DANMARKS DOMSTOLE nr. 24, oktober 2004

Berlin måler retterne

Berliner Zeitung offentliggjorde i sommer resultaterne af en mindre brugerundersøgelse af retterne i Berlin.

Undersøgelsen viser generelt, at de ansatte ved retterne i Berlin er venlige og hjælpsomme men svære at komme i kontakt med.

En rundspørge, hvor 413 borgere og 130 advokater i Berlin har deltaget, påpeger en grundlæggende tilfredshed med det berlinske retssystem. Det er især serviceydelser som medarbejdernes venlighed og hjælpsomhed, som bliver pointeret i undersøgelsen. Også retternes evne til at skrive i et forståeligt og letlæseligt sprog bliver positivt fremhævet.

Men glæden er ikke uden skår, for undersøgelsen peger også på, at mange er utilfredse med sagsbehandlingstiderne, der set i forhold til de øvrige Bundesstater er meget længere i hovedstaden. Retsvæsenet bliver desuden kritiseret for, at mulighederne for at komme i kontakt med medarbejderne både pr. mail og telefon er for ringe.

“En reform af retterne i dag, der kan stramme op på sagsbehandlingsprocedurerne og opprioritere den moderne teknologi, er et nødvendigt tiltag for at få Berlins retsvæsen godt ind i det nye årtusind.” Det siger retssenator Karin Schubert, som gerne ser, at alle dommere og anklagere bliver udstyret med telefonsvarere og netadgang inden for en kort årrække. Desuden er der nedsat arbejdsgrupper ved alle retter, som skal komme med nye idéer til at løse både nutidige og fremtidige problemer. Der er dog ikke udsigt til flere penge, siger Karin Schubert til Berliner Zeitung.

I forbindelse med resultaterne af brugerundersøgelsen offentliggjorde Berliner Zeitung også en hitliste over hvilke retter i Berlin, der havde fået de henholdsvis bedste og dårligste resultater.

Denne side er artikel 10 af 12 til publikationen "DANMARKS DOMSTOLE nr. 24, oktober 2004".
Version nr. 1.0 af 12-06-2008

© Domstolsstyrelsen 2008.

Domstolsstyrelsen  |  Store Kongensgade 1-3  |  1264 København K.  |  Telefon: 70103322  |  Fax: 70104455  |  Email: post@domstolsstyrelsen.dk