DANMARKS DOMSTOLE nr. 24, oktober 2004
50 år i statens tjeneste
For mange år siden blev hun kastet hovedkulds ind i et strengt hierarki som kontorist. I dag er hun en del af fundamentet i den røde retsbygning i Vedelsgade. Navnet er Johanne Kristensen, og hun er kontorleder i Civilretten i Vejle.
Af kommunikationspraktikant Emil Melchior, Domstolsstyrelsen
Kontorleder Johanne Kristensen. Foto: Torben Ryum
Den 20-årige Johanne Kristensen bevæger sig baglæns ud af døren på det sorte ferniserede gulv og tilbage til kontorstolen efter at have hilst på dommeren for første gang. Traditionen påbyder hende at have nederdel og strømper på, og omgangstonen er altid i tredje person på kontoret, hvor tusindvis af stempler står blandt de glødende omstillingsborde. Året er 1957, og Johanne Kristensen er lige begyndt som kontorist i Vejle Byret efter tre år som statsansat hos Amtsarbejdsanvisningen i Haderslev.
Det kræver en del fantasi at forestille sig det gamle domhus, når man næsten 50 år senere bevæger sig igennem den moderne retsbygning med abstrakt kunst på de lyse vægge og fladskærme på de ergonomiske borde. Reoler med gamle træindbundne tingbøger røber dog, at disse tider ikke er langt væk. Først i 1997 holdt man op med at skrive med sirlig håndskrift i de 10 kilo tunge bøger. Johanne Kristensen har da også bevæget sig siden hun kom til Vejle: Fra kontorist i byretten i Vejle til kontorleder i Vejle Civilret, som efter opsplitningen i 1973 stadig er en af landets todelte retter.
“ Det har da været en stor forandring at have oplevet at skrive med pen og blæk og så til i dag, hvor det bare står på skærmen. Så skal man jo stole på, at det bliver der… Det skal man da vænne sig til. ”
Teknologiske landvindinger
Da hun i sin tid kom til retten var hendes primære opgave at skrive efter diktat, som selvfølgelig blev skrevet i hånden med blæk. Håndskriften blev også trænet hårdt igennem de mange kopieringsopgaver, hvor hun skrev af fra bøger og journaler. Hun genkalder derfor den lykkelige dag, hvor fotokopieringsmaskinen blev indført. “Man kopierede bare fra tingbogen, og så fik de det med krims og krams og det hele.” Det var meget tidsbesparende, siger hun. Ligeledes var computerens indtog en stor forbedring, som hun aldrig troede, hun ville komme til at opleve. Det var en enorm omvæltning for hele kontorpersonalet.
Teknologien har også bevæget sig ind i retssalen. I straffesager mindes Johanne Kristensen den tid, hvor hun sad med i retssalen og også skrev i hånden. Og da hun ikke måtte stenografere, blev hun nødt til at skrive i en voldsom hast med mange forkortelser for at følge med. Derefter var det tilbage til kontoret for at skrive rent på en skrivemaskine med 11 gennemslag. ”Dengang skulle man trykke hårdt i tasterne, og man skrev nødigt forkert,” siger hun og tilføjer, at hun stadig ind imellem kan savne spændingen fra retssalen. Men den tjans er i dag overtaget af en båndoptager.
Fra kontorist til sagsbehandler
Med tiden er arbejdsopgaverne i retten alligevel blevet mere interessante, efterhånden som kontorpersonalet har overtaget mange af de funktioner, der før var forbeholdt juristerne. Forandringen i arbejdsopgaverne betyder, at der i dag er færre jurister tilknyttet retten, end da Johanne Kristensen startede. I dag fungerer hun to gange om ugen som afløser i Fogedretten, hun har tidligere arbejdet på Tinglysningskontoret, og så har hun i øvrigt ansvaret for personaleadministrationen og løbende opgaver som fordeling af journaler og åbning af post.
“Det mest spændende har været, at jeg blev sagsbehandler i stedet for bare at være en kontorist, der sad og skrev af efter diktat eller gult konceptpapir med ulæselige håndskrifter.”
Et krævende arbejde i fronten
Et er sikkert: Med det øgede ansvarsområde og nedskæringer i personalenormeringen er arbejdsbyrden også blevet væsentlig større. Det bliver afspejlet direkte i de godt
250.000 stykker papir som årligt forbruges i Vedelsgade 1 – mere end 25 gange så meget, som da Johanne Kristensen kom til Retten i Vejle. Det er derfor ikke et ualmindeligt syn at se paller med papir blive læsset ned i kælderen på det store røde murstenshus.
I dag kræver jobbet også mere end at kunne skrive diktat fra retsmøderne. De mundtlige kompetencer begyndte at veje tungere efterhånden som Johanne Kristensen bevægede sig fra skrivebordsarbejdet i kulissen til sagsbehandlerens arbejde i fronten. Ud over skriftlige kompetencer blev det nødvendigt med en velslebet tunge for at kunne håndtere de mange slags mennesker, hun nu møder i sin hverdag. Her skal man nok have lidt af en “psykologisk fornemmelse” for at vide, hvordan man skal tale til folk fra forskellige sociale lag, siger hun og tilføjer, at gode formuleringsevner ikke bare er anvendelige i forhold til klienterne. Også blandt medarbejderne er det blevet mere og mere vigtigt at kunne formulere sig godt.
“Da vi i sin tid havde personalemøde sad vi alle sammen helt ude i kanten og sagde ingenting. Nu er der rift om at sige noget. De fleste har lært at sige, hvad de mener. Det var uhørt tidligere. Det var da en stor forandring at komme fra kæft, trit og retning og så til selv at gøre sig bemærket,” fortæller Johanne Kristensen.
Flere kompetencer
Selvstændighed, forandringsvillighed, humor og teamwork er blevet vigtige egenskaber, når Johanne Kristensen tænker over, hvilke egenskaber jobbet i dag fordrer. Også her har hun gennemlevet en stor forandring.
“Tidligere var det jo bare dommeren og fuldmægtige, der bestemte, at den person laver det, og den person laver det. I dag skal man være god til at arbejde i et team.”
Det øgede fokus på samarbejde har også betydet, at den tidligere skarpe opdeling mellem retterne er blevet blødt op. Det var aldeles utænkeligt at forestille sig, at man hjalp hinanden på tværs af retterne, siger Johanne Kristensen og tænker på, hvordan dagligdagen i dag forløber, hvor maskineriet i høj grad drives af en fælles ansvarsfølelse.
Som i en moderne virksomhed står kompetenceudvikling højt på prioritetslisten i civilretten. Johanne Kristensen deltager derfor jævnligt i computerkurser, hvor hun bliver opdateret på de nye systemer og programmer. “Der er slet ikke nogen diskussion, det skal man bare,” siger hun på frisk vis, men er dog alligevel ganske tilfreds med, at hun ikke når at lære det nye inkassosystem at kende. Det overlader hun trygt til sin efterfølger, som får mere behov for det.
Derudover er hun med til foredrag, erfa-grupper og deltager i temadage rundt omkring i riget. Men selvom hun senest har været på ekskursion til København for at se Politigården, Folketinget og Højesteret, er det bestemt ikke noget, man altid har gjort i Vejle. “Det var uhørt, at man brugte penge på sådan noget som temadage tidligere, uhørt.” Hvor personalet i dag har et budget, som de selv kan administrere, skulle man dengang søge om penge, hvis man skulle bruge over 500 kr.
“ Da vi i sin tid havde personalemøde sad vi alle sammen helt ude i kanten og sagde ingenting. Nu er der rift om at sige noget. De fleste har lært at sige, hvad de mener. Det var uhørt tidligere. ”
En kold tyrker
Efter 47 år i Vejle er Johanne Kristensen blevet en del af retten, som hun har styret trofast og sikkert igennem flere store omvæltninger i det danske retssystem. Alle kender hende: Både dommere, fuldmægtige, kontorpersonale og byens advokater ved, at hun har ledet og holdt orden i dagligdagen med et smil og stor integritet igennem mange år. Hverken for Johanne Kristensen eller for hendes medarbejdere bliver det derfor nemt til februar, hvor hun har varslet sin egen pension. Det bliver en brat afslutning på et langt samarbejde.
“Nu har jeg arbejdet i så lang tid, at det er blevet en hel vane. Nu skal jeg på afvænning, og det bliver noget af en kold tyrker fra den ene dag til den anden.”
Johanne Kristensen er da heller ikke i tvivl om, at arbejdet i Vejle er blevet en del af hendes identitet. Men tomheden som måske vil melde sig den dag, hun stopper, vil uden tvivl blive fyldt op af nogle af de mange idéer og gøremål, som hun remser op med stor hastighed. Om det bliver det frivillige arbejde i den lokale sportsforening, istandsættelsen af huset eller mere tid til barnebarnet August, som smilende står indrammet på hendes skrivebord, er ikke til at forudsige. Så selvom en æra for civilretten i Vejle er ved at nå sin ende så starter en ny snart for Johanne Kristensen.