en straffesag, er forurettet ved forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i en borgerlig sag eller med sigtede i en straffesag i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller er en af parternes eller sigtedes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader, adoptiv- eller plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linje eller beslægtet i sidelinjen så nær som søskende med nogen i en borgerlig sag optrædende advokat eller anden rettergangsfuldmægtig for en af parterne eller med den forurettede i en straffesag eller dennes rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en sådan sag optrædende offentlig anklager eller politiembedsmand eller forsvarer for sigtede;

4) har aflagt vidnesbyrd eller været syns- eller skønsmand i sagen eller har handlet i den, hvis det er en borgerlig sag, som advokat eller i øvrigt som rettergangsfuldmægtig for nogen af parterne og, hvis det er en straffesag, som politiembedsmand, offentlig anklager, forsvarer eller rettergangsfuldmægtig for den forurettede;

5) har handlet i sagen i den underordnede instans som dommer eller, hvis det er en straffesag, som nævning eller domsmand.

Stk. 2 (Udeladt)

Stk. 3 (Udeladt)

Stk. 4. Den omstændighed, at dommeren, fordi flere embedsvirksomheder er forenede i hans person, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.

§ 61. Ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.”

Bestemmelsen i § 149, stk. 6, indebærer, at det påhviler retten at sikre sig, at tolken ikke er inhabil efter §§ 60-61.

Det er arbejdsgruppens indtryk, at der ikke ved alle domstole er en indarbejdet rutine, hvorefter retten sikrer sig, at tolken ikke er inhabil efter §§ 60-61, jf. herved princippet i retsplejelovens § 66, stk. 2. Arbejdsgruppen har på den baggrund i sin vejledning om tolkning i retten, jf. bilag 4, anført, at retsformanden skal være opmærksom på habilitetsspørgsmålet.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om det forhold, at en tolk er blevet anvendt af politiet i forbindelse med afhøring af en sigtet, kan medføre, at den pågældende tolk ikke kan anvendes af retten, jf. herved § 60, stk. 4, og § 61[4].

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af arbejdsgruppens spørgeskemaundersøgelse, bilag 2, at de af undersøgelsen omfattede retter som altovervejende hovedregel ikke har været bekendt med, om den tolk, der anvendes under retssagen, også har tolket i forbindelse  med politiets afhøringer.

Det forhold, at en dommer tidligere har medvirket i en sag, medfører ikke efter retsplejelovens § 60, stk. 4, i sig selv, at vedkommende må anses for inhabil. Der skal tillige foreligge nogle omstændigheder, der kan give grundlag for at antage, at vedkommende har en særegen interesse i sagen. Det må derfor tilsvarende antages, at tolke ikke generelt bliver inhabile eller bør udelukkes fra at tolke under retsmøderne, blot fordi de har tolket under tidligere afhøringer i sagen.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at retten i nogle tilfælde konkret bør afholde sig fra at anvende den tolk, som har været anvendt i forbindelse med tidligere afhøringer i sagen.

Retsplejelovens regler om inhabilitet skal således generelt fortolkes i lyset af EMRK´s bestemmelser, herunder artikel 6, der giver enhver ret til en retfærdig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol. I EMD´s praksis lægger man ikke alene vægt på, om dommeren i den konkrete sag har været upåvirket af uvedkommende hensyn, men også på om han konkret fremstår som fuldstændig upartisk og neutral i forhold til den pågældende sag, jf. EMD 53 Piersack (1982), præmis 30 og EMD 255 Fey (1993), præmis 28 ff.

Ud fra tilsvarende betragtninger skal der formentlig i forbindelse med vurderingen af, om en tolk ligeledes kan tolke under retsmøderne, lægges vægt på, om tolken generelt fremstår som neutral og upartisk i forhold til sagens parter.

EMD lægger i sin vurdering af, hvem der fremstår som upåvirket af uvedkommende hensyn, vægt på, om den pågældende objektivt set fremstår som upartisk. Procesparternes opfattelse af habilitetsspørgsmålet tillægges vægt, men er ikke i sig selv afgørende, jf. EMD 255 Fey, præmis 30.

I nogle sager fra EMD har det forhold, at en dommer tidligere i sagen har været tilknyttet politiet eller anklagemyndigheden ført til, at konventionens krav om upartiskhed ikke blev anset for opfyldt, jf. EMD 53 Piersack og EMD 171-B Jón Kristinsson (1990).

I disse sager lagde EMD imidlertid afgørende vægt på den tidligere ansættelses karakter, herunder hvilke kompetencer den pågældende har haft, og hvor han organisatorisk har været placeret i forbindelse med anklagemyndighedens forberedelse af sagen, jf. EMD Piersack, præmis 30, litra b -d. Inhabilitet på grund af ansættelsens karakter vil således navnlig kunne forekomme i to situationer. For det første hvis den pågældende under sin ansættelse hos anklagemyndigheden har behandlet den konkrete sag og for det andet, hvis vedkommende har siddet i en stilling af en sådan karakter, at han har haft kompetence til at behandle sagen og derfor meget vel kan have beskæftiget sig med den konkrete sag, selvom han ikke direkte har behandlet den.

Højesteret har i U 1994.536 H og U 1995.428 H haft lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt fuldmægtige, der gjorde tjeneste i Justitsministeriet, var inhabile i straffesager, som de behandlede som dommere i henhold til konstitution fra Justitsministeriet. Højesteret fandt i disse sager ikke grundlag for at fastslå, at ansatte i Justitsministeriets departement alene i kraft af ansættelsesforholdet var afskåret fra at virke som konstituerede dommere i straffesager. I U 1994.536 H, hvor den pågældende fuldmægtig gjorde tjeneste i det kontor i Justitsministeriet, der behandlede sager vedrørende politi, anklagemyndighed og strafferetspleje, fandt Højesteret det imidlertid ikke foreneligt med EMRK artikel 6, stk. 1, at den foreliggende straffesag blev behandlet af den pågældende fuldmægtig. Højesteret henviste i den forbindelse til de tillidshensyn, som er et væsentligt led i uafhængighedskravet efter EMRK artikel 6, stk. 1.

En tolk har alene til opgave at formidle det, der siges under afhøringen. Det gælder såvel ved afhøringer hos politiet som under en retssag. Der er ikke tale om, at en tolk, der tidligere har tolket i samme sag, har haft eller får kompetence til at påvirke eller afgøre sagens udfald. De habilitetskrav, der kan udledes af de ovennævnte afgørelser, kan således ikke umiddelbart anvendes på en situation, hvor den tolk, der tolker under retsmøderne, under tidligere afhøringer i sagen har været anvendt af politiet, anklagemyndigheden eller forsvareren.

I forbindelse med vurderingen af om en tolk, der har tolket under politiets afhøringer forud for en retssag, tillige kan tolke under selve retssagen, kan det imidlertid ikke udelukkes, at det ligeledes vil være relevant at inddrage hensynet til, om tolken ud fra en subjektiv vurdering fremstår som habil og uafhængig. Det vil således muligvis skulle tillægges en vis betydning, hvordan den ikkedansktalende person selv oplever spørgsmålet om tolkens uafhængighed.

Højesteret har ved kendelse af 11. december 2002 udtalt, at ”det forhold, at en forsvarer uden for retsmøderne benytter den tolk, der fungerer som bistand for retten i retsmøderne, kan ikke i sig selv give grundlag for at anse tolken for at være udelukket fra at bistå retten, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6”.

Det er sammenfattende arbejdsgruppens opfattelse, at en tolk som udgangspunkt ikke er inhabil, fordi han tidligere har medvirket under sagen.

Arbejdsgruppen har overvejet, om det af andre grunde må anses for et problem, at retten i en given sag benytter sig af samme tolk, som politiet anvender.

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en række forhold vedrørende tolkning under retssager tværtimod kan medføre, at det er mest hensigtsmæssigt at benytte den tolk, som har været anvendt forud for retsmøderne.

Når retten under retsmøderne anvender den samme tolk som under tidligere afhøringer i sagen, har tolken således på forhånd et vist kendskab til sagen, hvilket kan sikre kontinuiteten og samtidig smidiggøre tolkeprocessen, idet tolken har haft lejlighed til at vænne sig til eventuelle dialektforskelle og til at oversætte bestemte begreber og vendinger, der måtte forekomme i den pågældende sag. Dertil kommer, at også tiltalte vil kunne opleve det som en fordel, at det er den samme tolk, der anvendes.

Den omstændighed, at det i relation til visse sprog kan være vanskeligt at finde kvalificerede tolke, jf. afsnit 5.1, kan ligeledes føre til, at det er mest hensigtsmæssigt at anvende den samme tolk under hele forløbet.

Arbejdsgruppen har på den baggrund i sin vejledning om tolkning i retten, jf. bilag 4, anbefalet, at det som udgangspunkt tilstræbes, at den samme tolk anvendes igennem hele forløbet.

3.5. Vidneregler – Retsplejeloven § 149, stk. 6, 2. pkt.

3.5.1. Indledning

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 6, 2. pkt., at retsplejelovens regler om vidner, §§ 168-191, skal anvendes på tolke med de lempelser, der følger af forholdets natur, og for så vidt ikke andet særligt er foreskrevet.

Det er ikke nærmere omtalt i forarbejderne til retsplejelovens § 149, hvorfor lovgiver har fundet det hensigtsmæssigt at lade vidnereglerne finde anvendelse på tolke, der benyttes i forbindelse med retssager. Det er endvidere ikke muligt af forarbejderne at udlede fortolkningsbidrag til, hvordan vidnereglerne nærmere skal anvendes på tolke. Retspraksis på området er endvidere ganske sparsom.

Der består en række væsentlige forskelle mellem vidnets og tolkens rolle under en retssag. Blandt de væsentligste kan nævnes, at tolkens opgave i en retssag har karakter af professionel konsulentbistand, som også vil kunne ydes af andre personer med tilsvarende kvalifikationer. Opgaven skal ikke nødvendigvis løses af én bestemt person. Tolken udfører en arbejdsopgave og honoreres herfor.

Et vidne har derimod en personlig og i princippet enestående viden om sagen. Et vidne er i besiddelse af en særlig, konkret viden om en sag, typisk i kraft af noget som vidnet har set eller hørt. Et vidne kan derfor ofte ikke erstattes af andre. Samtidig har det at afgive vidneforklaring for retten -for på den måde at bidrage til en sags opklaring - karakter af en borgerpligt med særlige regler for honorering, jf. bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner m.v.[5].

Ved vurderingen af, i hvilket omfang og på hvilken måde vidnereglerne finder anvendelse, må der tages højde for disse forskelle.

Det forhold, at vidnereglerne skal anvendes med de lempelser, der følger af forholdets natur, medfører imidlertid samtidig, at det er vanskeligt at tilvejebringe en præcis beskrivelse af gældende ret om anvendelse af tolkebistand i retssager. Overvejelser ud fra forholdets natur vil uvægerligt ofte føre til, at beskrivende og vurderende elementer smelter sammen.

Nedenfor redegøres for arbejdsgruppens vurdering af, hvordan vidnereglerne finder anvendelse på tolkesituationen samt enkelte forslag til emner, der bør inddrages i en eventuel fremtidig regulering af tolkebistanden i retssager.

3.5.2. Vurdering af vidnereglernes anvendelse på tolke i retssager

Vidnereglerne beskæftiger sig overordnet set med fem typer af spørgsmål:

For det første behandles spørgsmålet om, i hvilket omfang et vidne har pligt til at afgive forklaring for retten og rettens vejledningspligt i den forbindelse, jf. §§ 168-173. For det andet reguleres det, hvilke konsekvenser der er forbundet med at udeblive som vidne uden lovligt forfald, jf. §§ 178-179. For det tredje fastlægges det, hvordan forberedelse, indkaldelse og afhøring af vidner m.v. rent praktisk skal foregå, jf. §§ 174-177 og 180-187. For det fjerde reguleres spørgsmålet om, hvem der har kompetencen til at fastsætte regler om honorering af vidner i § 188, og endelig reguleres vidners tavshedspligt i § 189.

Derudover findes der i §§ 190-191 nogle særlige regler om afhøring af vidner på begæring af udenlandske myndigheder og afhøring af personer, der er frihedsberøvet i udlandet. Disse regler har ikke relevans i forhold til tolkning og vil derfor ikke blive omtalt yderligere i denne rapport.

3.5.2.1. Pligt til at afgive forklaring for retten og rettens vejledningspligt

Spørgsmålet om, i hvilket omfang et vidne har pligt til at afgive forklaring for retten og rettens vejledningspligt i den forbindelse reguleres af retsplejelovens §§ 168-173.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"§ 168. Enhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive forklaring for retten som vidne."

§ 169. Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.

Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.

Stk. 2. Retten kan pålægge læger og advokater, bortset  fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.

Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.

§ 171. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.

Stk. 2. Pligt til at afgive forklaring foreligger ej heller, såfremt forklaringen antages at ville

 
1) udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd eller
2) udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller
3) påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade.

Stk. 3. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.

Stk. 4. I de i stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere pålægge vidnet at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.

§ 172. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1,  i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:

1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Sker der offentliggørelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i det trykte skrift.

2) Hvem et billede forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, n år de pågældende har fået tilsagn om anonymitet. Sker der offentliggørelse gælder vidnefritagelsen, blot identiteten ikke fremgår af teksten.

Stk. 2. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om:

1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Udsendes oplysningen, værket m.v. er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i udsendelsen.

2) Identiteten af medvirkende, som har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres. Udsendes en optagelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at de pågældende ikke er angivet ved navn, og at der er truffet rimelige forholdsregler for at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

Stk. 5. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 6. Retten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.

§ 173. Retten vejleder, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172.

Stk. 2. Afgives forklaring i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde, påser retten, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i dette øjemed bestemme, at dørene skal lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen."

Såfremt § 168 overføres på tolke uden lempelser indebærer den i princippet, at enhver, der anmodes om at tolke under en retssag, er forpligtet til at yde tolkebistand. Det giver imidlertid ikke mening at pålægge en person, som ikke har de nødvendige faglige kundskaber, at tolke. Det giver næppe heller mening at påtvinge en person, som ikke er villig til at udføre opgaven, en forpligtelse til at foretage tolkning. Dette hænger sammen med, at en god tolkeindsats kræver, at tolken samvittighedsfuldt koncentrerer sig om opgaven og oversætter det sagte efter bedste evne. En adfærd som det formentlig vil være særdeles vanskeligt at frembringe ved tvang. Dertil kommer, at det i relation til tolke er muligt at lade opgaven udføre af en anden.

Reglerne i §§ 169-173 indeholder en række undtagelser til vidnepligten i § 168 og pålægger retten en vejledningspligt i relation til disse regler. Såfremt disse regler skal anvendes på tolke, vil det forudsætte, at der som udgangspunkt består en pligt til at tolke. Da det som ovenfor nævnt ikke kan antages at være nødvendigt eller formålstjenligt at pålægge en person en pligt til at tolke, synes de nævnte bestemmelser at hvile på en forudsætning, der ikke er opfyldt i relation til tolke.

Reguleringen i §§ 168-173 er således efter arbejdsgruppens opfattelse hverken nødvendig eller hensigtsmæssig i relation til tolke.

Det kan ikke afvises, at reglerne i §§ 168-173 i helt særlige situationer kan have en vis begrænset relevans i relation til tolke. Dette spørgsmål behandles kort i de følgende tre afsnit. Denne modifikation ændrer imidlertid ikke ved, at reglerne i §§ 168–173 efter arbejdsgruppens opfattelse ikke er hensigtsmæssige i relation til tolke.

I relation til vidner, der som udgangspunkt er omfattet af vidneudelukkelsesreglen i retsplejelovens § 170, stk. 1, kan vidnepligten efter retspraksis alene gennemtvinges, såfremt det kan anses for bevist, at vidnet sidder inde med de ønskede oplysninger, og det må antages, at det er nødvendigt at gennemtvinge vidnepligten, for at anklagemyndigheden kan efterforske alvorlige forhold, jf. U 2002.607/3 H.

I denne sag blev en speciallæge i psykiatri pålagt tvangsbøder, da han nægtede at afgive forklaring. Lægen var tidligere fremkommet med oplysninger om, at fem af hans patienter ved fem forskellige lejligheder var blevet udsat for vold begået af politifolk. Højesteret lagde i denne sag til grund, at lægen var i stand til at efterkomme vidnepålægget. Da lægens vidneforklaring desuden måtte antages at være anklagemyndighedens eneste mulighed for at få efterforsket de alvorlige forhold, som oplysningerne vedrørte, tiltrådte Højesteret, at der var grundlag for at anvende tvangsmidler over for lægen.

En tolks opgave i en retssag har som nævnt karakter af professionel konsulentbistand, som i langt de fleste tilfælde også vil kunne ydes af andre personer med tilsvarende kvalifikationer. I relation til tolke må det imidlertid antages, at § 168 vil kunne fortolkes således, at en tolk er forpligtet til at tolke i de særlige tilfælde, hvor det kan anses for bevist, at han besidder de nødvendige kvalifikationer, og det i øvrigt er nødvendigt at håndhæve denne pligt, fordi en retssag om alvorlige forhold ellers ikke vil kunne gennemføres. Selv i disse særlige situationer kan det imidlertid ikke anses for hensigtsmæssigt at tvinge en person, som har de fornødne faglige kvalifikationer, men som ikke vil tolke, til at tolke i en retssag.

En fremtidig regulering må tage stilling til, hvorvidt der bør være hjemmel til at pålægge en tolk at udføre en tolkeopgave i de helt særlige tilfælde, hvor det kan anses for bevist, at han besidder de nødvendige kvalifikationer, og det i øvrigt er nødvendigt at håndhæve denne pligt, fordi en retssag om alvorlige forhold ellers ikke vil kunne gennemføres. En sådan situation vil eventuelt kunne opstå, såfremt tolken er den eneste i Danmark, der kan tolke i det pågældende sprog.

3.5.2.2. Konsekvenser forbundet med at udeblive som vidne uden lovligt forfald

Retsplejelovens § 178 og § 179 vedrører spørgsmålet om, hvilke konsekvenser der er forbundet med at udeblive som vidne uden lovligt forfald.

Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"§ 178. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan retten:

1) pålægge vidnet en bøde, 
2) lade vidnet afhente ved politiet, 
3) tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget, 
4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt,

5) lade vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i § 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at svare, dog ikke ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.

Stk. 2. Afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, for hvilken vidnet er indkaldt til at møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan omgøres af retten. Kendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt et fraværende vidne, skal forkyndes for den pågældende. Begæring om omgørelse af en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, i hvilket vidnet møder, eller, hvis vidnet ikke senere møder, inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til hans kundskab.

Stk. 3. Tager politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden 24 timer efter pågribelsen, giver politiet snarest muligt og senest inden samme frist retten meddelelse om, at vidnet er taget i forvaring.

§ 179. Et vidne kan ikke undlade at møde for retten, fordi han mener sig berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen."

Retsplejelovens § 178 vil i lyset af den ovenstående fortolkning af retsplejelovens § 168 ikke have et selvstændigt anvendelsesområde i relation til tolke.

Retsplejelovens § 179 er nært knyttet til sanktionsmulighederne i § 178. Med § 179 understreges det, at det ikke er den enkelte, men derimod retten der skal vurdere, hvorvidt vidnet er omfattet af vidnepligten i § 168. Bestemmelsen kan ikke antages at være relevant i forhold til tolke. Som anført ovenfor vedrørende § 168 er tvangsmidler over for en uvillig tolk ikke en egnet fremgangsmåde til at tilvejebringe kvalificeret tolkning. Man må i så fald enten indkalde en ny tolk eller udsætte retsmødet.

3.5.2.3. Forberedelse, indkaldelse og afhøring af vidner m.v.

Endvidere indeholder vidnekapitlet i retsplejeloven som nævnt en række bestemmelser om, hvordan forberedelse, indkaldelse og afhøring af vidner m.v. rent praktisk skal foregå, jf. retsplejelovens §§174-177 og §§ 180-187.

Retsplejelovens § 174 har følgende ordlyd:

"§ 174. Vidneforklaring afgives for den ret, ved hvilken sagen behandles. Retten kan dog beslutte, at vidneforklaring i stedet skal afgives for den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt."

Bestemmelsen har til formål at fremme bevisførelse umiddelbart for den dømmende ret under domsforhandlingen. I relation til tolke må det antages, at bestemmelsen skal forstås således, at en tolk i hvert fald som udgangspunkt skal være fysisk til stede i retssalen, jf. herved tillige U 1996.1488 V, hvor Vestre Landsret med henvisning til artikel 6, stk. 3, litra e, i EMRK fandt, at det generelt, herunder under hensyn til muligheden for misforståelser under tolkningen, vil være forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder at anvende telefontolkning, i hvert fald i forbindelse med domsforhandlinger. Som nævnt i afsnit 3.2.2 har Retsplejerådet fundet, at den fortolkning af EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, som dermed er lagt til grund, ikke kan overføres på tolkning via en videoforbindelse, såfremt videoforbindelsen er af god kvalitet. Tolken bør dog som udgangspunkt befinde sig samme sted som den, der skal tolkes for, jf. Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001, s. 369.

Det vil på denne baggrund efter arbejdsgruppens opfattelse være hensigtsmæssigt med en regulering, der klart fastslår, at tolkning som udgangspunkt skal ske for den ret, der behandler sagen. I forbindelse med en sådan regulering bør imidlertid tages højde for, at udgangspunktet skal kunne fraviges i særlige situationer, for eksempel i forbindelse med afhøringer via en videoforbindelse, jf. Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001, s. 363.

Retsplejelovens § 175 har følgende ordlyd:

"§ 175. Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, hvor ikke andet er bestemt, af den ret, for hvilken vidneforklaringen skal afgives. Indkaldelsen skal forkyndes for vidnet. Udstedes indkaldelsen af retten, lader denne indkaldelsen forkynde på grundlag af de oplysninger, som vedkommende part har givet.

Stk. 2. Indkaldelsen skal indeholde:

1) fornøden betegnelse af vidnet, 
2) angivelse af indkaldelsens øjemed, 
3) angivelse af den ret, for hvilken der skal vidnes, 
4) angivelse af tid og sted for mødet, 
5) oplysning om, hvilket varsel vidnet har krav på, 
6) oplysning om virkningerne af udeblivelse.

Stk. 3. I borgerlige sager er varslet en uge. I straffesager tilkommer der vidnet aftens varsel, hvortil lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over 30 km.

Stk. 4. Retten kan fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks."

Bestemmelsen har blandt andet til formål at sikre, at vidner har de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan optræde som vidner i en retssag, herunder konsekvenserne af at udeblive uden lovligt forfald. Derudover fastslår bestemmelsen, at retten har ansvaret for at indkalde vidner efter en nærmere fastlagt fremgangsmåde, medmindre andet er bestemt, således som det er tilfældet i en række straffesager.

Det fremgår af arbejdsgruppens spørgeskemaundersøgelse, bilag 2, at det i en lang række af de omhandlede straffesager er politiet eller anklagemyndigheden, der har indkaldt tolken. I sidste ende påhviler det imidlertid retten at sikre sig, at der under retssagen anvendes tolkebistand i fornødent omfang, jf. også EMD Cuscani, præmis 38-39, der er omtalt under afsnit 3.2.2.

Danske domstole har haft lejlighed til at udtale sig om problemstillingen i følgende domme, der når samme konklusion som EMD.

U 1997.1422/1 V: T var i byretten blevet straffet med fængsel i 3 år og udvist for bestandig. Der havde ikke medvirket en tolk ved byrettens behandling af sagen. Under anken påstod T dommen ophævet, og spørgsmålet om ophævelse og udvisning blev herefter udskilt til særskilt behandling. Efter det indtryk T havde givet under landsrettens behandling af sagen, og den forklaring han havde afgivet - til dels under medvirken af tolk - sammenholdt med sagens karakter, fandtes det godtgjort, at det havde været påkrævet at anvende tolk også ved byrettens behandling af sagen. Da tolkningen havde været undladt, og da en sådan væsentlig fejl måtte medføre ophævelse af dommen, blev påstanden herom taget til følge.

Landsretten citerede EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, i denne sag og understregede i den forbindelse, at bestemmelsen er en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti.

U 2001.178/1 V: Landsretten udtalte i denne sag, at det efter retsplejelovens § 149, stk. 1, påhviler fogedretten at indkalde en tolk, såfremt dette er nødvendigt til fogedforretningens gennemførelse. Landsretten fastslog ligeledes, at det i første omgang er fogedretten, som skal afholde udgifterne til tolkning, og at der først senere skal tages stilling til, hvorvidt parterne endeligt skal afholde udgifterne.

Det kan således konkluderes, at det er domstolene, som er forpligtede til at påse, at der er tolkebistand, hvis det skønnes nødvendigt i den konkrete sag.

Når en tolk indkaldes til at tolke under en retssag, er der reelt tale om, at tolken antages til at udføre en arbejdsopgave. Da der er tale om et arbejdsforhold, er det ikke hensigtsmæssigt at anvende proceduren for indkaldelse af vidner.

Hvilken fremgangsmåde der skal benyttes ved antagelse af en tolk, bør efter arbejdsgruppens opfattelse reguleres som konsekvens af, at det er rettens ansvar, at der bliver antaget en kvalificeret tolk, når der er behov for tolkebistand i forbindelse med en retssag. Spørgsmålet om, hvordan indkaldelse af tolke efter arbejdsgruppens opfattelse nærmere bør reguleres og tilrettelægges, vil i øvrigt  blive behandlet i afsnit 4.2, jf. endvidere den af arbejdsgruppen udarbejdede aftale om tolkning i retten (bilag 5).

Retsplejelovens § 176 har følgende ordlyd:

"§ 176. Retten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring. Det kan pålægges tilstedeværende vidner at møde til ny tid."

§ 176 har formentlig ingen selvstændig betydning i relation til tolke. Det giver som ovenfor anført almindeligvis ikke mening at pålægge en tolk, der ikke ønsker at påtage sig en given tolkeopgave, at fungere som tolk. Dertil kommer, at grundlaget for en tolks tilstedeværelse og opgave under en retssag vil være en aftale om at levere en tolkeydelse mod betaling.

Retsplejelovens § 177 har følgende ordlyd:

"§ 177. Vidnet skal forblive på det sted, hvor retsmødet holdes, indtil mødet er sluttet, medmindre retten træffer anden bestemmelse."

Som det er tilfældet med retsplejelovens § 176 har retsplejelovens § 177 formentlig ingen selvstændig betydning for tolke. Tolkens eventuelle forpligtelse til at forblive på det sted, hvor retsmødet holdes, indtil mødet slutter, må skulle udledes af det aftalemæssige grundlag for tolkens tilstedeværelse. I praksis er udgangspunktet, at den tolk, man har indkaldt, er til stede under hele retsmødet, medmindre tolken alene skal tolke under dele af retsmødet.

Retsplejelovens §§ 180-187 indeholder tillige en række bestemmelser om, hvordan forberedelse, indkaldelse og afhøring af vidner m.v. rent praktisk skal foregå.

Retsplejelovens § 180 har følgende ordlyd:

"§ 180. Vidnet skal om fornødent opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten, f.eks. ved at efterse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese genstande, hvortil han uden omkostning eller besvær har adgang. Efterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne i § 178 tilsvarende anvendelse."

Det følger af bestemmelsen, at det påhviler et vidne en vis pligt til at forberede sig, inden han møder i retten. Et vidne skal således om fornødent genopfriske sin viden om sagen, før han afgiver vidneforklaring.

Arbejdsgruppen har overvejet, i hvilket omfang denne forberedelsespligt også gælder for tolke. Der findes ingen regler om honorering for forberedelse eller regler om udlevering af retsdokumenter til tolke, som indikerer, at retsplejelovens § 180 skal fortolkes således, at tolke, der anvendes ved domstolene, har en pligt til at forberede sig.

Dertil kommer, at en enkelt afgørelse peger i retning af, at tolken ikke skal forberede sig:

U 1999.347/2 Ø vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en tolk i en straffesag kunne få betaling for 4 timers forberedelsestid. Landsretten havde til brug for afgørelsen indhentet en udtalelse fra Statsadvokaten for København mv. I udtalelsen var det anført, at "der ikke kan antages at være nogen forberedelse forbundet med tolkningen under domsforhandlingen. Det må kunne forudsættes, at en statsautoriseret translatør/tolk kan tolke uden at forberede sig".

Landsretten bestemte, at der ikke kunne ydes vederlag for forberedelse i sagen, og anførte som begrundelse herfor følgende: "I overensstemmelse med det af Statsadvokaten for København mv. anførte må det lægges til grund, at der i almindelighed ikke er behov for særskilt forberedelse i forbindelse med tolkning, således at der kun i ganske særlige tilfælde efter forudgående tilladelse fra retten kan ske betaling også for forberedelsestiden."

Kendelsen synes at fastslå, at der i straffesager som udgangspunkt ikke antages at være behov for forberedelse. Det er imidlertid uklart, hvorvidt dette alene gælder i straffesager, hvor der anvendes en autoriseret translatør og tolk. Det bemærkes herved, at de tolke, der i dag anvendes i straffesager, i meget vidt omfang ikke er uddannede tolke, jf. afsnit 5.1, hvorfor der også af denne grund kan sættes spørgsmålstegn ved, om den af landsretten antagne forudsætning gælder i alle sager.

Den praktiske betydning af retsplejelovens § 180 i relation til tolke synes derfor uklar.

Det er efter arbejdsgruppens opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at et så vigtigt spørgsmål i relation til den tolkebistand, der ydes ved domstolene, ikke er klart reguleret. Dertil kommer, at det må antages, at det i hvert fald i mere komplekse sager vil være hensigtsmæssigt, at tolken forbereder sig på relevant terminologi. Endvidere må det antages, at jo bedre forberedt tolken er, jo mere effektivt kan sagen afvikles.

Da spørgsmålet om tolkens ret eller pligt til forberedelse efter arbejdsgruppens opfattelse er af central betydning for kvaliteten af den tolkning, der ydes ved retterne, vil dette spørgsmål blive behandlet mere udførligt i afsnit 4.3.

Retsplejelovens § 181 har følgende ordlyd:

"§ 181. Inden vidnet afhøres, forvisser retten sig om vidnets identitet og om, at intet er til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring."

Det kan ikke antages, at retten på samme måde, som det er tilfældet med vidner, er forpligtet til at forvisse sig om en tolks identitet. Pligten til at afklare, hvorvidt der for eksempel foreligger inhabilitet, er dog væsentlig. Spørgsmålet bør efter arbejdsgruppens opfattelse reguleres udtrykkeligt for så vidt angår tolke, jf. afsnit 3.4. Arbejdsgruppen har derfor omtalt spørgsmålet i sin vejledning om tolkning i retten, jf. bilag 4.

Bestemmelsen i § 181, 1. pkt., 2. led må forstås således, at retten skal påse, at der ikke foreligger en af de i retsplejelovens §§ 169–172 nævnte vidnefritagelses- og udelukkelsesgrunde.

Bestemmelsen kan formentlig også forstås således, at det påhviler retten at forvisse sig om, at tolken og den, som skal tolkes, forstår hinanden, og at tolken i øvrigt besidder de nødvendige faglige kvalifikationer til den konkrete opgave. Det er dog på ingen måde utvivlsomt, at bestemmelsen skal fortolkes på denne måde.

Rettens pligt til at sikre, at den tolk, der anvendes, er kvalificeret, er af central betydning for tolkningens kvalitet. Henset hertil bør det efter arbejdsgruppens opfattelse udtrykkeligt fastslås, at retten er forpligtet til så vidt muligt at sikre, at den tolkebistand, der ydes ved domstolene, er tilfredsstillende, jf. i øvrigt arbejdsgruppens bemærkninger til retsplejelovens § 175.

I tilknytning hertil, er det arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan regulering må understøttes af, at mulighederne for at tage en kvalificerende uddannelse fremmes, jf. afsnit 5.3. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at det under alle omstændigheder må sikres, at de ikke-uddannede tolke, der optages på Rigspolitiets tolkeoversigt, så vidt det overhovedet er muligt, er blevet vurderet af en sprog- og tolkekyndig - og ikke som i dag i en række politikredse alene af en polititjenestemand uden særlig sproglig uddannelse, jf. afsnit 6.4.

Det er næppe almindeligt at formane tolken, men straffelovens § 158, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6, indebærer muligvis, at tolken kan straffes for forsætlig urigtig tolkning.

Fortolket på denne måde er bestemmelsen en nødvendig regulering. Det må imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse anses for utilfredsstillende, at et så væsentligt spørgsmål som kvaliteten af tolkningen og spørgsmålet om adgang til at straffe en tolk for bevidst urigtig tolkning ikke er reguleret udtrykkeligt.

Retsplejelovens §§ 182-184 har følgende ordlyd:

"§ 182. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten.

§ 183. Vidnet afhøres først af den part, som har begæret ham ført. Modparten har derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorpå parten kan rette de spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet anledning til. Retten kan tillade fremsættelse af yderligere spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen.

Stk. 2. Retten kan stille spørgsmål til vidnet. Retten kan overtage afhøringen, såfremt parternes afhøring af vidnet sker på utilbørlig måde eller på en måde, som strider mod bestemmelsen i § 184, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det påkrævet.

Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde bistand under afhøringen. Retten kan tillægge den pågældende godtgørelse efter reglerne i § 188, stk. 1."

§ 184. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring.

Stk. 2. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng. Det bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse.

Stk. 3. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller andre hjælpemidler."

Den praktiske fremgangsmåde ved afhøring af vidner, som reguleres i §§ 182 – 183, kan ikke antages at have selvstændig betydning i relation til tolke.

Retsplejelovens § 184, stk. 1, må i relation til tolke formentlig forstås således, at afhøringer, der afvikles med tolkebistand, skal foregå på en måde, der er egnet til at fremme korrekt tolkning. For så vidt angår stk. 2 og 3 i bestemmelsen kan disse muligvis forstås således, at tolken har ret til at udøve en vis indflydelse på afhøringen. For eksempel med hensyn til det tempo, som afhøringen afvikles i. Som det er tilfældet med flere af de andre bestemmelser i vidneafsnittet, er der imidlertid ikke tale om nogen klar regulering.

Retsplejelovens § 184 fremstår efter arbejdsgruppens opfattelse som en helt utilstrækkelig regulering af anvendelsen af tolke ved domstolene.

Arbejdsgruppen har under alle omstændigheder fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde en vejledning om tolkebistand i retten, der henvender sig til alle aktører i retssager, som afvikles med tolkebistand, jf. bilag 4.

Arbejdsgruppen finder endvidere, at det bør overvejes i forbindelse med ændring af retsplejelovens regler om tolkebistand mere overordnet at regulere fremgangsmåden ved tolkning.

Retsplejelovens § 185 har følgende ordlyd:

"§ 185. Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne gøres bekendt med svaret.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, samt §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen."

Bestemmelsen kan formentlig ikke antages at have nogen selvstændig betydning i relation til tolke.

Retsplejelovens § 186 har følgende ordlyd:

§ 186. Vidneforklaring under domsforhandling optegnes i retsbogen i det omfang, retten bestemmer. Retten bør herved tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner og til, om optegnelsen kan antages at få betydning under fornyet prøvelse af sagen.

Stk. 2. I øvrigt optegnes hovedindholdet af vidneforklaringen. De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med vidnets egne ord.”

Bestemmelsen fastslår, at de vigtigste udtalelser i en vidneforklaring så vidt muligt gengives i retsbogen med vidnets egne ord. Denne bestemmelse kan siges at rumme et krav til kvaliteten af den tolkning, der ydes ved domstolene, idet man ved retten kun har mulighed for i retsbogen at gengive udtalelser med den talendes egne ord, såfremt tolken oversætter det sagte så præcist, at sproglige nuancer i det sagte afspejles i oversættelsen. Omvendt kan bestemmelsen også fortolkes således, at der netop i sager, hvor der anvendes tolk, ikke består et krav om, at det sagte skal gengives med den talendes egne ord, da det sagte kun "så vidt muligt" skal gengives på denne måde.

Der er således ikke tale om nogen klar regulering af, hvilke krav der må stilles til kvaliteten af den tolkning, der ydes ved domstolene. God tolkekvalitet er en væsentlig forudsætning for, at retssager kan afvikles på en retssikkerhedsmæssig betryggende måde. Der består derfor et vejledningsbehov, så det er klart, hvilke krav der kan og må stilles til kvaliteten af den tolkning, der ydes i forbindelse med retssager, jf. tillige afsnit 4 om tolkebistandens kvalitet, indhold og form og vejledningen om tolkning i retten, jf. bilag 4.

Retsplejelovens § 187 har følgende ordlyd:

"§ 187. Tvistigheder under vidneførsel afgøres efter begæring ved kendelse."

Denne bestemmelse må i relation til tolke fortolkes således, at tvister i relation til tolkebistand ligeledes efter begæring afgøres ved kendelse. I den sparsomme retspraksis på tolkeområdet er det også forekommet, at der ved domstolene er blevet afsagt kendelser om tvister i relation til tolkebistand under retssager, jf. Højesterets kendelse af 11. december 2002 (omtalt i afsnit 3.4). Det er efter arbejdsgruppens opfattelse både nødvendigt og hensigtsmæssigt, at der også fremover efter begæring træffes afgørelse ved kendelse om tvister angående tolkebistand.

3.5.2.4. Retningslinier for honorering af tolke og tolkes tavshedspligt

Retsplejelovens § 188 indeholder bemyndigelse til at fastsætte regler om honorering af vidner.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 188. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Den godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud herpå skal tilbydes betalt samtidig med indkaldelsen.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet."

Justitsministeriet udsender årligt retningslinier for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område[6]. Domstolsstyrelsen har med hjemmel i retsplejelovens § 188 udstedt bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner m.v.[7] Styrelsen har derimod ikke udstedt regler vedrørende honorering af tolke. Domstolsstyrelsen har årligt udsendt Justitsministeriets vejledende retningslinier for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område til domstolene[8].

Det er nødvendigt med en hjemmel til honorering af tolke i retssager. Dette bør efter arbejdsgruppens opfattelse reguleres udtrykkeligt, herunder i hvilket omfang tolke, der anvendes ved domstolene, har ret til honorering af forberedelsestid, jf. afsnit 4.3.

Retsplejelovens § 189 indeholder regler om tavshedspligt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 189. Såfremt hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler derfor, kan retten eller politiet pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til hans viden om sagen.

Stk. 2. Pålægget bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget kan forinden ophæves af retten eller politiet. Politiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter begæring forelægges retten. Den pågældende skal gøres bekendt med adgangen hertil.

Stk. 3. Overtrædelse af pålægget straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Det må antages, at tolke, som led i at de benyttes før og under retssager, i en række tilfælde vil komme i besiddelse af oplysninger, der kan være af fortrolig karakter. Bestemmelsen skal derfor formentlig fortolkes således, at den også gælder for tolke. Dens anvendelse på tolke må imidlertid ses i sammenhæng med de øvrige regler, der regulerer tolkes tavshedspligt.

De generelle regler om tavshedspligt fremgår af straffelovens §§ 152 – 152 f, men det er alene straffelovens §§ 152 og 152 a, der har praktisk betydning for tolke. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”§ 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

§ 152 a. Bestemmelsen i § 152 finder tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed. Det samme gælder den, som virker eller har virket ved telefonanlæg, der er anerkendt af det offentlige.”

Det følger af straffelovens § 152, at den, der virker eller har virket i offentlig tjeneste, og overtræder sin tavshedspligt, kan straffes. Det fremgår i den forbindelse af lov om translatører og tolke med senere ændringer[9], at straffelovens bestemmelser om tavshedspligt, herunder § 152, gælder for virksomhed, der udføres af autoriserede translatører og tolke. For en tolk, der ikke er autoriseret translatør og tolk, finder straffelovens § 152 ikke direkte anvendelse.

Udtrykket ”virker i offentlig tjeneste eller hverv” skal ses i modsætning til privat tjeneste og hverv. Det kræves således, at personen er eller har været en del af forvaltningens personel, idet der dog ikke er egentlige krav til ansættelsens karakter. Det forhold, at tolkene er ansat fra opgave til opgave, medfører derfor, at de falder uden for denne bestemmelses anvendelsesområde.

Det følger dog af § 152 a, at § 152 gælder tilsvarende, hvis tolken udfører opgaver efter aftale med en offentlig myndighed. Dette medfører, at alle tolke, der anvendes i retssager, er omfattet af straffelovens § 152.

Der er ikke i § 152 a fastsat retningslinier for, hvordan aftalen skal indgås, herunder om det skal ske skriftligt. Idet mundtlige aftaler er bindende på lige fod med skriftlige, kan der formentlig ikke opstilles krav om en skriftlig aftale som betingelse for, at straf for overtrædelse af bestemmelsen kan pålægges.

Det kan være hensigtsmæssigt, at en sådan aftale indgås eller bekræftes skriftligt, og at de relevante bestemmelser om tavshedspligt indskærpes og eventuelt tillige udleveres til tolken. Arbejdsgruppen har blandt andet til brug herfor udarbejdet et udkast til aftale om tolkning i retten og en vejledning, der kan udleveres i forbindelse hermed, jf. bilag 4 og 5.

Det kan i den forbindelse nævnes, at det fremgår af Rigspolitichefens kundgørelse om en samlet

rekrutterings- og administrationsordning for tolke[10], pkt. 2.4, jf. tillige afsnit 6.4, at tolke forud for optagelse på tolkeoversigten skal skrive under på en erklæring om tavshedspligt. Endvidere fremgår det af bilag 1 til kundgørelsen, ”Erklæring om tavshedspligt”, at tolken efter underskrivelsen af erklæringen får udleveret relevante bestemmelser i forvaltningsloven og straffeloven om tavshedspligt.

Straffelovens §§ 152 b – f omfatter andre forhold vedrørende tavshedspligt, som mere teoretisk kan finde anvendelse på tolkes virksomhed, men de har næppe betydning i praksis.

Tolke, der anvendes ved domstolene, vil som nævnt i en række sager komme i besiddelse af oplysninger af fortrolig karakter. Det er derfor både hensigtsmæssigt og nødvendigt med en klar regulering af tolkes tavshedspligt.

3.6. Opsummering

Arbejdsgruppens bemærkninger til de retlige spørgsmål vedrørende tolkning i retssager kan sammenfattes på følgende måde:

1. I relation til retsplejelovens § 149, stk. 1, kan der efter arbejdsgruppens opfattelse på enkelte punkter sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt bestemmelsen formelt set lever op til EMRK artikel 6, stk. 3, litra a og e.

For det første er der efter ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., alene krav om, at selve afhøringen af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, oversættes og således ikke at andre aktørers udtalelser, bemærkninger og lignende oversættes. Den tiltalte må efter konventionens regler antages ikke kun at have krav på at få sin egen afhøring oversat, men også alle yderligere oplysninger, der fremkommer under retsmødet, og som er nødvendige for, at han kan varetage sit forsvar.

For det andet er det fastsat i retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., at tolkning kan undlades i straffesager, såfremt retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Som udgangspunkt må denne passus antages at stride mod EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, der pålægger retten at benytte tolk i de tilfælde, hvor den tiltalte ikke forstår det sprog, der anvendes i retten. I praksis er det imidlertid næppe et reelt problem i danske straffesager.

Sammenfattende vurderer arbejdsgruppen ikke, at domstolenes praksis efter den nuværende udformning af retsplejelovens § 149, stk. 1, indebærer, at tiltalte får en ringere retsstilling end tilsigtet med artikel 6, stk. 3, litra a og e. Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, hvis bestemmelsen præciseres på de nævnte punkter, således at den danske regulering på området også formelt bliver i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra a og e.

2. Med hensyn til spørgsmålet om afholdelse af udgifter til tolkebistand medfører de gældende regler i retsplejelovens § 149, stk. 3 og 4, at nordiske statsborgere i civile sager som udgangspunkt får dækket deres udgifter til tolkning af statskassen, mens andre parter, der måtte have et tilsvarende behov for tolkning i forbindelse med civile sager ved domstolene, som udgangspunkt selv må afholde udgifterne hertil.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det bør overvejes, om der bør ske en harmonisering af reglerne om udgifter til tolkning i civile sager, idet andre indvandrere og flygtninge bosiddende i Danmark ikke får dækket deres udgifter til tolkning i sådanne sager af statskassen.

3. I forhold til habilitetsreglerne i retsplejelovens § 149, stk. 6, 1. pkt., bør pligten til at afklare, hvorvidt der foreligger inhabilitet, efter arbejdsgruppens opfattelse reguleres udtrykkeligt for så vidt angår tolke, jf. princippet i § 66, stk. 2. Denne anbefaling skal ses i lyset af, at rettens forpligtelse til at afklare, hvorvidt der foreligger inhabilitet, efter arbejdsgruppens opfattelse er nødvendig for at sikre, at den tolkning, der foretages ved domstolene, er retssikkerhedsmæssig forsvarlig. Habilitetsreglerne er i øvrigt behandlet i afsnit 3.4.

4. For så vidt angår vidnereglerne er det efter arbejdsgruppens opfattelse generelt ikke hensigtsmæssigt, at anvendelse af tolkebistand reguleres ved hjælp af disse bestemmelser. Det må i stedet overvejes at foretage en nærmere regulering i retsplejeloven af anvendelse af tolkebistand ved domstolene. En regulering som specifikt er udformet under hensyntagen til de særlige forhold, som gør sig gældende i relation til tolkebistand.

5. Vedrørende pligten til at tolke følger det af § 168, at enhver, der indkaldes som vidne, og som ikke er omfattet af en af lovens undtagelser, er forpligtet til afgive forklaring for retten. Henset til karakteren af en tolks opgave under en retssag er det imidlertid som udgangspunkt ikke hensigtsmæssigt at pålægge en person, som enten ikke har de nødvendige faglige kundskaber eller som ikke er villig til at udføre opgaven, en forpligtelse til at foretage tolkning. Dette hænger sammen med, at en god tolkeindsats kræver, at tolken samvittighedsfuldt koncentrerer sig om opgaven og tolker det sagte efter bedste evne. En adfærd som det formentlig vil være særdeles vanskeligt at frembringe ved tvang. En fremtidig regulering bør tage stilling til, hvorvidt der alligevel i helt særlige tilfælde bør være hjemmel til at pålægge en tolk at udføre en tolkeopgave.

6. Med hensyn til kvaliteten af tolkningen følger det endvidere af praksis ved EMD og danske domstole i relation til EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, at det påhviler retten at sikre sig, at der under retssager anvendes tolk i fornødent omfang. Endvidere kan det udledes af EMD´s praksis, der er omtalt nærmere i afsnit 3.2, at myndigheden, der antager en tolk, har pligt til at sørge for, at kvaliteten er tilfredsstillende, herunder eventuelt at skifte tolken ud. Domstolen begrunder blandt andet dette med, at tilfredsstillende tolkning er en forudsætning for, at den ret til tolkebistand, som artikel 6, stk. 3, litra e, giver den tiltalte, bliver effektiv i praksis.

Efter arbejdsgruppens opfattelse følger det af princippet i § 149, stk. 1, at retten skal sikre sig, at den tolk, der indkaldes til at yde tolkebistand i en retssag, er kvalificeret til at løse opgaven. Det må i den forbindelse overvejes, om det skal fastslås, at retten skal anvende en uddannet tolk, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan regulering må understøttes af, at mulighederne for at tage en kvalificerende uddannelse fremmes, jf. afsnit 5.3. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at det under alle omstændigheder må sikres, at de ikkeuddannede tolke, der optages på Rigspolitiets tolkeoversigt så vidt det overhovedet er muligt, er blevet vurderet af en sprog- og tolkekyndig - og ikke som i dag i en række politikredse alene af en polititjenestemand uden særlig sproglig uddannelse, jf. afsnit 6.4.

7. I den forbindelse bør det endvidere reguleres, hvilken fremgangsmåde der bør anvendes i forbindelse med indkaldelse af en tolk. Når en tolk indkaldes til at tolke under en retssag, er der reelt tale om, at tolken antages til at udføre en arbejdsopgave. Da det drejer sig om et arbejdsforhold, er det efter arbejdsgruppens opfattelse ikke hensigtsmæssigt at anvende proceduren for indkaldelse af vidner. Regulering af indkaldelse af tolken må endvidere tage højde for, at det i sidste ende er rettens ansvar, at den indkaldte tolk er kvalificeret, jf. også punkt 6 ovenfor. Spørgsmålet om, hvordan indkaldelse af tolke efter arbejdsgruppens opfattelse nærmere bør tilrettelægges, behandles i øvrigt i afsnit 4.2.

8. For så vidt angår tolkens tilstedeværelse bør der endvidere ske en udtrykkelig regulering af tolkens pligt til som udgangspunkt at befinde sig på samme sted, som den der skal tolkes for, under hele retsmødet. Dette udgangspunkt bør imidlertid kunne fraviges i særlige tilfælde, hvor retten efter en konkret vurdering finder at kunne tillade tolkning via en videoforbindelse, jf. Retsplejerådets forslag i betænkning 1401/2001.

9. Spørgsmålet om tolkens ret eller pligt til forberedelse er efter arbejdsgruppens opfattelse af central betydning for kvaliteten af den tolkning, der foretages ved domstolene, ligesom forberedelse kan betyde en mere effektiv afvikling af sagen. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at dette spørgsmål alene er reguleret indirekte via vidnereglerne. I forbindelse med en sådan regulering vil det endvidere være væsentligt at få fastlagt, i hvilket omfang tolke, der anvendes ved domstolene, har ret til honorering af forberedelsestid. Spørgsmålet om tolkenes forberedelse behandles i øvrigt mere udførligt i afsnit 4.2.

10. Der bør endvidere være en mere overordnet regulering af fremgangsmåden ved tolkning i retssager, herunder at afhøringer, der afvikles med tolkebistand, skal foregå på en måde, som er egnet til at fremme korrekt tolkning. Spørgsmål om fremgangsmåde er i øvrigt behandlet mere detaljeret i afsnit 4.4, 4.5 og i arbejdsgruppens vejledning om tolkning i retten, jf. bilag 4.

11. Spørgsmålet om adgang til at straffe en tolk for bevidst urigtig tolkning er et andet af de spørgsmål, som i dag muligvis er reguleret i vidnereglerne. Der er imidlertid ikke tale om nogen klar regulering. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør dette spørgsmål ligeledes gøres til genstand for en regulering, der specifikt er udformet med henblik på tolke.

12. I den forbindelse vil det endvidere være ønskeligt med en klar regulering af tolkens tavshedspligt.

13. Selv med en mere klar regulering af de ovennævnte spørgsmål, vil der imidlertid kunne opstå tvister i relation til anvendelse af tolkebistand ved domstolene. I forbindelse med en generel regulering af tolkebistand ved domstolene bør parterne efter arbejdsgruppens opfattelse fortsat efter begæring kunne få afgjort tvisten ved kendelse.


Fodnoter

[1] Betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje, side 369.

[2] Cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989.

[3] Bekendtgørelse nr. 16 af 10. marts 1987.

[4] Se hertil Højesterets kendelse af 11. december 2002 omtalt senere i dette afsnit. Thomson, som U2003.601H.

[5] Bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 1180 af 15. december 2000.

[6] Cirkulæreskrivelse nr. 9303 af 21. juni 2002.

[7] Bekendtgørelse nr. 1180 af 15. december 2000.

[8] Cirkulæreskrivelse nr. 368 af 9. juli 2002

[9] Lovbekendtgørelse nr. 181 af 25. marts 1988, jf. afsnit 5.2.1.

[10] Kundgørelse I nr. 11 af 6. marts 2002 (POL-Net)

Denne side er kapitel 3 af 6 til publikationen "Rapport om tolkebistand i retssager".
Version nr. 1.0 af 25-06-2008

© Domstolsstyrelsen 2008.

Domstolsstyrelsen  |  Store Kongensgade 1-3  |  1264 København K.  |  Telefon: 70103322  |  Fax: 70104455  |  Email: post@domstolsstyrelsen.dk