Principper i praksis

DANMARKS DOMSTOLE nr. 24, oktober 2004

Princip: Tiltaltes gode personlige forhold er en formildende omstændighed ved valget mellem betinget og ubetinget fængsel. Praksis: Ja – og omvendt.

Af fuldmægtig, ph.d., Rasmus H. Wandall, Domstolsstyrelsen

Danske dommere træffer hver eneste dag valg mellem at idømme betingede og ubetingede fængselsstraffe. Straffeloven, dens forarbejder og lands- og Højesteretspraksis giver en generel vejledning til, hvilke forhold som må få betydning ved sanktionsvalget. Ikke overraskende er især gerningens grovhed et centralt hensyn ved sanktionsvalget. Det er dog kun halvdelen af historien. I tråd med det tyvende århundredes udtalte strategi om at begrænse anvendelsen af fængsel, er tiltaltes “gode personlige forhold” en formildende omstændighed ved sanktionsvalget. “Personlige forhold” kan for eksempel være tiltaltes udannelse, arbejdssituation, familie- og forsørgerforhold og boligforhold.

Men hvilken betydning får tiltaltes personlige forhold i praksis? Sker der en social forskelsbehandling? Har de personlige forhold kun en formildende betydning – eller også en skærpende betydning? Disse og andre spørgsmål har jeg undersøgt ved to undersøgelser af valget af ubetinget fængsel ved udvalgte byretter.

“ Hvilken betydning får tiltaltes personlige forhold i praksis? Sker der en social forskelsbehandling? Har de personlige forhold kun en formildende betydning – eller også en skærpende betydning? ”

Social forskelsbehandling

Jeg tog udgangspunkt i 227 domme om indbrud i private ejendomme og 273 domme for vold i seks forskellige danske byretter. Ved hjælp af statistiske analyser undersøgte jeg, hvilken sammenhæng der er mellem valget af ubetinget fængsel og tiltaltes personlige forhold. I undersøgelsen inddrog jeg en række faktorer relateret til tiltaltes familie- og boligforhold og faktorer relateret til tiltaltes indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessituation. Herudover inddrog jeg en række faktorer relateret til tiltaltes personlige forhold, gerningens grovhed, tidligere kriminalitet og til processen omkring afgørelsen i retten.

De statistiske resultater viser, at der er en sammenhæng mellem valget af ubetinget fængsel og tiltaltes personlige forhold. I disse resultater er der taget højde for effekten af andre relevante forhold. I indbrudssager viser resultaterne, at især tiltalte med ekstrem lav indtægt – i langt de fleste sager – er udsat for at blive idømt ubetinget fængsel. I voldssager viser resultaterne, at især tiltalte med ustabile familieforhold er udsat for at blive idømt ubetinget fængsel. På hver sin måde tyder resultaterne i de to gerningskategorier på, at der er en sammenhæng mellem valget af ubetinget fængsel og tiltaltes personlige forhold.

Resultatet bør ikke overraske. Men det er ikke desto mindre en understregning af, at der sker en social forskelsbehandling ved sanktionsvalget. Men ét er sammenhængen mellem valget af ubetinget fængsel og tiltaltes personlige forhold. Noget andet er, om denne sammenhæng er udtryk for, at personlige forhold bliver brugt som formildende og/eller som skærpende omstændighed. Det spørgsmål kan den statistiske undersøgelse ikke besvare. Man kan derfor hævde, at forskelsbehandlingen blot er udtryk for en uheldig konsekvens af en human praksis om at tage hensyn til tiltaltes "gode personlige forhold" som en formildende omstændighed. Men man kan også hævde, at forskelsbehandlingen er udtryk for at tiltaltes ustabile personlige forhold får en negativ betydning og virker som skærpende omstændighed ved sanktionsvalget.

Formildende og skærpende?

For at undersøge hvordan oplysninger om tiltaltes personlige forhold bliver brugt, tog jeg udgangspunkt i den daglige beslutningsproces ved én større dansk byret. Jeg gennemførte interview med de centrale retssalsaktører (dommere, anklagere og forsvarere) og foretog tre måneders daglige observationer af retssalsaktørernes kommunikation i og omkring retssalen.

Ikke overraskende viser undersøgelsen for det første, at tiltaltes personlige forhold anvendes som en formildende omstændighed: Tiltalte kan have et arbejde, kan være midt i en uddannelse og have en familie; forhold som vidner om tiltaltes sociale ressourcer og stabilitet, som man ikke ønsker at ødelægge ved at idømme ham eller hende ubetinget fængsel. Denne anvendelse ses i alle interview såvel som i den formelle kommunikation i retssalene under behandlingen af retssager.

Men undersøgelsen viser også et andet billede. Retssalens centrale aktører anvender nemlig også tiltaltes personlige forhold som argumenter for at idømme ubetinget fængsel og dermed som en skærpende omstændighed. Resultaterne viser således, at tiltaltes ustabile personlige forhold kan bære vidnesbyrd om en større risiko for fremtidig kriminalitet og derfor grund til at idømme ubetinget fængsel. Et eksempel: En tiltalt som ikke har noget arbejde, ikke har noget sted at bo, har et narkotikamisbrug, kan anses for at have større sandsynlighed for at falde tilbage i kriminalitet. Denne betydning kan ikke iagttages i den formelle kommunikation i retssalen, men derimod som en fælles forståelse hos de centrale retssalsaktører og i deres kommunikation udenfor retssalens formelle rammer.

Det betyder, at tiltaltes personlige forhold ikke blot anvendes som formildende, men også som skærpende omstændighed ved valget mellem betinget og ubetinget fængsel. At tiltalte med ustabile personlige forhold er mere udsat for at blive idømt ubetinget fængsel, synes altså ikke blot at være en uheldige konsekvens af et humant formål om at tillægge tiltaltes forhold en formildende betydning ved sanktionsvalget. Det synes også at være udtryk for en mere bevidst skelnen mellem personer med mere eller mindre stabile og ressourcestærke sociale forhold; mellem personer med mindre eller større sandsynlighed for at falde tilbage i kriminalitet.

“ Undersøgelsen vise også et andet billede. Retssalens centrale aktører anvender nemlig også tiltaltes personlige forhold som argumenter for at idømme ubetinget fængsel og dermed som en skærpende omstændighed. ”

Bevidst skelnen

Denne iagttagelse er måske ikke så overraskende endda. I byrettens daglige beslutningsvirksomhed konfronteres dommere, anklagere og forsvarere igen og igen med et stort antal straffesager. Tiltalte i sagerne varierer. Tiltalte har forskellig straffeattester, aldre, forskellige baggrunde, uddannelser, arbejdssituationer, familieforhold mv. Den gentagne behandling af sager med varierende indhold har som konsekvens, at dommere, anklagere og forsvarere ikke kan undgå at få en udviklet forståelse for sagernes indhold – og for forhold, som ikke bliver udtalt under den formelle retssag. For eksempel kan en dommer godt se, om en tiltalt har mindre stabile personlige forhold, selvom dette forhold ikke bliver udtalt under sagens formelle behandling i retssalen. Den gentagne behandling af sager skaber en forudsigelighed i tiltaltes karakteristika og følgelig også en vis bevidsthed om tiltaltes mindre stabile personlige forhold, selvom disse ikke bliver kommunikeret formelt.

Det vigtige ved denne iagttagelse er ikke, om der foregår en ulovlig social forskelsbehandling eller ej. Det vigtige er, at skal man tage stilling til, om tiltaltes personlige forhold bør indgå ved sanktionsvalget, er det ikke nok at spørge, om man bør inddrage dem som formildende omstændighed. Man må spørge om tiltaltes personlige forhold bør inddrages i det hele taget – også som skærpende omstændigheder. Og det er straks et vanskeligere spørgsmål.

Rasmus H. Wandall

Den 21. juni 2004 forsvarede Rasmus H. Wandall sin ph.d. afhandling om byretters brug af ubetinget fængsel.

Nu har han sat sig for at undersøge, hvordan princippet om social lighed kommer til udtryk gennem reguleringen af sanktionsfastsættelsen i straffesager i henholdsvis Danmark, England og USA. Derfor siger han farvel til Domstolsstyrelsen og goddag til New York University -School of Law, hvor han skal være det næste år.

“Principper i praksis” er den anden artikel i en serie på tre i Danmarks Domstole. Den første artikel “Ensartet straffastsættelse?” bragte vi i det sidste nummer – serien fortsætter i det næste.