| Forside | | Bund |

DANMARKS DOMSTOLE nr. 40, marts 2008

Tidskrift for ca. 2.500 ansatte ved domstolene, i Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen samt interesserede brugere.

Indholdsfortegnelse

Anden halvleg fløjtet i gang

Nævnet under overfladen

I forandringernes centrum

Grønland opruster retten

Video giver kortere afstand til retten

Forældremyndighed på nordsjællandsk

Regeringens sparringspartner

Vidensvogterne

Komplet indholdsfortegnelse
Kolofon
Hele publikationen som PDF [2.176 kB]

Ved download af publikationen i HTML eller PDF, klik med højre museknap på linket og vælg “Gem destination som…” og vælg stedet på din computer, hvor du vil gemme filen.
PDF er et printvenligt format. For at læse og printe publikationen i dette format, skal man have en version af Adobe Reader installeret på sin computer. Dette program kan hentes gratis hos producenten Adobe"s hjemmeside, hvor der også findes installationsvejledning mv.

Domstolsstyrelsen
Store Kongensgade 1-3
1264 København K
Tlf: 70103322
Fax: 70104455
post@domstolsstyrelsen.dk
http://www.domstol.dk/

Anden halvleg fløjtet i gang

Retskredsreformen er nu et år gammel, men domstolsreformens anden halvleg er først lige fløjtet i gang med nye opgaver som småsagsproces, gruppesøgsmål og nævningesager i byretterne, nye arve- og familieretlige regler samt formentlig retsmægling fra den 1. april 2008.

2007 var på mange måder et af de hårdeste og mest bemærkelsesværdige år i domstolenes historie. Over hele linjen blev der gjort en meget stor indsats for at implementere reformen og forene de fusionerede retters kulturer og arbejdsgange. Det har kostet kræfter, og det har med god grund høstet anerkendelse i omverdenen. Senest da justitsministeren talte på Ledelsesforum i januar måned.

Foreløbige tal for 2007 giver et håndfast bevis på, at reformen har tæret hårdt på byretterne. Men statistikken er også et tegn på, at situationen langsomt er ved at stabilisere sig. Sidste kvartal af 2007 var således det bedste i et år, som begyndte med en dramatisk nedgang i aktiviteten i årets første måneder. Hen mod årets slutning er sagsbehandlingen i mange byretter stabiliseret, og på enkelte områder er kurven endda begyndt at knække. Det er godt gået.

Der er samtidig ingen tvivl om, at reformen flere steder i landet fortsat giver retterne betydelige udfordringer i dagligdagen. Forskellene i retternes aktivitet kan skyldes flytninger, svære rekrutteringsmæssige vilkår og forskelle i kultur og arbejdsgange. Noget tyder på, at den sidste faktor har stor betydning, og det er derfor vigtigt, at retter med store udfordringer åbner for at lære af andre og lader sig inspirere af de retter, der har klaret sig godt igennem 2007.

Selvom reformen viser, at der har været forskelle mellem de enkelte kredse, er reformen også med til at skabe sammenhold. Det er glædeligt, når der er udvises solidaritet med de medarbejdere, afdelinger eller retter, der er hårdest spændt for. For eksempel når dommere fra både lands- og byretter har tilbudt at give en hånd med i en anden byret.

Domstolsreformen er gået ind i anden halvleg, og en ny stor opgave venter forude. Det er tinglysningsreformen, som begynder at tage form, når Tinglysningsretten samles i Hobro fra marts i år. Det afgørende skridt er dog overgangen til digital tinglysning, som er planlagt gennemført i november 2008. Indtil da vil byretterne have en stor opgave i at holde den nuværende tinglysning kørende på samme flotte niveau som nu.

Retskredsreformen, indholdsreformerne og tinglysningsreformen vil alle spille ind på arbejdet i 2008, og sagsbehandlingstiderne vil i hele 2008 bære præg af de store og krævende omvæltninger, som retterne har været og fortsat skal igennem. Mens situationen i løbet af 2008 vil blive stabiliseret i byretterne, kan vi glæde os over en markant reduktion af bunkerne i de to landsretter, som vil betyde væsentligt kortere sagsbehandlingstider i løbet af 2008. Når denne effekt på et tidspunkt når Højesteret, vil et meget væsentligt mål med domstolsreformen blive indfriet.

Domstolsreformen er både rigtig og nødvendig. Men den skal have tid til at virke. Hvis der forhastet fældes dom over reformens resultater, så undervurderer man både opgavens omfang og den store indsats, som domstolenes medarbejdere dagligt gør for at gøre reformen til en succes.

Domstolsstyrelsen, februar 2008

Niels Grubbe
Formand for bestyrelsen

Adam Wolf
Direktør

Nævnet under overfladen

Procesbevillingsnævnet er ikke retsskabende og har derfor en naturlig rolle i baggrunden, mener nævnets nye formand. Men bag scenen er nævnets position i dag alt andet end usynlig.

Af kommunikationskonsulent Emil Melchior, Domstolsstyrelsen

Procesbevillingsnævnet. Foto: Lars Grunwald.

En tilfældig sag ligger på bordet. Der ligger vel omkring 30-40 siders sagsakter og notater i bunken, som over for omverdenen udmønter sig i to eller tre bogstaver. Ja eller nej. Begrundelsen for afgørelsen kommer nemlig aldrig uden for dørene i Procesbevillingsnævnets lokaler. Trods den centrale placering på fjerde sal med udsigt ud over Rådhuspladsen i København er nævnet formentlig ikke centralt placeret i mange menneskers bevidsthed.

“Jeg tror, der er en del uvidenhed og fordomme om vores arbejde. Nævnets afgørelser begrundes ikke offentligt, men det betyder ikke, at man som fuldmægtig ikke har foretaget en grundig gennemgang af både faktum og jura i sagerne.

Vi laver et notat i hver sag til brug for nævnets medlemmer. Det kan måske ude fra set godt virke lidt tørt at arbejde i sekretariatet, men det er det bestemt ikke. Hver sag byder på nye spændende udfordringer, og som fuldmægtig får du lov til at beskæftige dig med mange sagstyper af civil- og strafferetlig karakter,” siger fuldmægtig Anne-Lie Grube.

Ikke en domstol

Nævnet er i dag på mange måder en ny organisation. Der er kommet en ny afdeling for klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces. Derved har nævnet fået et bredere sagsgrundlag og en større variation i arbejdsopga-verne, som yderligere er blevet styrket af domstolsreformen. Samtidig har nævnet fra den 1. januar 2008 haft en ny formand, højesteretsdommer Marianne Højgaard Pedersen. Tilbage i 1996 var hun som byretsdommer selv med til at fastlægge arbejdsformerne i det dengang nyoprettede nævn for appelsager.

Nævnet begrunder alene sine afgørelser med henvisning til en paragraf i retsplejeloven, hvilket er forudsat i forarbejderne til lovgivningen om Procesbevillingsnævnets virksomhed. Det kan imidlertid gøre det svært for modtagerne at forstå baggrunden for et afslag og dermed give anledning til kritik.

“Jeg tror, der er en del uvidenhed og fordomme om vores arbejde. Nævnets afgørelser begrundes ikke offentligt, men det betyder ikke, at man som fuldmægtig ikke har foretaget en grundig gennemgang af både faktum og jura i sagerne.”

“Vi er ikke specielt synlige, for vi skaber ikke ret på samme måde som for eksempel Højesteret. Det er domstolene, der skaber og begrunder, hvad der er gældende ret. Jeg mener, at det er begrundelsen for, at Procesbevillingsnævnet ikke skal give en retlig redegørelse for sine afgørelser. Selvom vi selvfølgelig i et vist omfang foretager de samme overvejelser, som en domstol gør, ville en offentlig redegørelse i højere grad få en retsskabende effekt. Vi er et bevillingsnævn, som ikke har anden rolle end at sige ja eller nej,” siger Marianne Højgaard Pedersen.

Fra den 1. januar 2008 har Marianne Højgaard Pedersen skiftet dommerkappen ud med fuldtidsjobbet som nævnsformand. Arbejdsgangene er ganske forskellige fra arbejdet i Højesteret, hvor der kan bruges en uge på at behandle en enkelt sag. Der hører dommerne på advokater, forbereder egen votering og dykker ned i sagen med en grundighed, som er helt unik, forklarer hun. Til nævnsmødet den kommende fredag skal Marianne Højgaard Pedersen derimod forberede 30 sager.

“Vi er ikke specielt synlige, for vi skaber ikke ret på samme måde som for eksempel Højesteret.”

“Men selvom vi behandler mange sager, er vi ikke bare et ekspeditionskontor. Juraen er i højsædet. Vi bruger god tid på at sætte os ind i hver enkelt sag, for vi er en vigtig brik i det samlede system. Det er os, der bestemmer, hvilke sager der skal have lov til at gå gennem tre instanser og dermed fra landsret til Højesteret og for de små sagers vedkommende fra byret til landsret. Derfor skal man ikke glemme, at nævnets afgørelser har meget stor betydning for domstolenes brugere”, siger Marianne Højgaard Pedersen.

Tid til fordybelse

Nævnet er et sted for jurister med det allerstørste J. Her bliver der redet på paragraffer til den store guldmedalje. Ikke noget med tværfaglighed og projektorientering. Det drejer sig om juridisk sagsbehandling, og i dag står menuen på alt fra en sag om skimmelsvamp til en højprofileret terrorsag. Efter en kort rundspørge blandt fuldmægtigene bliver det hurtigt klart, at det netop er fordybelsen i juraens kringelkroge, som trækker.

“En af grundene til, at jeg søgte Procesbevillingsnævnet, var, at jeg gerne ville dykke ned i juraen blandt andet med henblik på en eventuel senere landsretskonstitution. Arbejdet her giver en rigtig god mulighed for at komme til bunds i både forarbejder og teori. Det gør du selvfølgelig også ved domstolene, men her har du grundet arbejdsformen bare større mulighed for at fordybe dig i de enkelte sager, og det er jeg rigtig glad for. Arbejdet er også meget varieret, hvad angår sagskategorier. Jeg lærer derfor noget nyt hele tiden,” siger fuldmægtig Lone Kjær, der tidligere har været dommerfuldmægtig.

Lone Kjær tilføjer, at mange nok gene-relt har det indtryk, at nævnet – igen grundet arbejdsformen – er en meget stille arbejdsplads, men hun under-streger, at nævnet er en dynamisk arbejdsplads.

“I den tid, jeg har været her, er personalet næsten fordoblet, og det har klart øget dynamikken. Vores arbejdsmiljø er på alle måder rigtig godt,” siger Lone Kjær.

Hver fuldmægtig skal cirka nå en sag om dagen. For at skabe afveksling i hverdagen behandler medarbejderne skiftevis en appelsag og en klagesag om fri proces. Tiden i Procesbevillingsnævnet er en god forberedelse til dommerhvervet, siger Peter Thønnings, der tidligere har arbejdet i Procesbevillingsnævnet som fuldmægtig. I dag er han dommer ved Retten i Roskilde.

Chefkonsulent Harald Micklander behandler en klagesag.

“Ved at læse mange domme og kendelser bliver du fortrolig med, hvordan du kan skrive sådanne afgørelser. Du bliver skarp på de processuelle regler, og du bliver god til spørgsmål om sagsomkostninger. Igennem arbejdet i nævnet stifter du også bekendtskab med store retssagskomplekser og sagskategorier, som du ikke nødvendigvis bliver præsenteret for, når du er dommerfuldmægtig. Du får “domstolsjuraen” præsenteret i hele sin mangfoldighed,” siger Peter Thønnings.

“Men selvom vi behandler mange sager, er vi ikke bare et ekspeditionskontor. Juraen er i højsædet. Vi bruger god tid på at sætte os ind i hver enkelt sag, for vi er en vigtig brik i det samlede system.”

Løbende feedback

Omvendt er Procesbevillingsnævnet ikke et sted for folk med stort behov for brugeradgang og kimende telefoner. Hovedopgaven er den skriftlige juridiske sagsbehandling, så hvis du har behov for stor brugerkontakt, så er nævnet måske ikke det rette sted, mener dommeren. En af nævnets chefkonsulenter, Harald Micklander, der har det daglige ansvar for fri proces-afdelingen, fremhæver, at den manglende brugeradgang giver fleksibilitet i hverdagen.

Fuldmægtig Anne-Lie Grube.

“Endvidere kan du ofte gå direkte til den juridiske behandling af sagen, da der som udgangspunkt ikke indhentes yderligere oplysninger fra parterne efter modtagelse af klagen eller ansøgningen. En del af det praktiske arbejde fra domstolene med udveksling af processkrifter og øvrig sags-forberedelse er derfor ikke relevant, og du kan i fri processager straks koncentrere dig om vurderingen af, hvorvidt klageren har udsigt til med-hold,” siger Harald Micklander.

Også Anne-Lie Grube kan nikke genkendende til den forholdsvis begrænsede kontakt til omverdenen. I starten måtte hun af og til lige løfte røret for at se, om der stadig var forbindelse. Til gengæld er der tid til dybden, socialt sammenhold og sparring.

“I den tid, jeg har været her, er personalet næsten fordoblet, og det har klart øget dynamikken.”

“Da jeg begyndte herinde, blev jeg positivt overrasket over den gode feedback. Jeg kommer fra et advokatkontor, hvor man kun gik ind til chefen, hvis det virkelig brændte på. Her er det nærmest forudsat, at du løbende spørger din chef, fordi det er meningen, at du skal lære noget ved at arbejde i nævnet. Samtidig får du lov til at overvære nævnets behandling af dine egne sager hver uge. Her får du direkte feedback fra blandt andet højesteretsdommere og landsdommere. Folk med 20-30 års erfaring,” siger Anne-Lie Grube.

Nye love, nye arbejdsformer

Men selvom nævnets hovedopgaver for de fleste også vil være et lukket land i fremtiden, så er det ingen hemmelighed, at der sker noget i Procesbevillingsnævnet i disse år. Hver gang der kommer nye love, vil der være en forskudt effekt i nævnet, fordi det skal tage stilling til byretternes og landsretternes nye praksis. I øjeblikket er der nok at forholde sig til. Småsagsprocessen, ny arvelov og nævningereformen for ikke at tale om instansreformen. Marianne Højgaard Pedersen forklarer:

“Domstolsreformen har og vil få en væsentlig indflydelse på vores daglige virke. Når alle sager skal starte i byretten, betyder det, at der ikke længere er fri appeladgang fra landsret til Højesteret i de store sager eller i sager mod det offentlige. Derfor bliver det nu os, der kommer til at sortere i de sager i det omfang, de ikke bliver henvist til landsretten med det samme. Jeg vil tro, at vi får flere sager, og at vi kommer til at give nogle flere bevillinger.

“Jeg vil tro, at vi får flere sager, og at vi kommer til at give nogle flere bevillinger i hvert fald i en overgangsperiode, indtil byretterne vænner sig til at henvise alle de principielle sager til landsretten.”

I hvert fald i en overgangsperiode, indtil byretterne vænner sig til at henvise alle de principielle sager til landsretten. Nævnet ser for eksempel stort set aldrig en drabssag, fordi der tidligere har været fri appeladgang fra landsretten til Højesteret. Nu starter de i byretten, og det betyder, at vi også kommer til at se på den slags sager. Alt i alt har vi en stor og spændende opgave foran os, som jeg ser frem til at være med til at løse”.

I forandringernes centrum

Det er over et år siden første del af domstolsreformen trådte i kraft. Ved årsskiftet bankede indholdsreformerne på døren. Læs her, hvordan fem medarbejdere oplever forandringerne.

Louise Wolf Overassistent i retssekretariatet Retten i Horsens	1. Den største udfordring lige nu? Lige nu er den største udfordring at følge med. Vi er umiddelbart det antal medarbejdere, vi skal være i øjeblikket. Men når tinglysningen holder, får vi måske en eller to derfra, som skal i retsafdelingen. Der bliver jo ikke ansat nye medarbejdere – i hvert fald ikke “faste” medarbejdere. Flytningen den 1. oktober 2007 var også en stor opgave. Både den fysiske flytning og den efterfølgende omstillingsproces. Derudover synes jeg faktisk ikke, at der er så meget reformarbejde mere. Det er en proces, vi har været igennem siden den 1. januar 2007, så det er ligeså stille gået hen og blevet dagligdag. 2. Det mest spændende lige nu? Det er selve sagsbehandlingen, som jeg synes er meget selvstændig, og det at arbejde med forskellige slags sager. Lige i øjeblikket er det næsten kun civile sager, men når vi er kommet lidt videre i omstillingsprocessen, skal jeg også have straffesager, så det bliver rart med afvekslingen. 3. Reformens påvirkning i dagligdagen? Jeg tror, at småsagsprocessen kommer til at påvirke mit arbejdsområde. Forhåbentlig kommer det til at betyde, at vi med tiden får lidt færre sager i retssekretariatet, fordi fællessekretariatet overtager forberedelsen af småsagerne. Ellers har selve sammenlægningen selvfølgelig haft betydning. Nye kolleger, tre forskellige retter er blevet lagt sammen, og medarbejderne har forskellige måder at gøre tingene på. For eksempel skal man vænne sig til, at ens kolleger måske har andre måder at gøre tingene på, men vi prøver at få gjort sagsbehandlingen ensartet, og jeg synes også, vi er gode til at snakke om, hvad vi gør, har gjort og eventuelt skal ændre i fremtiden. Selvom der er nogen, der plejer at gøre noget på en måde, så er det ikke sikkert, at det stadig er den optimale måde at gøre det på.
Hanne Wind-Lorenzen Kontorfuldmægtig i retssekretariatet Retten i Kolding	1. Største udfordring i øjeblikket? Det er at finde sig til rette i det store hus med 95 medarbejdere. Jeg har tidligere været i Retten i Rødding, hvor vi kun var syv. Vi må nok se i øjnene, at vi i øjeblikket ikke kender hinanden så godt som tidligere. Men faktisk er jeg imponeret over, at man kan lukke så mange folk sammen og skabe en fællesskabsfølelse i løbet af ganske kort tid. Det er nok, fordi vi er af samme støbning. Vi er opmærksomme på hinanden, og vi hjælper hinanden, når der er brug for det. Også selvom tempoet nogle gange er alt for højt. 2. Det mest spændende lige nu? Det er alle forandringerne. Vi ændrer løbende på vores sagsgange for at få det optimale udbytte. Der er stor forskel på praksis mellem de tidligere retter. Jeg synes, at det er en spændende proces at være med til, fordi jeg har indflydelse. Det kræver til gengæld, at du kommer på banen og tør sige din mening. En gang imellem får du at vide, at dine forslag ikke duer, men så må vi bare videre. 3. Reformens påvirkning i dagligdagen? Før reformen arbejdede vi med flere sagsområder, men det er blevet lidt mere begrænset herude, fordi vi kun sidder i én afdeling. Der er planer om, at vi skal i gang med kompetenceudvikling, så vi rokerer til andre afdelinger. Med tiden vil vi altså bevæge os hen mod situationen ved de gamle retter. Først skal vi dog have oplært medarbejderne i vores egen afdeling. Indholdsreformerne vil også påvirke mit arbejde, fordi sekretærerne nu skal med i retten i de store nævningesager. Det bliver rigtig spændende. Det er ikke alle, der er glade for at skulle skrive, så det bliver en frivillig ordning. Og jeg har meldt mig.
Mette Søgaard Vammen Retsassessor og leder af fællessekretariatet Retten i Århus	1. Største udfordring i øjeblikket? Vi har fået mange nye opgaver i løbet af en relativt kort periode. Det er naturligvis en udfordring at løse de reformrelaterede, organisatoriske opgaver samtidig med den almindelige sagsbehandling. Vi er pressede ressourcemæssigt, da vi som alle andre skal behandle nye større sager, samtidig med at vi har fået flere opgaver med de eksisterende sager (blandt andet småsagerne). Det mærker vi i det daglige alle steder i organisationen. 2. Det mest spændende lige nu? Det er samtidig en spændende proces at være med i de store ændringer, der sker ved domstolene i disse år. Såvel organisatorisk som indholdsmæssigt. Det giver gode muligheder for den enkelte med hensyn til at påvirke processerne, hvilket også betyder, at mange har mulighed for et spændende jobindhold. 3. Reformens påvirkning i dagligdagen? Vi bruger i øjeblikket en del tid på indholdsreformerne. For eksempel har vi brugt en del energi på at finde ud af, hvordan vi bedst behandler småsagerne. Hvordan sagerne registreres, hvad vi gør, når der kommer svarskrift, og hvordan vi håndterer de eksterne brugere. Det er svært at vurdere, i hvor lang tid reformen vil påvirke det daglige arbejde. Jeg tror dog, at vi har fundet vore egne ben, når vi er igennem 2008. Så har vi for eksempel behandlet nævningesager og småsager i et år. Parallelt må vi naturligvis sikre, at virksomhedskulturen følger med og kommer godt på plads. I Århus har retskredsreformen ikke medført sammenlægning af mange små retter. Overordnet set har vi måske derfor haft mere ro over processen end andre steder. Men vi har imidlertid skullet forandre os selv indefra, hvilket har været en sund proces.
Tanja Johansen Overassistent i skifteretten Retten i Svendborg	1. Den største udfordring lige nu? Den største udfordring er, at vi er for få medarbejdere. Der skal knokles på for at få løst opgaverne – især når der også er sygdom i afdelingen. 2. Det mest spændende lige nu? Der er ikke noget, der er særligt spændende lige nu, men jeg er meget glad for den kundekontakt, der er i jobbet. Jeg arbejder i skifteretten, og jeg kan godt lide, at jeg kan hjælpe de folk, der kommer, og som måske er i sorg. 3. Reformens påvirkning i dagligdagen? Reformen påvirker ikke mit arbejde så meget mere og tager heller ikke tid fra de almindelige opgaver. I starten mærkede jeg reformen ved, at systemerne ikke virkede optimalt, og der var mange nye kolleger, der skulle oplæres på grund af sammenlægningerne af byretterne.
Eva Rasmussen Overassistent i fogedretten Retten i Svendborg	1. Den største udfordring lige nu? Den største udfordring er hele tiden at nå at følge med i sagsmængden. Vi har rigtig travlt. Samtidig er vi en lille afdeling med kun 5-6 medarbejdere, og nu er der én, der har forladt sin stilling, uden at der er kommet nogen anden i stedet, så det er noget, der kan mærkes. En anden udfordring er, at der er mange midlertidige stillinger her. Det skaber en vis utryghed blandt medarbejderne. 2. Det mest spændende lige nu? Det er en spændende udfordring at få fundet de hurtigste og bedste arbejdsgange. Jeg har tidligere arbejdet ved en lille ret, så efter at vi er blevet samlet her fra flere forskellige steder, har det seneste år handlet meget om at få ensrettet arbejdsgangene. Jeg er også glad for at have fået flere kolleger, og jeg synes, vi er gode til at hjælpe hinanden. 3. Reformens påvirkning i dagligdagen? Jeg mærker ikke så meget til reformen mere, men i starten var den skyld i, at vi ikke kunne arbejde effektivt. Mit kontor var for eksempel ikke møbleret, da jeg overtog det. Det tog lang tid, inden vi kom helt på plads.

Grønland opruster retten

En ny uddannelse for kredsdommere og forsvarere og en ny juridisk første instans. Grønland står over for den største reform af retsvæsnet siden 1950’erne.

Af udviklingschef Gerd Sinding, Domstolsstyrelsen

Retten i Grønland eksisterer endnu ikke, så vi bringer i stedet et idyllisk billede af en hvalfangerbygd nord for Ilulissat.

Grønland har sin egen retsplejelov og er derfor ikke umiddelbart omfattet af domstolsreformen i Danmark. Der har imidlertid igennem længere tid været enighed om, at der er behov for en ændring af det grønlandske retsvæsen, hvis det skal være tidssvarende og i stand til at imødekomme kravene fra det moderne grønlandske samfund. Justitsministeren nedsatte derfor allerede i 1994 en Grønlandsk Retsvæsenskommission, der nærmere skulle vurdere behovene i Grønland og komme med forslag til ændringer af den eksisterende ordning. Kommissionen afgav sin betænkning i 2004. Den 12. december 2007 fremsatte justitsministeren så et forslag til ændring af den grønlandske retsplejelov, der bygger på kommissionens forslag.

Hvis lovforslaget vedtages, bliver der tale om den største samlede reform af det grønlandske retsvæsen siden 1950’erne. Reformen skal træde i kraft den 1. januar 2010.

Lovforslaget lægger ikke umiddel-bart op til en reduktion af antallet af retskredse i Grønland. Det er således hensigten, at de 18 nuværende retskredse skal fortsætte, men således at kredsdommerne kan placeres på større faste kontorsteder, der er fælles for flere retskredse.

Ny kredsdommeruddannelse

I Grønland er der i dag kun én juridisk uddannet dommer, landsdommeren i Grønland. De øvrige dommere i Grønland, kredsdommerne, er ikke jurister, men lægdommere, der typisk har et andet erhverv ved siden af arbejdet som kredsdommer.

“Hvis lovforslaget vedtages, bliver der tale om den største samlede reform af det grønlandske retsvæsen siden 1950’erne.”

Kredsdommerordningen har sikret, at sager ved kredsretterne kan blive afgjort af dommere, der taler grønlandsk, og som har indgående kendskab til grønlandske forhold. I lovforslaget foreslås det, at den grønlandske kredsdommerordning fastholdes. Kredsdommerne skal fortsat ikke være jurister, men det skal tilstræbes,  at de som noget nyt ansættes på fuld tid. Desuden skal der etableres en kredsdommeruddannelse, der skal sikre, at kredsdommerne får den nødvendige uddannelse. Med henblik på at sikre, at der er uddannet det nødvendige antal kredsdommere, når loven træder i kraft, har Grønlands Landsret allerede i samarbejde med Domstolsstyrelsen etableret en kredsdommeruddannelse. Der er optaget 14 deltagere på uddannelsen, der består af syv moduler over tre år, og som afsluttes med en eksamen.

Retten i Grønland

Landsdommeren i Grønland behandler i dag juridisk komplicerede sager, der ikke kan behandles i kredsretterne, og appelsager vedrørende kredsretternes afgørelser, desuden er landsdommeren den øverste ansvarlige for retterne i Grønland. Grønlands Landsret består af en retsafdeling og en vejledningsafdeling. Vejledningsafdelingen yder bistand til og rådgiver kredsdommerne og personalet i kredsretterne både generelt og konkret i de enkelte sager.

Det foreslås, at der bliver oprettet en ny juridisk domstol i 1. instans – Retten i Grønland – der skal behandle juridisk komplicerede sager og varetage uddannelsen og vejledningen af kredsdommerne. Grønlands Landsret skal herefter alene behandle appelsager.

“I lovforslaget foreslås det, at den grønlandske kredsdommerordning fast-holdes.”

Lovforslaget indeholder også bestemmelser om, at en række væsentlige retlige dokumenter skal oversættes til et sprog, som den pågældende kan forstå, og at der i øget omfang sker oversættelse af retlige dokumenter til grønlandsk. Endvidere indeholder forslaget bestemmelser om etablering af en retshjælpsordning, fri proces og et retsafgiftssystem.

Forsvarerne bliver uddannet

I Grønland hedder en straffesag en kriminalsag. Rollen som forsvarer i kriminalsager varetages ofte af lægmænd. Som led i reformen er det imidlertid hensigten at styrke forsvaret blandt andet ved at indføre en forsvarerautorisation for personer, der har gennemført en ny forsvareruddannelse. Uddannelsen er ved at blive etableret. Den organiseres i første omgang af landsretten i Grønland.

Det foreslås, at kriminelle kan pålægges en række foranstaltninger, der kan indplaceres efter strenghed på en såkaldt sanktionsstige, og som noget nyt bliver der mulighed for at idømme samfundstjeneste.

Foranstaltninger afsones i en anstalt. Som hidtil foreslås anstalterne indrettet med åbne afdelinger. Men i alle anstalter bliver der også indrettet et halvlukket regi til dømte, der har begået alvorlig personfarlig kriminalitet. Der skabes endvidere mulighed for, at dømte kan overføres til en lukket disciplinærafdeling, samt at kriminelle, der hidtil har været anbragt i Anstalten ved Herstedvester i Danmark, kan anbringes i en lukket forvaringsafdeling i Nuuk.

Video giver kortere afstand til retten

Danmarks Domstole har i efteråret 2007 gennemført et forsøgsprojekt med videoafhøring i retssager. Projektet har været en succes for både domstole og brugere og har samtidig vist sig at indeholde flere væsentlige sidegevinster for domstolenes arbejde og image.

Af dommer Henrik Engell Rhod, Retten på Bornholm

En juni-morgen i 2007 samles en arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra Domstolsstyrelsen, byretterne og Devoteam Consulting på Stortorvet i Malmø. De fleste har forinden nydt den korte togtur fra København, medens disen slap sit tag i Øresund. Arbejdsgruppen skal på besøg hos Länsrätten för Skåne Län for at bese rettens video-mødeudstyr og høre om erfaringerne med udstyret, idet et forsøgsprojekt med videomøder ved de danske byretter er i støbeskeen og skal gennemføres inden udgangen af 2007.

Et tilsvarende projekt var gennemført i Sverige og havde banet vej for en regeringsbeslutning om implementering af videomødeudstyr ved samtlige svenske domstole. Norge var ved at gennemføre en tilsvarende forsøgsordning. Nu er turen kommet til Danmark, hvor retsplejeloven i forbindelse med domstolsreformen har fået indsat bestemmelser om anvendelse af videomøder i retten. Endvidere er Danmark internationalt forpligtet til at imødekomme udenlandske myndigheders begæringer om videoafhøringer.

Svensk teknik foran

Besøget i Malmø fandt sted i lensret-tens nybygning, hvis indretning og udstyr hurtigt fremdrog suk af misundelse fra arbejdsgruppens deltagere med tanke på de bygningsforhold og manglende moderne udstyr, som hidtil havde været langt de fleste danske retter til del. Blandt andet var samtlige retssale og mødelokaler indrettet med AV-udstyr, telefonkonference- og tolkefaciliteter, og retssalene var udstyret med alarmanordninger for personalet, blot for at nævne standardudstyret. Flere retssale var tillige indrettet med videomødeudstyr, som arbejdsgruppen fik forevist.

Den svenske løsning og de svenske erfaringer indgik som væsentlige elementer i afsættet for det danske forsøgsprojekt, hvor retterne i Glostrup, Hillerød og Århus og Københavns Byret samt Retten på Bornholm blev udpeget som forsøgsembeder. Endvidere skulle Nyborg Statsfængsel inddrages. I sommeren 2007 blev retningslinjerne for forsøgsprojektet nærmere tilrettelagt i samarbejde med en projektgruppe, hvor også advokater, anklagemyndigheden og andre eksterne aktører deltog.

Tidsplanen var stram, men den holdt. Udstyret blev i slutningen af august sat op ved Retten i Glostrup og Retten på Bornholm som de første forsøgsembeder, og allerede mandag den 3. september 2007 kunne den første retssag med anvendelse af videomøde afholdes ved Retten på Bornholm med deltagelse af en part, der var mødt i et fjernafhøringsrum ved Retten i Glostrup. Efterfølgende har der været afholdt retsmøder i forskellige sagstyper på kryds og tværs mellem forsøgsembederne, efterhånden som udstyret er blevet opsat. Der har endvidere været afholdt flere simulerede retsmøder, for at retternes personale, brugere og projektgruppens deltagere kunne danne sig indtryk af udstyret og anvendelsesmulighederne.

Det tekniske udstyr

Lige fra projektets begyndelse blev der lagt vægt på, at videomødeudstyret skulle opsættes i retssalene på en diskret og præsentabel måde så vidt muligt uden synlig kabling og under stor hensyntagen til retssalens funktion og eventuelle fredningsmæssige forhold. Udstyret skulle tage hensyn til retssalens scenografi og retshandlingens traditionelle dramaturgi. Endvidere var det et afgørende element, at udstyret skulle være let at betjene for dommeren eller protokolføreren. Blandt andet på grund af svenske erfaringer blev det på et tidligt tidspunkt fravalgt at anvende stemmestyrede kameraer. Der skulle med andre ord ikke ske kameraskift, når nogen tager ordet, først når nogen får ordet. Det er fortsat dommeren, der leder retsmødet.

“Der skulle med andre ord ikke ske kameraskift, når nogen tager ordet, først når nogen får ordet. Det er fortsat dommeren, der leder retsmødet.”

Ved Retten på Bornholm, Retten i Århus og i Københavns Byret er der i tre retssale blevet opsat to kameraer samt to lærreder og projektorer (Bornholm) eller to storskærme (Århus og København) samt mikrofoner ved dommeren, anklageren, forsvareren og i vidneskranken. Endvidere er der i retssalene blevet opsat en digital overhead og VGA-indgang for ekstern pc, således at man fra retssalen kan forevise et dokument for personen i fjernafhøringsrummet. Herudover er der i retssalene i Århus og på Bornholm installeret en DVD/VHS-afspiller. Det hele styres af dommeren eller protokolføreren med enkelte tryk på et letoverskueligt touch-panel, der grafisk gengiver retssalens opbygning. Ved samtlige forsøgsembeder er derudover opstillet et mobilt udstyr (på Bornholm dog fastmonteret) bestående af en fladskærm, kamera og mikrofon til brug i fjernafhøringsrum. Som led i forsøget er fjernafhøringsudstyret i Glostrup og Hillerød også blevet forsøgt anvendt som retssalsudstyr for at vurdere det mobile udstyrs anvendelsesmuligheder som ”nær-ende”.

Billed- og lydkvaliteten er generelt blevet vurderet som god. Det er samtidig blevet vurderet, at udstyret i retssale bør være fastmonteret. Det er nemmere at installere fast udstyr på en diskret og præsentabel måde og således, at det faste udstyr understøtter retsmødets dramaturgi. Samtidig kan alle i retssalen, herunder også tilhørere, følge videomødet. Herudover kan udstyret anvendes til AV-præsentationer, når det ikke anvendes til videomøder.

Retten i Horsens. Foto: Station 1.

Hvor det mobile udstyr har vist sine klare fordele som udstyr i fjernafhøringsrum, fordi det kan flyttes rundt mellem rettens forskellige venterum og kontorer, så har det mobile udstyr vist sig mindre hensigtsmæssigt som retssalsudstyr og kan derfor ikke erstatte den fulde retssalsløsning. Ud over at virke som et markant fremmedelement i retssalen kan udstyret ofte kun forudindstilles til anvendelse i en bestemt retssal, eftersom kamerapositionerne ikke vil være de samme fra retssal til retssal afhængigt af retssalens størrelse, opbygning og møblering. Desuden kan tilhørere ikke følge videomødet på det mobile udstyr og udstyret kan ikke anvendes som AV-udstyr i samme omfang som det fastmonterede udstyr.

Touchpanel i Retten på Bornholm.

De praktiske forsøg

Eftersom retsplejelovens bestemmelser om videokonference endnu ikke er trådt i kraft, har det i forsøgsperioden været nødvendigt at indhente samtykke fra aktørerne i de enkelte sager. Det viste sig dog hurtigt ikke at være noget problem med undtagelse af en enkelt civil sag, hvor det manglende samtykke dog mest af alt havde karakter af et forsøg på trænering af sagen. I et enkelt tilfælde ville en arrestant ikke meddele samtykke til en fristforlængelse pr. videomøde, da han herved ville blive ”snydt” for en adspredende tur uden for arresten; i det konkrete tilfælde en flyvetur frem og tilbage mellem København og Bornholm.

I bestræbelserne på at udfinde sager, hvori videokonference med fordel kan anvendes, er der opnået gode erfaringer med senest på de forberedende retsmøder at gøre advokaterne opmærksomme på muligheden for videomøder. På Bornholm blev det mellem retten og anklagemyndigheden aftalt, at anklagemyndigheden allerede ved sagens fremsendelse til retten gør retten opmærksom på, hvorvidt en eller flere afhøringer i sagen egner sig til videomøder. For at koordinere forsøgsembedernes samarbejde omkring reservering af fjernafhøringsrummene, er der tilrettelagt en praktisk fremgangsmåde, hvorefter embederne på grundlag af et skema med nødvendige sagsoplysninger foretager reservationer hos hinanden. Retten, hvor fjernafhøringsrummet er beliggende, journaliserer reservationen som en subsidiær sag og udbetaler eventuel vidnegodtgørelse som i en “almindelig” subsidiær sag. Det vil senere blive overvejet at indrette sagsbehandlingssystemerne således, at embederne har adgang til direkte reservation af andre embeders fjernafhøringsrum.

“I et enkelt tilfælde ville en arrestant ikke meddele samtykke til en fristforlængelse pr. videomøde, da han herved ville blive ”snydt“ for en adspredende tur uden for arresten; i det konkrete tilfælde en flyvetur frem og tilbage mellem København og Bornholm.”

Det letoverskuelige og betjeningsvenlige touch-panel i retssalene viste sig hurtigt, at være af afgørende betydning for den positive modtagelse, som forsøgsprojektet har fået hos personalet ved forsøgsembederne. Med enkelte tryk kan dommeren eller protokolføreren skifte mellem de fastindstillede kamerapositioner eller foretage manuelle justeringer af både retssalens kameraer og kameraet i fjernafhøringsrummet. Mødedeltagerne har generelt oplevet en fin kontakt med personerne ”i den anden ende” og har generelt ikke været i tvivl om, hvem kameraerne aktuelt pegede på. Videomødeformen giver dog også visse udfordringer. Da kameraet ikke kan placeres midt i lærredet/ skærmen, som man kigger på, kan parterne, der samtaler i videomødet ikke altid opnå direkte øjenkontakt med hinanden, og parterne er frataget følelsen af at være i samme lokale. Det er således blevet nævnt, at man kan få følelsen af at have en ”glasplade” mellem parten i retssalen og parten i fjernafhøringsrummet.

Retssikkerhed og it-sikkerhed

Forsøgsembederne og de eksterne mødedeltagere har generelt vurderet retssikkerheden ved et videoretsmøde til at være lige så god som ved et almindeligt retsmøde i de sager, som i forsøgsperioden er blevet afholdt som videoretsmøder. Videoretsmødet vil dog til hver en tid kunne afbrydes og udsættes til et almindeligt retsmøde, hvis hensyn til retssikkerheden eller ordensmæssige hensyn konkret tilsiger det, for eksempel ved afhøringen af et centralt eller vrangvilligt vidne. Visse sagstyper skønnes kun sjældent egnede til videokonference, f.eks. forældremyndighedssager og værgemålssager eller andre personfølsomme sager, hvor den sædvanlige umiddelbarhed i retten er af væsentlig betydning. I øvrigt skønnes videomødeformen anvendelig i langt de fleste almindelige straffesager, herunder fristforlængelser, i civile sager, fogedsager og enkelte skiftesager.

Ud fra it-sikkerhedsmæssige overvejelser kan videoretsmøder indtil videre kun finde sted indenfor domstolene, hvor der er etableret et lukket netværk til brug for netop videoretsmøderne. Det er imidlertid under overvejelse at give mulighed for etablering af eksterne fjernafhøringslokaler, for eksempel hos andre offentlige myndigheder og danske repræsentationer i udlandet eller hos advokater. Det kræver dog forinden grundige overvejelser og særlige løsninger. Det vil kunne medføre ubærlige troværdighedsproblemer for domstolene pludselig at opleve retshandlinger offentliggjort på for eksempel YouTube.

“Visse sagstyper skønnes kun sjældent egnede til video-konference, f.eks. forældremyndighedssager og værgemålssager eller andre personfølsomme sager, hvor den sædvanlige umiddelbarhed i retten er af væsentlig betydning.”

Væsentlige sidegevinster

Med installationen af lærreder/ storskærme, mikrofoner, digital overhead,DVD/VHS-afspiller og VGA-tilslutning for eksterne pc’ere har forsøgsembederne med det faste videomødeudstyr i retssalen mulighed for også at tilbyde AV-præsentationer. Det er ikke længere så som så med rettens værdighed og offentligheden i retsplejen for tilhørerne, og politiet behøver ikke længere at komme trækkende med et gammelt billedrørsfjernsyn eller en bærbar PC med 15” skærm, som alle må samle sig omkring, når der skal afspilles en videosekvens. Anklageren kan nøjes med et elektronisk medium og afspille det på retssalens videoudstyr enten via retssalens DVD/ VHS-afspiller eller en bærbar pc fra sin egen pult. Der bliver ej heller længere trængsel omkring dommeren, når et rids eller andet skal forevises. Det kan forevises for alle tilstedeværende – også tilhørerne – ved anvendelse af overhead’en.

Udstyret kan endvidere anvendes til videomøder internt ved retten mellem retssalen og rettens eget fjernafhøringsrum, hvilket navnlig har sin værdi i situationer, hvor den tiltalte i medfør af retsplejelovens § 856, må føres uden for retssalen under en eller flere vidners forklaring. Når den tiltalte placeres i fjernafhøringsrummet, kan han fortsat følge retshandlingen direkte frem for at måtte nøjes med et referat af forklaringen. Denne anvendelse af systemet indebærer en forbedring af den tiltaltes retssikkerhed, og flere tiltalte har da også frafaldet deres protest mod at blive ført ud, når de er blevet vejledt om, at de fortsat kan følge retshandlingen.

“Det vil kunne medføre ubærlige troværdighedsproblemer for domstolene pludselig at opleve retshandlinger offentliggjort på for eksempel YouTube.”

Økonomi, internationale forpligtelser og fremtiden

Muligheden for videomøder har tilført forsøgsembederne et væsentligt redskab i bestræbelserne på at yde en fleksibel sagsbehandling til gavn for borgerne. Det har i flere sager vist sig muligt at foretage hurtigere berammelser og at undgå omberammelser, når vidner, herunder skønsmænd og lægekonsulenter samt tolke, ikke har måttet afse rejsetid til rejser på tværs af landet for at deltage – ofte kortvarigt – i et retsmøde, men i stedet har kunnet nøjes med en tur ned i den lokale byret. Samtidig er sagens parter blevet sparet udgifter til godtgørelse af rejsetid og tabt arbejdsfortjeneste. Allerede tidligt i forsøgsperioden

stod det endvidere klart, at muligheden for videomøder i fristforlængelser kan indebære væsentlige lettelser i politiets transportopgaver. Derimod vil retterne næppe opleve besparelser i forbindelse med video-møderne. Et retsmøde vil ikke blive gennemført hurtigere, hvad enten en forklaring skal afgives i retssalen eller i et videomøde. En udrulning af videomødesystemet til samtlige retter afhænger derfor nu af, hvorvidt domstolene bevillingsmæssigt kan opnå den fornødne økonomiske ramme til formålet.

“Indførelse af muligheden for videoafhøringer ved samtlige byretter vil bidrage væsentligt til, at byretterne også opfattes som moderne i teknisk henseende.”

Forsøgsprojektet er blevet gennemført sideløbende med mange andre udfordringer for domstolene i reformens første år. I hele forløbet har projektet dog mødt et stort og positivt engagement blandt forsøgsembedernes personale og eksterne aktører, hvilket sammenholdt med projektets gode resultater har haft en ikke uvæsentlig betydning for projektets succes og den positive presseomtale, der er blevet domstolene til del i anledning af projektet. I forbindelse med reformen flytter mange byretter i nye og moderne bygningsmæssige rammer. Indførelse af muligheden for videoafhøringer ved samtlige byretter vil bidrage væsentligt til, at byretterne også opfattes som moderne i teknisk henseende. Disen over byretternes tekniske formåen vil da for alvor lette, som disen lettede over Øresund en juni-morgen i 2007.

Forældremyndighed på nordsjællandsk

Et samarbejde mellem retterne i Helsingør, Hillerød og Lyngby har ført frem til en ny måde at behandle sager om forældremyndighed på. Her skal et forberedende retsmøde i et særligt lokale fremme forligsdrøftelserne. Det betyder øget ressourceforbrug, men også afgørelser af højere kvalitet.

Af dommer Britt Falster Klitgaard, Retten i Helsingør

En samtale i en fiktiv sag om forældremyndighed.

Forældreansvarsloven trådte i kraft 1. oktober sidste år. Som noget nyt kan retten bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed, træffe beslutning om barnets bopæl og blive bedt om også at tage stilling til spørgsmål om samvær. Hvad der er bedst for barnet, er altid et afgørende kriterium, og i alle forhold skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter. Den historiske udvikling af ændringerne i familielovgivningen viser, at gennem alle årene har det været lovgivers ønske, at det bør overlades forældrene at klare så meget som muligt selv.

Ved den seneste lovændring tog Folketinget endda selvstændigt initiativ til at lovgive om fælles forældremyndighed. Loven lægger op til, at vi ved domstolene tænker nyt i forhold til, hvordan vi tilrettelægger den praktiske fremgangsmåde ved sags-forberedelsen. Det er ikke lovens ånd, at vi uden forligsbestræbelser afgør sagerne ved dom. Vi skal træffe afgørelser af en høj kvalitet og på en skånsom måde få oplyst og inddraget navnlig børnenes synspunkter. Børnene trives ikke, når forældrene er i konflikt. At skabe rammer, der kan fremme forligsmuligheder, der sætter forældrene i stand til selv at håndtere problemerne og etablere et samarbejde til bedste for barnet, er blevet en opgave ikke kun for statsforvaltningen, men også for domstolene.

For at kvalificere og understøtte dommernes kunnen har vi ved retterne i Nordsjælland nedsat specialegrupper, så sager om forældremyndighed bliver behandlet af en mindre gruppe jurister ved hver ret. Juristerne holder jævnlige møder, hvor de drøfter, hvad der i de konkrete sager fungerede godt og mindre godt. Løbende justerer vi på praksis i takt med, at vi høster nye erfaringer og ny kunnen. Der er også etableret en kontaktgruppe mellem retterne med det formål at samarbejde og udveksle ideer på et bredere plan.

Børnesagkyndige søges

Vi har besluttet, at dommeren som udgangspunkt skal tale med de berørte børn, fra de er omkring seks til syv år. Der deltager altid en børnesagkyndig i samtalerne. Vi har et væsentligt større behov for at anvende børnesagkyndige i dag, end vi havde tidligere, og et af de første resultater af de tre retters samarbejde i kontaktgruppen var, da vi i oktober måned sidste år indrykkede en annonce i PsykologNyt. Retterne søgte i fællesskab efter interesserede i børnesagkyndigt samarbejde. Vi fik mange velkvalificerede ansøgere og udvalgte 24 børnesagkyndige. De blev delt i tre grupper med henblik på særligt at fungere som samarbejdspartner for én bestemt af de tre retter, men sådan at vi ved behov har mulighed for at trække også på de børnesagkyndige ved de andre retter. Samarbejdet med de børnesagkyndige blev indledt med et fællesmøde i december måned.

Når vi modtager sager om forældremyndighed fra statsforvaltningen, er de stadig præget af reformvanskeligheder og derfor ofte mangelfuldt oplyst. Hvis parterne har advokat, vil vi derfor bede advokaten om et processkrift, og har parten ingen advokatbistand, skriver vi til parten selv og spørger, hvad han eller hun ønsker, at retten skal beslutte i sagen.

En typisk sag vil herefter blive indledt med et forberedende retsmøde. I mødet deltager dommeren, en børnesagkyndig, parterne og eventuelt parternes advokater. Vi ønsker, at forældrene skal frem til dommeren og den børnesagkyndige, så vi kan kommunikere direkte med dem. Helst ser vi, at mor og far også begynder at tale med hinanden.

“Vi har besluttet, at dommeren som udgangspunkt skal tale med de berørte børn, fra de er omkring seks til syv år.”

I Helsingør og Hillerød har vi indrettet særlige mødelokaler til de forberedende retsmøder for at understøtte muligheden for forlig. I lokalet er et lille mødebord med plads til fire personer. Mor og far, dommeren og den børnesagkyndige tager plads ved bordet. Lidt væk fra bordet er der to stole med en lille pult foran. Her kan forældrenes eventuelle advokater tage plads.

Halvdelen bliver forligt

Når vi mødes til de forberedende møder, hilser vi på hinanden, og alle giver hånd. Det er dommeren, der leder mødet. Dommeren sikrer sig, at alle har samme bilag, og at alle har forstået hvilke påstande, der er i sagen. Under drøftelserne ved mødebordet vil det ofte være den børnesagkyndige, der stiller de fleste spørgsmål til forældrene. Typisk vil forældrene for eksempel blive bedt om at beskrive deres børn, eller fortælle om hvordan deres samarbejde har fungeret, hvad der er gået godt, og hvad der er gået mindre godt, og hvad der skal der til, for at det igen kan fungere til bedste for barnet.

Vi forsøger at få forældrene til at se fremad og finde en løsning på problemerne. Vi er meget bevidste om, at forældrene ikke skal have lejlighed til at nedgøre hinanden og på den måde optrappe konflikten. Ind imellem hører vi den kritik mod vores fremgangsmåde, at parterne oplever det forberedende møde i retten som en gentagelse af det møde, de lige har haft i statsforvaltningen. Det er imidlertid vores erfaring, at flere møder med parterne gør, at parterne rykker sig, og at der kan åbnes muligheder for forlig, som i sidste ende er det bedste for børnene. Derfor gør vi forsøget. Da forældreansvarsloven kun har været i kraft i få måneder, er det svært at udtale sig om statistik. Vores forsigtige gæt er dog, at bruger vi de nødvendige ressourcer, slutter vi omkring halvdelen af sagerne ved forlig.

Bliver sagen ikke forligt på det første forberedende møde, skal der typisk være en børnesamtale. Inden vi siger farvel ved det forberedende møde, aftaler vi tidspunktet for børnesamtalen og for et efterfølgende retsmøde. Vi drøfter også med forældrene, hvordan barnet mest nænsomt bliver bragt til og fra retten.

I dag holder vi børnesamtaler på dommerens kontor eller i mødelokaler, men i Helsingør har vi planer om et ”børneværelse”. Vi er ved at indrette et hyggeligt lille rum med glade billeder i varme farver på væg-gene. Der skal være en lille kurv med lidt legetøj og selvfølgelig også både papir og farveblyanter. Mange børn vil gerne tegne eller nusse med et lille stykke legetøj, mens vi snakker med dem. Der er også altid lidt juice eller andet på bordet, som barnet kan få at drikke.

På baggrund af forløbet af børnesamtalen og det forberedende møde drøfter den børnesagkyndige og dommeren sammen mulighederne for forlig. Er det udsigtsløst, bliver næste retsmøde en sædvanlig hovedforhandling i et almindeligt retslokale, hvor advokaterne kan stille spørgsmål til parterne og procedere sagen. Ser vi en mulighed for forlig, tager vi et yderligere møde med forældrene omkring det lille mødebord. Hvis det ikke bærer frugt, og vi må opgive tankerne om forlig, kan vi eventuelt med det samme lade mødet gå over i en egentlig hovedforhandling, men ofte vil tiden være så fremskreden, at vi bliver nødt til at udsætte sagen og beramme yderligere et retsmøde.

“Det føles godt, at man som dommer har gjort en forskel og afleveret et stykke første klasses arbejde.”

Ressourcekrævende kvalitetsløft

Førend en sag om forældremyndighed kan sluttes ved forlig eller dom, har vi sædvanligvis holdt ikke under to til tre møder og ofte også en børnesamtale. Vi afsætter som udgangspunkt to timer pr. møde. Dommeren bruger i dag langt mere tid end tidligere, hvor tilsvarende sager blev afgjort efter et enkelt retsmøde á to til tre timers varighed. Det er nødvendigt at bruge mere tid, hvis vi skal præstere det væsentlige kvalitetsløft i sagsbehandlingen, der er tiltænkt med den nye forældreansvarslov. Samtidig modtager vi et ganske betydeligt antal forældremyndighedssager ved retterne. Efter en træg start, da de nye regler trådte i kraft, er der i dag god fart på sagstilgangen. Ved Retten i Helsingør modtager vi i gennemsnit mere end en ny sag om dagen. Det har ført til, at vi i Helsingør har besluttet at foretage en tidsregistrering, så vi kan få et mere sikkert indtryk af det gennemsnitlige forbrug af juristtimer til en almindelig sag om forældremyndighed.

Sager om forældremyndighed er svære sager, der har stor betydning navnlig for de berørte børn. Selv med den bedste indsats fra både dommer og børnesagkyndig er det langt fra alle sager, der kan løses med et forlig til bedste for barnet. Men vi jubler, hver gang det lykkes. Når vi står med en sag, hvor mor forlod vejledningsmødet i statsamtet i vrede, og vi alligevel får en positiv dialog på det forberedende møde, og efter en børnesamtale kan hjælpe forældrene til et forlig, hvor barnet med begge forældres indforståelse flytter fra mor til far, og der aftales nogle gode rammer for det fremtidige samarbejde og samvær, har vi en succes. Det føles godt, at man som dommer har gjort en forskel og afleveret et stykke førsteklasses arbejde. Det overstiger langt glæden ved at have en dom mindre, der skal skrives.

Regeringens sparringspartner

En særlig afdeling gennemfører dommernes afgørelser. Dommerne arbejder som ambassadører, og de rådgiver den siddende regering. En dansk højesteretsdommer har besøgt den franske forvaltningsdomstol.

Af Jon Stokholm, højesteretsdommer

I midten af Paris danner Palais Royal de fornemme rammer for den franske forvaltningsdomstol, Conseil d´Etat.

Ikke alt, der forekommer os naturligt, er naturligt. Vi er for eksempel vant til, at der kun er én Højesteret. Sådan behøver det ikke være. I Frankrig har man adskillige af slagsen. Den øverste franske forvaltningsdomstol er Conseil d’État.

Conseil d’État har sit sæde i det smukke Palais Royal i hjertet af Paris, i det gamle palads, som blev opført af kardinal Richelieu i 1624. Her deler man plads med den sidste højesteret, som er Conseil Constitutionnel, forfatningsdomstolen.

Jeg havde lejlighed til at opholde mig dér i to uger i september 2007 for at se, hvorledes det går for sig. Et af grundprincipperne i dansk forvaltningsret har sit udspring i Conseil d’États praksis om détournement de pouvoir (magtfordrejning), og Poul Andersens disputats om ugyldige forvaltningsakter er netop baseret på et grundigt studium af Conseil d'États praksis, hvis fingeraftryk også mærkes i tysk forvaltningsret og i domstolens praksis.

Conseil d’État har en åben holdning til samarbejde med andre jurisdiktioner. Dette gælder selvfølgelig først og fremmest inden for de francophone områder og EU, men også uden for Europa er der stærke forbindelser. Paradoksalt nok er den stærkeste samarbejdspartner ikke – som man kunne tro – den tyske øverste forvaltningsdomstol, men House of Lords i London. Jeg blev modtaget med åbne arme af den seniorjurist, hvis enest opgave er at tage sig af udenlandske besøgende. Der var lagt et fint – og ikke for anstrengende – program for mig med besøg i de forskellige afdelinger.

Rådgiver for regeringen

Til forskel fra Danmark er det vigtigt at holde sig for øje, at Conseil d’États historiske hovedfunktion er at være rådgiver for regeringen. Dette giver sig formelt udtryk i, at premierministeren er formand, mens den reelle leder, Jean-March Sauvé, har titel af vicepræsident. Det siger noget om Conseil d’États prestige i det franske system, at vicepræsidenten anses for den fornemste franske embeds-mand. Den rådgivende funktion vedrører kvalitetskontrol af udkast til love og bekendtgørelser, før de fore-lægges for regeringen med henblik på fremsættelse i den lovgivende forsamling efter endelig behandling i plenarmøde. Denne gennemgang giver sig udslag i en skriftlig udtalelse om lovmedholdeligheden og hensigtsmæssigheden i den foreslåede regulering. Conseil d’État vil også beskæftige sig med foreneligheden med fællesskabsretten.

“Den rådgivende funktion vedrører kvalitetskontrol af udkast til love og bekendtgørelser, før de forelægges for regeringen med henblik på fremsættelse i den lovgivende forsamling efter endelig behandling i plenarmøde.”

Åbner fransk tørklædedebat

Conseil d’État afgiver en gang om året en rapport til republikkens præsident om sit arbejde og vil heri indikere spørgsmål inden for det forvaltningsmæssige område, som der bør tages fat i. Det var således Conseil d’État, der i en rapport åbnede for debatten om brug af tørklæde i det offentlige rum, for eksempel på skoler i samspil med princippet om laïcité (verdslighed), som er fundamentalt i fransk forfatningstænkning.

Den rådgivende funktion er fremmed for en dansk dommer. Men er velsagtens inspirationen til de tanker, der fra tid til anden har været fremsat om indførelse af en slags uafhængigt forfatningsråd i Danmark til at tjekke lovmedholdeligheden af regeringens forslag. Der er aldrig blevet noget ud af det, og det bliver der formentlig heller ikke. De franske kolleger spurgte interesseret til, hvorledes denne funktion blev varetaget i Danmark, hvortil jeg noget nølende måtte svare, at denne funktion, hvis den findes, varetages af justitsministeriets lovafdeling, og at det er en fremgangsmåde, som alle vist – når det kommer til stykket – er godt tilfredse med. De franske dommere indvendte med undren, at denne bedømmelse og rådgivning da må forudsætte uafhængighed og ikke kan foretages af regeringens embeds-værk. Hertil var vel kun at sige, at til syvende og sidst må det komme an på de pågældende embedsmænds integritet, og at det ikke hidtil havde været noget problem i Danmark, men at man i Danmark i og for sig havde blik for det principielle i sagen.

Inspireret af dansk lovgivningsproces

Conseil d’États 2007-rapport rejser spørgsmålet om forholdet mellem den franske forvaltning i bredeste forstand og fællesskabsretten. Frank-rig er et af de lande, som er længst bagud med at transformere fællesskabsretten. Dette var faldet Conseil d’État for brystet i en tid, hvor Frankrig står for at overtage formandskabet for EU. Det var interessant for en udenlandsk gæst at høre lidt mere uformelle kommentarer til dette spørgsmål.

Det kom klart her igennem, at i den franske regerings og centraladministrations optik er EU’s væsentligste opgave at være løftestang for fransk indflydelse i Europa og uden for Europa og at være “malkemaskine” for økonomiske tilskud til det franske landbrug. Meget groft sagt kan det siges, at forvaltningskulturen er den, at gennemførelse af forordninger og direktiver fra Bruxelles i national ret ikke rigtigt har været meningen, og i hvert fald ikke har været givet nogen høj prioritet. Conseil d’État vil ændre denne træghed. Det er også faldet Conseil d’État for brystet, at den franske indflydelse på lovgivningsprocessen i Bruxelles er minimal, ikke mindst i forhold til den indflydelse, som England, og, navnlig et lille land som Danmark, kunne have og rent faktisk udøver her. Conseil d’État havde studeret det danske embedsværks måde at håndtere lovgivningsprocessen på i forhold til interesseorganisationerne (juridisk specialudvalg etc.) og i forhold til parlamentet, og faktisk foreslår man en re¬form i Frankrig efter dansk mønster. Det kan jo ikke andet end glæde.

Dagligdagen i retten

Herudover fungerer Conseil d’État som domstol. Conseil d’État er tredje-instans i forhold til Tribunaux Administratifs, hvoraf der er 35, og Cours Administratives d'appel, hvoraf der er syv. I visse sager af større betydning er Conseil d’État første og sidste instans. Man er også 1. instans vedrørende valgspørgsmål på regionalt og kommunalt plan.

Conseil d’État arbejder i specialiserede sektioner, for eksempel vedrørende skat, offentlige arbejder og socialretten. Sagsbehandlingen er skriftlig og går igennem forskellige forberedende faser. Det er ikke på nogen måde udtryk for den koncentrationsmaksime, som vi kender herhjemme, og forekommer ganske langsommelig med gentagelser og indledende drøftelser, før man når hovedforhandlingen. En mundtlig hovedforhandling og votering er relativ kortvarig for hver sag. De mødende advokater henholder sig til de skriftlige indlæg.

“Conseil d’État havde studeret det danske embedsværks måde at håndtere lovgivningsprocessen på i forhold til interesseorganisationerne (juridisk specialudvalg etc.) og i forhold til parlamentet, og faktisk foreslår man en reform i Frankrig efter dansk mønster.”

Derefter får regeringens kommissær ordet. Han gennemgår mundtligt et par procedurer af en halv times varighed. Herefter er den offentlige høring slut, og voteringen går i gang. Her forelægges sagen af den udpegede rapportør, hvorefter der voteres i en lidt mere fri diskussion i en stor forsamling. Regeringens kommissær deltager i drøftelsen. Dette sidste forekommer noget overraskende efter danske forhold, men forekommer alle franske helt naturligt. Det ligger nok i, at regeringens kommissær har en uafhængig stilling og delvis er fast tilknyttet Conseil d’État. Sagsbehandlingen slutter med, at der gennemgås et domsudkast, som er ganske kortfattet. Der hovedfor-handles og voteres en gang om ugen i hver sektion. Det tager en eftermiddag, hvor man når 10-20 sager. Undertiden bliver klokke 21, før man kan gå hjem.

I alt beskæftiger Conseil d’État ca. 360 sektionspræsidenter, “Conseilliers d’État”, eller de yngre assisterende “maitres des requêtes" eller “auditeurs”. Hvortil kommer kontorpersonalet. Der afgøres årligt 10-12.000 sager.

Dommere også ambassadører

Medlemmerne rekrutteres hovedsagelig fra Ècole National d’Administration; hovedparten af dommerne kommer direkte derfra op gennem retten, mens en vis kvote af stillingerne er reserveret til rekruttering udefra.

Alle har haft skiftende tjeneste i centraladministrationen og/eller de store statsejede selskaber eller som finansinspektør. I øvrigt forekommer det også ofte, at dommerne, mens de er i Conseil d’État, midlertidigt gør tjeneste i andre grene, for eksempel i de store offentligt ejede virksomheder, i udenrigstjenesten som ambassadører, generalkonsul eller som formænd for lovforberedende udvalg, præfekt, styrelseschef eller lignende.

“For en dansker var det interessant at blive konfronteret med den særlige afdeling, der tager sig af eksekution af afgørelserne.”

En spændende og udviklende tankegang, som er helt anderledes end det rigide karrieremønster, vi har herhjemme. Der er ingen tvivl om, at conseilliers er indehavere af et meget prestigefyldt job, som tiltrækker de allerbedste blandt de franske talenter.

Særlig afdeling for gennemførelse af dommen

For en dansker var det interessant at blive konfronteret med den særlige afdeling, der tager sig af eksekution af afgørelserne. Forholdet er det, at de franske myndigheder, som taber en sag, ikke automatisk bøjer sig for dommen, og der er således behov en særlig slags fuldbyrdelsesprocedure. Det kom som noget af et kulturchok for de franske dommere at høre, at noget sådant har vi ikke brug for i Danmark, idet myndighederne altid bøjer sig for domstolenes afgørelser. En væsentlig del af forskellen er nok også, at en væsentlig del af prøvelsen af danske forvaltningsmyndigheders afgørelser jo sker i administrative nævn og kommissioner og ikke ved domstolene. Domstolenes prøvelse er noget begrænset.

Sammenfattende kan man sige, at det var lærerigt at sammenligne den måde, forvaltningsretten gribes an på herhjemme og den måde, det sker i Frankrig. Konklusionen var imidlertid, at vi næppe har så meget at lære af det noget tungt kørende franske system, men det er i høj grad en relevant konklusion. Jeg kan således anbefale andre dommere, som interesserer sig for forvaltningsret, at tage turen til Frankrig. Det fordrer kun to ting, at man taler hæderligt fransk – men franskmændene er meget åbne og forstående over for vort hakkende fransk – og at man selv er villig til at finansiere opholdet, idet statskassen ikke yder støtte til en sådan kompetenceudvikling. Det bør imidlertid ikke forhindre nogen i at tage turen.

Vidensvogterne

De holder rettens vidensressourcer ved lige. Opgaven er vigtig, men der er kun fem bibliotekarer i Danmarks Domstole – endnu.

Af kommunikationsmedarbejder
Maria Louise West-Hansen, Domstolsstyrelsen

Retten på Frederiksberg. Station 1.

“Vi har stort set ikke nogen sager, hvor biblioteket ikke bliver brugt til at finde litteratur,” pointerer Eva Brit Nårstad. Hun arbejder som vikar for bibliotekaren i Højesterets bibliotek, som dagligt tiltrækker rettens dom-mere og fuldmægtige i jagten på de lovtekster, betænkninger, rapporter og anden information, de har brug for i arbejdet med deres sager.

Eva Brit er én af de i alt fem bibliotekarer, der er ansat ved biblioteker i Danmarks Domstole. Myrna Andersen står for biblioteket i Vestre Landsret, Trine Søndergaard arbejder på biblioteket i Retten i Glostrup, mens Susanne Ringby sammen med Nille Wagner står i spidsen for bibliotekerne i Østre Landsret, Sø- og Handelsretten og Københavns Byret.

Et job med mening

Nogen forestiller sig måske, at bibliotekarer får det meste af arbejdsdagen til at gå med at stemple bøger ind og ud og stille dem på plads. Men spørger du Trine, Eva Brit, Myrna, Susanne og Nille, er bibliotekarjobbet meget mere end det.

“Vi har stort set ikke nogen sager, hvor biblioteket ikke bliver brugt til at finde litteratur.”

“Vi er en hjælp til, at dommerne og fuldmægtigene kan vedligeholde og opdatere deres viden,” mener Eva Brit. Det skal ikke alene forstås sådan, at bibliotekarerne hjælper dommerne med at finde en bog frem til en sag: “Det handler ikke kun om informationssøgning, men lige så meget om at organisere biblioteket,” understreger Nille.

Bogsamlingen skal opdateres, så dommerne har adgang til den nyeste litteratur, den bliver katalogiseret, så den er nem at søge i, bøgerne bliver opstillet i emner, for at medarbejderne kan danne sig et overblik over al litteraturen på et område, og samtidig sørger bibliotekarerne for at reklamere for de nye bøger på nyhedslister, så medarbejderne kan holde sig ajour med den nyeste litteratur.

“Vi er en hjælp til, at dommerne og fuldmægtigene kan vedligeholde og opdatere deres viden.”

Men bibliotekarjobbet handler naturligvis i høj grad om informationssøgning, og indimellem skal det gå stærkt. Under store straffesager har Susanne et par gange prøvet, at dommerne kommer løbende op på biblioteket i deres kapper. Så er der dukket noget op, der skal undersøges nærmere her og nu.

“Man lodder lynhurtigt stemningen, og enten ved man, at man skal holde sig langt væk, fordi der er sved på dommernes pander, eller også bliver man bedt om lynhurtigt at finde det dommerne mangler. Det giver også sved på panden, men det er nu mere på min,” fortæller Susanne.

Ifølge Trine, som har været projektansat bibliotekar i Retten i Glostrup siden september, kan bibliotekarer bruges til mere i retterne, end man måske forestiller sig rundt omkring i Danmarks Domstole.

“Under store straffesager har Susanne et par gange prøvet, at dommerne kommer løbende op på biblioteket i deres kapper. Så er der dukket noget op, der skal undersøges nær-mere her og nu.”

“Bibliotekaren kan jo mere end hard-core biblioteksopgaver. Man kunne for eksempel arbejde med inter- og intranettet, arkivering, journalise-ring, arbejde med at effektivisere informationsflowet i forbindelse med arbejdsgange og meget mere.”

Det kræver sin bibliotekar

Bibliotekarerne har i en årrække været et fast element i de overordnede retter. Højesteret fik sin første bibliotekar i 1983. Østre Landsret fulgte efter i 1990, hvor Susanne blev ansat, mens Myrna blev fastansat i Vestre Landsret i 2002. Ud over Københavns Byret, som Susanne og Nille hjælper i en del af arbejdstiden, var det første gang en byret fik en bibliotekar, da Retten i Glostrup i september ansatte Trine på projektbasis.

“Ifølge Trine, som har været projektansat bibliotekar i Retten i Glostrup siden september, kan bibliotekarer bruges til mere i retterne, end man måske fore-stiller sig rundt omkring i Danmarks Domstole.”

Men ifølge de fem retsbibliotekarer kan der være udsigt til flere bibliotekarer i byretterne. Domstolsreformen har nemlig skabt større retter, der, i takt med at de sammenlagte retter flytter sammen under samme tag, også får betydeligt større biblioteker. Det var baggrunden for, at Trine blev ansat i Retten i Glostrup.

“Grunden til, at jeg blev ansat, var jo reformen. Hvis alle bøgerne fra de syv retter, der blev sammenlagt i Retten i Glostrup, skulle registreres, så skulle de have hjælp til det. Inden jeg blev ansat, var dommerne selv begyndt at registrere alle bøgerne i Excel-ark. Men da de havde registreret ti bøger, indså de, at det nok kom til at tage lang tid, og at de hellere måtte ansætte en bibliotekar til at klare opgaven.”

Opgaven indebar, at der skulle bygges et helt nyt bibliotek op fra bunden. På Trines første arbejdsdag blev hun mødt af et rum uden skrivebord og telefon og med kun syv bogreoler til de tusindvis af bøger, der lå pakket i de 200 flyttekasser.

“På Trines første arbejdsdag blev hun mødt af et rum uden skrivebord og telefon og med kun syv bogreoler til de tusindvis af bøger, der lå pakket i de 200 flyttekasser.”

“Allerede på min første dag stormede dommerne ind, kastede et blik på de 200 flyttekasser med bøger i og spurgte så ængsteligt: “Hvornår pakker du biblioteket ud? Det haster altså, for vi har jo sager,” fortæller Trine, som dermed hurtigt fik øjnene op for, hvor afhængige rettens medarbejdere er af et velfungerende bibliotek.

Trine har siden fået stablet Retten i Glostrups bibliotek på benene. Undervejs er hun blevet mange erfaringer rigere. For eksempel opdagede hun, at det er en god idé at pakke bøgerne med bogryggene opad i flyttekassen. På den måde er det meget lettere at overskue indholdet af den enkelte flyttekasse. Et andet tip er ikke at købe lagerreoler til bibliotekerne. Hylderne er for glatte, og enderne er ikke lukkede, så bøgerne falder alt for nemt ud. Trine og de andre bibliotekarer opfordrer derfor de retter, der skal flytte deres biblioteker, til at tage kontakt til dem for at få et par gode råd med på vejen. ”Det kan spare dem så meget tid,” forsikrer Trine.

Bibliotekar i et informationssamfund

Bibliotekarjobbet har i høj grad ændret sig, siden Højesteret i 1983 fik sin første bibliotekar. Computere og internet har åbnet for et helt nyt univers af informationer og måder at søge på, og det har sat sit præg på bibliotekarernes arbejde. Også på retternes biblioteker.

“Susanne, Trine og de tre andre er enige om, at de som bibliotekarer kan tilbyde mere nu end før computerens og internettets tidsalder.”

Susanne, Trine og de tre andre er enige om, at de som bibliotekarer kan tilbyde mere nu end før computerens og internettets tidsalder. Og samtidig er den tid, der går, fra brugeren går i gang med at søge en tekst, og til han eller hun står med den i hænderne, blevet kortere.

“Nu kan vi søge i alverdens biblioteker via internettet. Mange gange ligger teksterne jo som dokumenter, man kan printe ud, og så har vi det jo i løbet af ingen tid. Det synes jeg er fantastisk. På den måde er det blevet meget lettere at være bibliotekar,” siger Susanne.

Eva Brit peger også på den fordel, at man kan søge på et bestemt udtryk eller ord i de elektroniske tekster. Før skulle medarbejderne hen og bladre en hel bog igennem. Derfor mener hun, at man med fordel kunne gøre endnu flere tekster, for eksempel også ældre lovtekster, elektronisk tilgængelige.

På spørgsmålet om, hvad fremtiden bringer for bibliotekerne, peger de fem retsbibliotekarer på, at langt flere tidsskrifter og bøger bliver elektroniske. Men det er ikke ensbetydende med, at vi, når vi om ti år træder ind i biblioteket, vil opleve et rum uden kilometer-vis af hylder og kun med computere.

“Det kan godt være, der vil komme flere elektroniske tidsskrifter i fremtiden, men bibliotekerne vil stadig bestå af bøger.”

“Det kan godt være, der vil komme flere elektroniske tidsskrifter i fremtiden, men bibliotekerne vil stadig bestå af bøger,” siger Nille.

Selvom den juridiske litteratur måtte bevæge sig i retning af flere skærmtekster frem for trykte bøger, vil medarbejderne formentlig også i fremtiden støde på bibliotekarer i en del af retternes biblioteker. Informationssamfundet med dets overflod af oplysninger og viden gør ikke bibliotekarernes rolle mindre vigtig, mener Eva Brit.

“Vi lever i et informationssamfund, og derfor er vi bibliotekarer vigtige til at hjælpe med at finde, systematisere og vedligeholde viden.”

Kolofon

Titel:
DANMARKS DOMSTOLE nr. 40, marts 2008

Emneord:
Procesbevillingsnævnet, Reform, Grønlands retsreform, Videoafhøring, Forældreansvarsloven, Internationalt, Bibliotekarer

Resumé:
Tidskrift for ca. 2.500 ansatte ved domstolene, i Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen samt interesserede brugere.

Noter:
Næste nummer af  Danmarks Domstole udkommer den 1. juni 2008.
Der er deadline for indlæg den 23. april 2008.

Udgiver:
Domstolsstyrelsen

Ansvarlig institution:
Domstolsstyrelsen

Copyright:
Domstolsstyrelsen

Redaktion:
Wolf, Adam (Ansvarlig iflg. medieansvarsloven)
Melchior, Emil
West-Hansen, Maria Louise

Anden bidragyder:
Schultz Grafisk (elektronisk udgave)
Koefoed, Jette (Grafisk tilrettelæggelse)
Jensen, Anton M. (Grafisk produktion)

Sprog:
dan

URL:
http://www.domstol.dk/

ISBN nr. Elektronisk version:
978-87-92367-06-8

ISBN nr. Trykt version:
87-91123-61-5

ISSN nr. Elektronisk version:

ISSN nr. Trykt version:
1601-7137

Version:
1.0

Versionsdato:
2008-03-01

Publikationsstandard nr.:
2.0

Formater:
html, gif, jpg, pdf, css

Udgiverkategori:
Statslig

| Forside | | Top |

Denne side er den samlede publikation i HTML af publikationen "DANMARKS DOMSTOLE nr. 40, marts 2008".
Version nr. 1.0 af 01-03-2008

© Domstolsstyrelsen 2008.

Domstolsstyrelsen  | Store Kongensgade 1-3  | 1264 København K.  | Telefon: 70103322  | Fax: 70104455  | Email: post@domstolsstyrelsen.dk