DANMARKS DOMSTOLE nr. 44, marts 2009
Trivsel trods flytterod
For Retten i Hjørring har domstolsreformen betydet ekstra behov for at arbejde bevidst med medarbejdernes trivsel. Inddragelse og fælles rammer er kodeord, når sammenlægninger og en flytning skal klares med trivslen i behold, mener administrationschef Michael Lund.
Af studentermedhjælper Mette Østergaard Sanderhoff, Domstolsstyrelsen
I 2008 havde medarbejderne ved Retten i Hjørring, ved siden af deres daglige arbejde og sagsbehandling, et stort og vigtigt punkt på programmet. Retten skulle flytte adresse, og de ca. 75 medarbejdere skulle skifte de vante omgivelser ud med helt nye kontorer. 2008 var samtidig året, hvor medarbejdernes vurdering af trivslen ved Retten i Hjørring gav retten en fin placering, særligt hvad angår medarbejdernes engagement og stolthed over deres arbejdsplads. Det er der ifølge Michael Lund, administrationschef ved Retten i Hjørring, en god forklaring på:
”En flytning er faktisk et gratis kursus i teambuilding. Medarbejdere har fået mulighed for at vise sider af sig selv, som de ikke har mulighed for at vise i dagligdagen. Samtidig har flytningen været en god lejlighed til at inddrage alle medarbejdere i beslutninger omkring den nye bygning, og det tror jeg har betydet meget rent trivselsmæssigt,” fortæller Michael Lund.
“De ekstra sagsbunker, som reformen har medført, kan naturligvis mærkes og har gjort det vigtigt at fokusere på trivslen blandt vores medarbejdere.”
Hvem er vi?
Netop inddragelsen af medarbejdere har ifølge Michael Lund været helt centralt i processen omkring flytningen til rettens nye lokaler. I form af en række udvalg, såsom indretningsudvalg, kulturudvalg, kunstudvalg og bygningsudvalg, har rettens medarbejdere fået indflydelse på en række spørgsmål – store som små.
”Medarbejderne er blevet inddraget i alt lige fra spørgsmål som for eksempel hvor skal mødelokalerne være, til spørgsmål som hvordan skaber vi det bedste arbejdsmiljø, og hvad synes vi, der skal hænge på væggene? I bund og grund er det spørgsmål som disse, der er med til at definere, hvordan vi gerne vil være som arbejdsplads, hvordan vi gerne vil arbejde, og hvordan vi gerne vil være overfor hinanden. Det har helt klart spillet en rolle for medarbejdertrivslen, at alle har været inddraget i den proces,” siger Michael Lund.
Nye kolleger

Fra Retten i Hjørring. Foto: Finn Folsted.
Længe inden flytningen i slutningen af 2008 gjorde domstolsreformen det nødvendigt at sætte ekstra fokus på medarbejdertrivslen, nemlig i forbindelse med sammenlægningen af fire tidligere retskredse til den nye Retten i Hjørring den 1. januar 2007. Det betød nye kolleger og et møde mellem forskellige arbejdskulturer.
”De ekstra sagsbunker, som reformen har medført, kan naturligvis mærkes og har gjort det vigtigt at fokusere på trivslen blandt vores medarbejdere. Men det har været lige så mærkbart, at vi pludselig er mange forskellige kulturer samlet ét sted. Det har skabt behov for, at der bliver dannet fælles rammer for alle medarbejderne,” fortæller Michael Lund.
Pernille Lundfold Christensen, overassistent ved Retten i Hjørring, tilføjer, at som et led i forsøget på at skabe fælles rammer er der blevet taget initiativ til, at medarbejderne skal drikke deres formiddagskaffe sammen i frokoststuen og ikke på de forskellige kontorer. Samtidig er forskellige sociale aktiviteter jævnligt på programmet.
”Vi har både torsdagskage og fredagsbrød, og vores personaleforening laver også arrangementer, så vi kan lære hinanden bedre at kende uden for arbejdet. Og så har vi vores bowlingturnering, hvor afdelingerne kæmper mod hinanden. Der sker en del smugtræning i de forskellige afdelinger op til den turnering,” griner Pernille Lundfold Christensen.
“Det er vigtigt hele tiden at lave en fordeling af ressourcer, så medarbejderne bruger deres kræfter der, hvor belastningen er.”
Trivsel i hverdagen
Medarbejdertrivsel er dog ikke kun noget, der er i fokus, fordi retten er flyttet eller lagt sammen med andre retter. Trivslen handler ifølge Michael Lund også om at være opmærksom på medarbejdernes arbejdspres i hverdagen, og det tror han, at medarbejderne sætter pris på.
”Det er vigtigt hele tiden at lave en fordeling af ressourcer, så medarbejderne bruger deres kræfter der, hvor belastningen er. Det har været vigtigt for vores medarbejdere at vide, at der bliver
lagt mærke til det, hvis en afdeling er særligt presset i en periode, og at der bliver gjort noget ved det. For eksempel ved at låne medarbejdere fra en anden afdeling, som ikke har samme arbejdspres på det tidspunkt. På den måde mener jeg, at folk oplever, at de bliver prioriteret,” siger Michael Lund.

Fra Retten i Lyngby. Foto: Søren Svendsen.
Ud af osteklokken
Medarbejdertrivsel handler selvfølgelig først og fremmest om at sikre, at medarbejderne er glade for at gå på arbejde, også selvom der venter dem en travl dag. Men ifølge Michael Lund er der også andre grunde til at prioritere medarbejdertrivslen, blandt andet i forhold til rettens evne til at rekruttere nye medarbejdere.
”Vi bliver jo nødt til at kigge uden for vores osteklokke og se på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud. Vi skal være i stand til at konkurrere med andre arbejdspladser om medarbejdere, og et af de steder, hvor vi kan gøre en forskel, er arbejdstrivslen. I forhold til det private kan vi på mange områder ikke konkurrere på lønnen, men vi kan gøre noget for, hvordan vores medarbejdere har det. Vi står over for en naturlig udskiftning inden for relativt kort tid, og det ville være meget ærgerligt at have et dårligt ry som arbejdsplads i en mindre by som Hjørring,” siger Michael Lund.
En anden sidegevinst ved at have en god trivsel ved retten handler ifølge Michael Lund om rettens forhold til sine brugere.
”Medarbejderne er jo en vigtig del af, hvordan retten fremstår udadtil, så det giver sig selv, at hvis medarbejdertrivslen er god, så vil rettens brugere også føle sig godt modtaget,” fortæller han og bliver suppleret af Pernille Lundfold Christensen:
”Der skal jo helst være overskud til godt humør og et lille smil på læben, når vores brugere kommer til retten.”
“Medarbejderne er jo en vigtig del af, hvordan retten fremstår udadtil, så det giver sig selv, at hvis medarbejdertrivslen er god, så vil rettens brugere også føle sig godt modtaget.”
