DANMARKS DOMSTOLE nr. 31, marts 2006
Et “retssamfund” syd for ækvator
Strand ud for hovedstaden Maputo i Mozambique.
Administrerende dommer Torben Goldin blev ansat som Senior Technical Advisor for DANIDA ved Mozambiques Højesteret. I denne artikel beskriver han de mange problemer, som Mozambiques retsvæsen står over for.
Af administrerende dommer Torben Goldin, Retten i Lyngby
I 2003 fik jeg bevilget orlov i forbindelse med en 2-årig ansættelse som Senior Technical Advisor for DANIDA ved Mozambiques Højesteret. Ifølge planen skulle jeg være tilknyttet Højesterets ledelse (præsidenten og vicepræsidenten) som daglig rådgiver i forbindelse med indførelse af sagsbehandlingssystemer inden for civil- og strafferetsplejen. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Mozambiques Højesteret indtager samme position inden for retsvæsenet i Mozambique, som Domstolsstyrelsen gør det i Danmark. Mit arbejde måtte desværre – af grunde, som jeg ikke har plads til at komme ind på her – ophøre før tiden. Dette skal imidlertid ikke afholde mig fra at beskrive de problemer, som Mozambiques retsvæsen – og dermed landets indbyggere – står over for nu og i de kommende mange, mange år. Det kan nemlig måske sætte vores egne “problemer” inden for de danske domstole lidt i relief.
Den 25. juni 1975 erklærede Mozambique, der indtil dette tidspunkt havde været en portugisisk koloni, sig som en uafhængig republik. Portugiserne forlod landet samme nat og efterlod Mozambique i totalt kaos. Næsten ingen højere uddannede – portugisere eller mozambikanere – forblev tilbage. De to frihedsbevægelser, RENAMO og FRELIMO, begyndte umiddelbart efter en bitter strid om magten over landet, som blev kastet ud i en årelang blodig borgerkrig, der sendte over fem millioner mozambikanere på flugt. I 1983 gik landet konkurs, men kampene mellem FRELIMO og RENAMO fortsatte, indtil en fredsaftale blev indgået i 1992.
Torben Goldin og en lokal distriktsdommer.
En succes?
Vestlige donorer begyndte at stå i kø for at tilbyde landet sin hjælp, og fremtiden så relativ lys ud for landet, der dukkede op til overfladen efter 17 års borgerkrig. Årene efter fredsafslutningen har da også gennemgående været præget af stor økonomisk fremgang for Mozambique, der – sine store problemer til trods – stadig fremstår som en afrikansk succeshistorie. Landet er dog fortsat præget af udbredt fattigdom, sygdom, forfald og dårlig infrastruktur, med en lille magt-elite, som – bl.a. ved hjælp af korruption og anden kriminalitet – har tilranet sig en betydelig del af landets midler, herunder fra udenlandske donorer, ofte i et efter forholdene helt grotesk omfang. Statsformen er – officielt – et civilt, demokratisk flerpartistyre med en præsident som statsoverhoved, valgt for fem år, men kritik af systemet undertrykkes, undertiden ved hjælp af blodige attentater, bl.a. på åbenmundede journalister og ledende, ærlige erhvervsfolk, der har en uheldig tendens til at falde ud af vinduer fra stor højde.
Lokal markedsplads.
“ En række af distriktsdomstolene (byretterne) er endnu ikke bemandet med dommere med det resultat, at eventuelle parter må bevæge sig adskillige hundrede kilometer, hvis man ønsker at kontakte en domstol. ”
I kolonitiden havde Mozambique i realiteten to selvstændige retssystemer. Et for europæerne, som lå meget tæt op ad det portugisiske system, og et andet for resten af befolkningen.
Dette andet system var styret af lokale stammeråd, hvor høvdingen afgjorde sagerne efter sædvane og almindelig sund fornuft. Efter uafhængigheden i 1975 overtog selvstyret begge retssystemer, som imidlertid nu blev forenet til ét system, således at der var mulighed for at indbringe sagerne fra stammerådene for det “officielle” retssystem, som også optrådte som rådgivere for de lokale råd. Efter en forfatningsændring i 1990 opgav man imidlertid forbindelsen mellem det uofficielle og officielle system, således at man i dag kun har et helt traditionelt retssystem med (ca. 145) distriktsdomstole, (11) provins-(lands)retter og (én) højesteret. Dette har dog ikke forhindret det gamle, uofficielle system i at fortsætte, om end på nu helt ukontrolleret basis. Men med en sådan “succes”, at man regner med, at kun ca. 15 procent af landets retssager afgøres ved de officielle domstole! Resten af sagerne afgøres i forskellige konfliktråd, mange gange utvivlsomt uden at “dommerne” har noget kendskab til landets love og forfatning. Det gør dog ikke den store forskel, jf. nedenfor.
Få jurister
En række af distriktsdomstolene (byretterne) er endnu ikke bemandet med dommere med det resultat, at eventuelle parter må bevæge sig adskillige hundrede kilometer, hvis man ønsker at kontakte en domstol.
Tøjvask lidt uden for Maputo.
Kun ganske få dommere i distriktsdomstolene er i øvrigt jurister. Resten er lægfolk, som har gennemgået et kort juridisk kursus. Kun ved provinsretterne og i Højesteret er alle dommere jurister.
Der eksisterer ikke en pålidelig statistik over arbejdet i landets domstole. Kun provinsretterne og Højesteret udarbejder statistikker, men indberetninger sker tilfældigt, og data unddrager sig enhver form for kontrol. Der findes ingen klare retningslinier for, hvorledes statistikkerne skal udarbejdes. Distriktsretternes statistik er i praksis ikke-eksisterende. Procesformen, der er arvet fra portugiserne, er tung og bureaukratisk, idet lovene stadigvæk i alt væsentligt er de gamle portugisiske, koloniale love, som var i kraft, før Mozambique opnåede sin uafhængighed i 1975. Processerne ved domstolene er derfor præget af ineffektivitet og formalisme. Appelmuligheder under processen udnyttes til det yderste, og sagerne er ofte op til 10-20 år gamle. Nogle sager forsvinder – nogle gange på grund af tyveri (bl.a. foretaget af rettens ansatte, som er blevet bestukket hertil), andre gange på grund af insekter og almindelige klimatisk betingede forhold. Sagsbehandlingen er stort set 100 procent manuel. Der findes således ikke computeriserede sagsbehandlingssystemer, som vi kender det fra Danmark.
Bestikkelse
Forkyndelsessystemet er et kapitel for sig. Stævningsmænd bestikkes ofte til at undlade forkyndelsen. Dertil kommer helt reelle, store vanskeligheder med at finde folk i et land, hvor der ikke findes noget folkeregister. Straffesager gennemføres ofte med en tilkaldt retsbetjent eller frivillig læg bisidder som forsvarer. Også anklagerne mangler undertiden. Fængslerne er overfyldte og er af uhyggelig ringe standard. Ulovlig indespærring forekommer ofte. Både civil- og straffesystemet anvender lægdommere. Lægdommerne blev oprindeligt udnævnt i 1980-erne, og der har siden ikke været væsentlige nyudnævnelser. En række af lægdommerne er derfor enten døde, forsvundet eller har opgivet at fungere som følge af, at de ikke – som foreskrevet i loven – får udbetalt deres meget beskedne honorar for at medvirke i sagerne.
“ Forkyndelsessystemet er et kapitel for sig. Stævningsmænd bestikkes ofte til at undlade forkyndelsen. Dertil kommer helt reelle, store vanskeligheder med at finde folk i et land, hvor der ikke findes noget folkeregister. ”
Højesteret har p.t. syv dommere. Heraf fungerer den ene – rettens præsident – dog i praksis ikke som dommer, men alene som administrativ chef for landets domstole samt formand for en række råd. Over hele landet er antallet af verserende sager stadigt voksende, selv om der også er sket en stigning i domstolenes produktivitet. I 2003 afsluttede Højesteret officielt 123 sager. I parentes bemærket har Højesteret flere tusinde verserende sager.
Mange problemer
Domstolene har i øvrigt alle mulige, tænkelige problemer, herunder mangel på kvalificeret personale, materialer, egnede lokaler (herunder toiletter o.l.), litteratur og kommunikationsmuligheder. Kun fem procent af landets distriktsdomstole har således telefon og el. It er i praksis ikke eksisterende. Postvæsenet er ubrugeligt, så al kommunikation mellem retterne sker ved personlig henvendelse. Det lokale Lovtidende når kun frem til domstolene i provinserne med store forsinkelser. En række af dommerne har således utvivlsomt ikke adgang eller kendskab til gældende lovgivning.
Retternes budget forhandles mellem Højesterets præsident og Finansministeriet. Der er dog alene tale om et udgiftsbudget. Retternes indtægter (retsafgifter o.l.) indgår således ikke i budgettet for domstolene, hvis indtægter i realiteten derfor er ukendt af andre end et fåtal personer inden for retsvæsenet. Der er ingen reel kontrol med, hvad der betales i retsafgift, og hvor stor en del af beløbene, som domstolene (i princippet retmæssigt) beholder.
Det er på ovennævnte baggrund forhåbentlig åbenbart, at Mozambiques retssystem tiltrænger betydelig hjælp udefra. Det får man også, bl.a. fra Danmark, der i en årrække har været en væsentlig donor inden for retssektoren. Der var således i årene 2002 -2005 afsat ca. 70 millioner DKK i dansk støtte til sektoren. Problemet er bare, at pengene forsvinder ud i det blå. Og der sker stort set ingen fremskridt, snarere tværtimod. Sagspuklerne og korruptionen vokser dag for dag i alle instanser. Det efter min mening endnu mere triste i denne forbindelse er bl.a., at Danmark tilsyneladende (lige som det øvrige internationale retssamfund) igennem år har accepteret denne tilstand – og vedbliver med at gøre det.
Jeg håber, at ovenstående lille beretning har givet stof til eftertanke. Hvad har vi egentlig af problemer i domstolssystemet i Danmark?
“ Der var således i årene 2002 -2005 afsat ca. 70 millioner DKK i dansk støtte til sektoren. Problemet er bare, at pengene forsvinder ud i det blå. ”
Om Mozambique
Mozambique ligger i Afrikas sydøstligste hjørne og grænser op til bl.a. Sydafrika, Zimbabwe og Tanzania. Landet er ca. 18 gange større end Danmark, men befolkningen er “kun” på ca. 18 millioner, hvoraf ca. halvdelen er under 15 år. Ca. to millioner bor i hovedstaden Maputo. Mozambique har et af verdens største antal HIV-ramte indbyggere (ca. 2 1/2 million mennesker). I Maputo er ca. hver fjerde indbygger HIV-positiv, og antallet er hastigt stigende. Den forventede levealder er p.t. ca. 40 år. Byerne er derfor præget af gadebørn, der lever af tiggeri, småkriminalitet og plattenslageri. Ud over HIV er landet hærget af en række andre sygdomme, navnlig malaria, kolera og difteri. Børnedødeligheden er ca. 15 procent. Ca. 50 procent af befolkningen er analfabeter. Det officielle sprog er portugisisk, men tales kun af ca. 15 procent af befolkningen, først og fremmest i de større byer. Resten taler en række forskellige afrikanske sprog.