TV2 og flere andre medier bragte onsdag den 25. november 2009 indslag om, at 47.000 ekspeditioner endnu ikke er blevet behandlet som følge af digitaliseringen af tinglysningen. Disse sager er ikke ”strandet” som det fremgik af TV2’s indslag, men de bliver derimod ekspederet løbende.
Mange sager er også blevet ekspederet i de første tre måneder med digital tinglysning. Samlet set er der ekspederet ca. 100.000 sager, og heraf er ca. 65 procent blevet ekspederet samme dag. Det er væsentligt hurtigere end i det gamle system.
Set i lyset af situationen før tinglysningen blev digital, er antallet af sager under behandling ikke unormalt. Når ekspeditionerne rækker over flere dage, vil der helt naturligt være en sagsbunke af varierende størrelse. Det konkrete problem er, at der i øjeblikket er for mange ældre sager i bunken, og det betyder, at en del af sagerne har for lang ekspeditionstid.
For yderligere information
Du kan læse mere om status på den digitale tinglysning i Tinglysningsrettens ugentlige nyhedsbrev. Du kan også læse justitsministerens vurdering her af den indkøringsperiode, der rækker frem til nytår.
Hvis du er journalist, kan du kontakte kommunikationschef Emil Melchior i Domstolsstyrelsen på 23 58 95 58 for yderligere kommentarer. Hvis du har spørgsmål til tinglysning som privatperson eller som professionel bruger af systemet, bør du kontakte Tinglysningsrettens hotline på 70 22 18 00.