Hop til indhold
domstol.dk

Videoafhøringer får høje karakterer 
04-06-2008 

Teknikken omkring videoafhøringer i retssager er nu så velfunge-rende, at teknologien bør udbredes. Det anbefaler en netop offentliggjort evalueringsrapport.

I en retssag i Københavns Byret afhøres et vidne fra Nordjylland. Han er ikke fysisk til stede i retten, men sidder i Hjørring foran et videokamera, og afhøringen bliver transmitteret direkte i den københavnske retssal. Det kan blive fremtiden, efter at en evalueringsrapport netop har blåtstemplet brugen af videokonference i retssager.

Rapporten konkluderer, at ”det tekniske udstyr samt det netværksmæssige set-up på nuværende tidspunkt er på et niveau, hvor det vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og generelt formålstjenligt at benytte på en række sagstyper.”

Du kan læse hele evalueringsrapporten her.

Evaluering fra brugerperspektiv
I alt fem retter deltog i forsøgsordning med videokonference. I løbet af forsøgsperioden, som løb i andel halvdel af 2007, blev der afviklet ni retsmøder og cirka 25 simuleringsmøder. Den samlede evaluering, som er foretaget af et eksternt konsulentfirma, bygger på brugernes vurderinger af videomødeformen. Brugerne har haft mulighed for at vurdere oplevelsen af videomøderne i logbøger, spørgeskemaer og interviews.

Video giver fleksibilitet
En af dem, som har deltaget i forsøget med videokonference, er dommer Henrik Engell Rhod fra Retten på Bornholm. Han er godt tilfreds med den måde, retssagerne er forløbet på:

”Tilkendegivelserne fra parterne har været særdeles positive. Med denne teknologi i hånden kan afviklingen af retssager blive mere fleksibelt og imødekommende indrettet til gavn for borgeren, der nu undgår at rejse langt for at møde i retten,” siger Henrik Engell Rhod.

Også videoforsøg til fristforlængelser
Der har også været enkelte tilfælde med videoforsøg i sager om fristforlængelser, hvor en dommer for eksempel kan udsætte fristen på varetægtsfængslede personer. Indtil videre har videokonferencer fungeret som et frivilligt tilbud for de varetægtsfængslede, og det har i nogle tilfælde vist sig at være en hæmsko i sager om fristforlængelser. Rapporten peger på, at arrestanterne ikke vil snydes for udflugten til retssalen og derfor har flere ikke ønsket at deltage i en videokonference fra det sted, hvor de i forvejen befinder sig. 

Evalueringsrapporten anbefaler således, at det bør overvejes at skabe hjemmel til i videre omfang at kunne anvende videomødeformen i forbindelse med fristforlængelse. Det kan dommer Henrik Engell Rhod godt tilslutte sig:

”Ligesom i Sverige bør man også i Danmark overveje at gøre det muligt for dommeren at bestemme, at et retsmøde skal afholdes helt eller delvist som videokonference. Det vil skabe bedre muligheder for at anvende videokonference også i forbindelse med fristforlængelser,” siger Henrik Engell Rhod.

 

Til top Sidst opdateret: 04-06-2008 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk