Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Sådan sikrer du dig, at dit testamente er gyldigt 
08-05-2017 

For at et testamente er juridisk gyldigt, skal det overholde reglerne i arveloven. Det sikreste er at få testamentet ”påtegnet” hos notaren i byretten.
Når du skal oprette et testamente, skal du være opmærksom på, at der gælder særlige regler for at testamentet er gyldigt.

Du bestemmer selv, hvad der skal stå i testamentet. Når testamentet skal underskrives kan det ske på to måder: Hos notaren i en af byretterne eller som et vidnetestamente.

Gå til notar i byretten
Notaren er en medarbejder i retten, som overværer, at du underskriver testamentet og sikrer sig din identitet. Notaren laver en ”påtegning” på testamentet om, hvornår du har underskrevet, og om at du var i stand til at forstå testamentets indhold.

Notarens påtegning er en forsikring for, at du var ”habil”, dvs. i stand til at forstå indholdet af testamentet. Er arvingerne senere uenig i dit testamentes indhold, skal arvingerne kunne bevise, at du ikke var habil ved oprettelsen af testamentet  - og at testamentet dermed ikke er gyldigt.

Når testamentet er underskrevet, sørger notaren for at der gemmes en kopi i centralregisteret for testamenter. På den måde sikrer du dig, at testamentet kommer frem, når dit bo skal deles. Skifteretten tjekker nemlig altid i centralregisteret for testamenter, når et dødsbo skal behandles.

Vidnetestamenter
En anden mulighed er at oprette et vidnetestamente. Du skal være opmærksom på, at et vidnetestamente ikke opbevares i centralregisteret for testamenter og derfor ikke automatisk hentes af skifteretten, når dit bo skal deles efter din død. Der gælder også andre regler for indsigelse mod din habilitet end for testamenter, der er påtegnet af en notar.

Det er ikke muligt at oprette et testamente ved at underskrive med sit NemID på nettet.

Ægtepagter skal tinglyses
Ønsker du og din (kommende) ægtefælle at lave en ægtepagt, skal I huske at få aftalen tinglyst. Ægtepagter skal nemlig tinglyses i personbogen for at være gyldige. Tinglysning er også nødvendigt for, at ægtepagten er gyldig mellem ægtefællerne.

Læs mere om testamenter på domstol.dk

Læs mere om tinglysning af ægtepagter på tinglysningsretten.dk

 

Til top Sidst opdateret: 08-05-2017 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk