Der er blevet mindre arbejde ved tasterne, og det er blevet lettere at besvare praktiske spørgsmål om straffesagerne, efter at retterne i begyndelsen af 2010 har implementeret et nyt it-system. Med it-systemet kan retterne som noget nyt modtage de centrale bilag i en straffesag fra politiet elektronisk. It-systemet gør nemlig retterne i stand til at modtage en såkaldt datafølgeseddel, som er en elektronisk fil, som kan bruges til at sende dokumenter digitalt mellem myndighederne.
Tidligere modtog byretterne bilagene på papir, usb-nøgle eller diskette, men med det nye system kan retterne kopiere teksterne direkte ind i egne sagsbehandlingssystemer og dermed spare tastearbejde, og de kan også lettere slå op i en sag, når sagens parter ringer med spørgsmål.
Byretterne vil dog fortsat modtage papirsager samtidig med, at sagsbilag modtages digitalt i det nye system.
Integration med sagsbehandlingssystem
Domstolsstyrelsen har det seneste år arbejdet på at udvikle systemet, som er blevet til i samarbejde mellem politiet og Domstolsstyrelsen. På sigt skal systemet fuldt ud integreres med retternes sagsbehandlingssystem.