DANMARKS DOMSTOLE nr. 24, oktober 2004
Åbent hus med naboer
En søndag i september kunne borgerne i Tårnby og Dragør besøge Tårnby Brandvæsen, Tårnby Politi og Retten i Tårnby.
Af dommer Birgitte Holmberg Pedersen, Retten i Tårnby

Fra venstre: Dommer Birgitte Holmberg Pedersen, vicepolitikommisær Jørgen Thøgersen, beredskabschef Henning Vestergaard.
Søndag den 5. september 2004 havde borgerne i Tårnby og Dragør mulighed for at besøge Tårnby Brandvæsen, Tårnby Politi og Retten i Tårnby.
Ideen kom frem under arbejdet med at realisere rettens handlingsplan for 2004, som har “kommunikation” som den “røde tråd.”
Både brandvæsen og politi har deltaget i åbent hus arrangementer før og bakkede op om ideen. Samarbejdet om gennemførelsen har været rigtigt godt og inspirerende. Borgerne blev inviteret gennem annoncer i lokalaviserne. Tilslutningen var meget stor.
- Kl. 11.00 var der fælles velkomst fra ladet af en brandbil
- Kl. 12.00 blev der vist arbejde med politihunde/heste (politiet)
- Kl. 13.00 blev der gennemført en fiktiv straffesag (retten)
- Kl. 14.00 blev der vist brand og redningsøvelser (brandstationen)
- Kl. 15. 00 blev straffesagen gentaget (på grund af overvældende tilslutning første gang)
Gennem hele dagen var der guidede rundvisninger på brandstationen, på politigården og i retten.
Retten i Tårnby havde besøg af cirka 200 borgere, som alle var meget interesserede i arbejdet ved retten, og som beundrede vores flotte retsbygning. Der var fuld opbakning fra alle ansatte ved retten i Tårnby, og vi havde en rigtig god og hyggelig dag, som blev afsluttet ved fælles spisning hos brandvæsenet. Herunder var der mulighed for at prøve en tur i stigekurven i 32 meters højde.
Det er inspirerende, når vi kan se vores arbejdsplads fra oven både bogstaveligt og i overført betydning, når vi som guider fortæller om vores arbejde.
Og vi lever op til vores fælles værdier: Åbenhed, dialog og samarbejde.
