DANMARKS DOMSTOLE nr. 31, marts 2006
Et skridt nærmere digital tinglysning
Tinglysningsudvalget har nu stillet en række forslag til lovændringer, som skal bane vejen for fremtidens digitale tinglysning.
Af retspræsident Bent Carlsen, formand for Tinglysningsudvalget
Et nyt skridt er taget på vejen frem mod en digital tinglysning i Danmark. Tinglysningsudvalget har gennemgået tinglysningsloven og en række andre love og har i en ny betænkning stillet en lang række forslag til lovændringer, som er nødvendige for at kunne indføre digital tinglysning.

Retspræsident Bent Carlsen, formand for Tinglysningsudvalget.
Papiret afskaffes
Tinglysningsudvalget foreslår, at man fremover kun kan anmelde digitale dokumenter til tinglysning. Det betyder et farvel til skøder, pantebreve, servitutdokumenter på papir. I fremtiden vil det originale pantebrev og skøde være digitalt og blive opbevaret i et digitalt arkiv i Tinglysningsretten. Eksisterende papirdokumenter vil bevare deres gyldighed, idet dog realkreditpantebreve straks vil blive konverteret til digitale dokumenter. Papirakten forventes indscannet (digitaliseret) over en årrække og vil således indgå som en del af det fremtidige digitale arkiv.
Digital signatur
Underskrifterne på skøder og pantebreve foreslås erstattet af digitale signaturer. Udvalget har gjort sig mange overvejelser om de digitale signaturers sikkerhed og udbredelse. Udvalgetpeger på den såkaldte OCES-signatur som er en fælles statslig standard. Udvalget er samtidig opmærksom på, at kun et mindretal (ca. 1/2 million) af den danske befolkning i dag er besiddelse af digital signatur. En digital tinglysning kan være med til at udbrede brugen af digital signatur, men i en årrække fremover vil der efter udvalgets opfattelse være behov for, at mennesker, der ikke har eller kan få en digital signatur, kan tinglyse rettigheder over fast ejendom. Derfor foreslår udvalget tre alternativer til ejerens brug af digital signatur:
1. En fuldmagtsordning, der giver ejeren (den rådende) mulighed for at give en anden person fuldmagt (på papir eller digitalt) til at råde over ejendommen.
2. En anmelderordning, der giver advokater, ejendomsmæglere, banker, realkreditinstitutter og andre med særlig autorisation ret til – uden at skulle indsende fuldmagt til Tinglysningsretten – at anmelde rettigheder på ejerens vegne til tinglysning.
3. En mulighed for i de meget få tilfælde, hvor det er umuligt for ejeren at skaffe sig en digital signatur, at anmelde rettigheder på papir til tinglysning.
Ingen håndpantsætninger
Håndpantsætning af ejerpantebreve, som det sker i tusindvis af tilfælde i
dag ikke mindst til sikkerhed for banklån, må opgives, når papiret forsvinder. I stedet foreslår Tinglysningsudvalget, at alle overdragelser og pantsætninger af digitale pantebreve i fremtiden skal tinglyses.
“ Det betyder et farvel til skøder, pantebreve, servitutdokumenter på papir. I fremtiden vil det originale pantebrev og skøde være digitalt og blive opbevaret i et digitalt arkiv i Tinglysningsretten. ”
Fremtidens tinglysning
Tinglysningsudvalget har afsluttet sit arbejde med forslag til den fremtidige organisering af tinglysningen som en central tinglysningsenhed i domstolsregi og med forslag til de ændringer af lovgivningen, der er nødvendige for at etablere en digitaliseret og i høj grad automatiseret tinglysning i Danmark.
Forude venter Folketingets behandling af justitsministerens ventede lovforslag om digital tinglysning. Parallelt hermed vil Domstolsstyrelsen forestå udviklingen af det nye it-system, der skal udgøre “tinglysningsmotoren” i det nye tinglysningssystem. Alle professionelle brugere vilsamtidig skulle udvikle og tilpasse deres it-systemer til den digitale fremtid.
Hvis disse mange og komplicerede tiltag lykkes til tiden, vil vi i 2008 have et – også i international sammenhæng – avanceret digitalt tinglysningssystem, som til glæde for brugerne vil medføre store besparelser og muliggøre en meget hurtig og sikker registrering af rettigheder over fast ejendom.
“ Det betyder et farvel til skøder, pantebreve, servitutdokumenter på papir. I fremtiden vil det originale pantebrev og skøde være digitalt og blive opbevaret i et digitalt arkiv i Tinglysningsretten. ”

