Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dommerfuldmægtig 

Her kan du møde Lasse Bødker Nielsen, der har været dommerfuldmægtig ved Retten i Hjørring siden 2006.

Arbejdet som dommerfuldmægtig er meget udfordrende. Som ny dommerfuldmægtig får man et stort ansvar og skal f.eks. selv styre diverse møder. Der har været en god introduktion, hvor jeg bl.a. har siddet med til forskellige møder for at lære, men jeg er ret hurtigt blevet kastet ud i selv at afholde forskellige møder. Det første fogedretsmøde var meget spændende, for jeg var usikker på, hvordan mødet ville forløbe, og hvem der skulle sige hvad hvornår. Som ny er det klart, at man ikke har det fulde overblik, men heldigvis er der altid en backup i form af meget hjælpsomme kolleger. Og heldigvis er der nu pga. domstolsreformen samlet flere kolleger på samme sted, så man ikke er helt alene, når der opstår vanskelige situationer. Efterhånden finder man ud af, at man skal tage sig den nødvendige tid og ikke lade sig stresse for meget – man bliver selvfølgelig bedre og bedre til at afholde møder mv. Desuden har jeg nu været på et par kurser, og det har virkelig været en god hjælp.

Arbejdsformen er individuel, men heldigvis er vi flere unge dommerfuldmægtige, så der er god mulighed for at drøfte sager og problemstillinger. I det hele taget er der et godt arbejdsmiljø, hvor man ikke er bange for at spørge om hjælp. Det er spændende, at man selv får et stort ansvar, samt at man møder mange forskellige mennesker personligt i stedet for blot at tale i telefon med dem. Det er også en stor tilfredsstillelse at opleve, at man lærer noget hver dag, og at man bliver bedre til at behandle sager og tackle uforudsete situationer.

Der udarbejdes en uddannelsesplan for alle uddannelsesfuldmægtige, og det er fint, at der på denne måde lægges en plan for, hvornår man skal være i de forskellige afdelinger. Jeg har allerede været rundt i flere afdelinger og på denne måde fået et godt overblik over, hvilke opgaver der er. Jeg har haft gældssaneringssager i skifteretten, diverse fogedmøder og tvangsauktioner, og så har jeg været lidt tid i Retssekretariatet, hvor jeg har set, hvordan civile sager forberedes.

Jeg vil gerne anbefale andre at søge job som dommerfuldmægtig. Det er som nævnt et ansvarsfuldt, udfordrende og spændende job. Med kurser og uddannelsesplan rustes man godt til opgaverne – af og til er det måske gået lidt stærkt med at få ansvar, men så er det også op til en selv at bede om hjælp og støtte fra mere erfarne kolleger. Noget andet rigtig godt ved jobbet er, at det er muligt at have tid til familie ved siden af – det er således muligt at kombinere et spændende job med muligheden for at være sammen med sine børn.

Til top Sidst opdateret: 02-05-2019 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorTelefon: 70103322seperatorEmail: Se alle adresser her