Hop til indhold

Testgrundlag ikke årsag til sagsbunker i Tinglysningsretten 
29-01-2010 

Flere medier har skrevet, at manglende test er skyld i de nuværende ventetider i Tinglysningsretten. Det er ikke korrekt. Systemet er blevet testet, og ventetiderne er ikke opstået, fordi systemet ikke er blevet testet af alle brugergrupper.
 

It-nyhedsbrevet Comon skriver den 29. januar 2010, at en grundig test af systemet kunne have afværget de nuværende sagsbehandlingstider i Tinglysningsretten. Det er ikke korrekt.

For det første er systemet blevet testet. Igennem et helt år har leverandøren CSC testet systemet, ligesom dele af finanssektoren har testet både den såkaldte system til system-løsningen og portalen www.tinglysning.dk inden idriftsættelsen.

Det ville have været ønskeligt at inddrage endnu flere brugere i test af brugervenligheden på tinglysning.dk, men af hensyn til tidsplanen og til de økonomiske rammer var det desværre ikke muligt. Derfor blev der i en måned før idriftsættelsen lagt en prøveside ud til brugerne, og der er nu taget initiativ til en brugerworkshop for at indsamle brugernes erfaringer med www.tinglysning.dk.

For det andet hænger de nuværende lange sagsbehandlingstider ikke sammen med testfasen. Blandt de primære årsager til de nuværende sagsbunker er, at der i september og oktober var problemer med at registrere de fuldmagter, som brugere, der ikke ønskede at benytte digital signatur, kunne benytte. Dette problem blev løst omkring 1. november, og siden har det taget få dage at få registreret en fuldmagt.

Derudover skyldes sagsbehandlingstiderne, at Tinglysningsrettens medarbejdere har måttet løse en lang række opgaver, som ikke har været relateret til sagsbehandlingen, i den på forhånd varslede indkøringsperiode, ligesom der har været en større opgave end forventet med at blive lært op i nye arbejdsgange og et nyt system. 

Målsætning med system nået
Det har også været fremme i medierne, at systemet skal kunne håndtere alle sager automatisk. Det er ikke korrekt. Automatiseringsgraden i systemet matcher præcis den målsætning, der blev sat for systemet i Tinglysningsudvalgets betænkning fra 2006. Reelt betyder det, at over 3.000 sager bliver behandlet automatisk hver dag på få minutter.

Den primære udfordring er derimod den manuelle sagsbehandling i Tinglysningsretten, hvor ventetiden er meget beklagelig. Her er der lavet en handlingsplan den 13. januar 2010, hvor det fremgår, at ventetiden gradvist skal nedbringes frem mod 6. april 2010. Ventetiden skal her for størstedelen af sagerne være nedbragt til under 10 dage.

Siden handlingsplanen trådte i kraft, er sagsbunken i Tinglysningsretten blevet mindsket med næsten 10.000 sager.

Til top Sidst opdateret:  
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorTelefon: 70103322seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk