Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Bibliotekar 

Her kan du møde Marianne Lund Pedersen, der er bibliotekar ved Højesteret.
 

Marianne Lund Pedersen

60 år

Bibliotekar

Højesteret

Ansat siden 1. januar 1997

Uddannet folkebibliotekar

 

 

TIDSSKRIFTER OG TWITTER

Fortalt til journalist Dorthe Studsgarth i 2018.

Jeg arbejder i en gammel hestestald med udsigt til ridebanen på Christiansborg. Folk går forbi og kigger ind og tror, det er et museum, men Højesterets bibliotek holder til her blandt de gamle krybber, som er bevaret. Her er ligeså godt, som her er flot. Det er nogle vidunderlige lokaler, og jeg elsker at gå på arbejde.

Bibliotekets samling af bøger er holdt op med at vokse, fordi mere og mere kan tilgås online. Snart kommer også alle udgaver af Folketingstidende til at ligge på nettet, og så får vi mere luft på hylderne. Dommerne har brug for Folketingstidende til at se, hvilket forarbejde der knytter sig til en lov, fx hvad der ligger af bemærkninger, og hvad der blev sagt i Folketingssalen under behandlingen. En række forarbejder til gældende love går tilbage til 1800-tallet, og dem holder vi også styr på her.

Min hovedopgave er at finde både bøger, som vil være relevante at indkøbe, og onlinesteder, som vi har brug for at købe os adgang til. Men det er fx også mig, der udsender et Tweet, når der falder en Højesteretsdom i en sag. I den mere kuriøse ende har jeg ansvaret for et lille museum, som vi har indrettet på et par af hylderne, som er pyntet med gaver, som medarbejderne har modtaget af udenlandske kollegaer.
Jeg har altid et par jurastuderende til at hjælpe mig i biblioteket. Når de afslutter studiet, plejer jeg at sige, at jeg håber at se dem igen som dommerfuldmægtige herinde. Men det er jeg holdt op med. Der kan nemt gå mindst fem år, før de er klar, og til den tid er jeg nok gået på pension.

Til top Sidst opdateret: 02-05-2019 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorTelefon: 70103322seperatorEmail: Se alle adresser her