Hop til indhold
domstol.dk

Domstolenes årsstatistik 2007 
04-04-2008 

Sammenlægningerne af byretterne skabte en sagspukkel i begyndelsen af året. Men i løbet af 2007 blev sagsbehandlingen stabiliseret. Samtidig har landsretterne nedbragt sagsbunkerne og forventes at få kortere sagsbehandlingstider i 2008.

2007 vil blive husket som et af de mest bemærkelsesværdige år i domstolenes historie. Det var et år, hvor der blev gennemført en omfattende reform, der har til formål at modernisere og effektivisere domstolene. Samtidig var det et år, som har tæret på brugernes tålmodighed og på medarbejdernes kræfter. Ved årets afslutning tyder det på, at de største forhindringer kan ses i bakspejlet, men byretterne vil også i 2008 arbejde på at nedbringe sagsbunkerne fra begyndelsen af 2007.

”Statistikken for 2007 understreger, at byretterne har brugt mange kræfter på at gennemføre en omfattende reform parallelt med den almindelige sagsbehandling. I årets første måneder blev der således skabt en sagspukkel, som byretterne også i 2008 vil skubbe foran sig, fordi det vil være særdeles vanskeligt at frigøre ressourcer til at nedbringe sagspuklen. Det skyldes blandt andet, at byretterne udover arbejdet med sammenlægningerne har fået en række nye opgaver. En helt ny procesform til småsager, nævningesager, retsmægling og tunge civile sager,” siger Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolf.

Tallene for 2007 viser blandt andet: 

  1. Andet halvår 2007 peger på stabilisering
  2. Antallet af verserende civile sager er vokset
  3. Lokale forskelle i byretternes sagsbehandlingstider
  4. Stort set uændret sagsbehandlingstid i særlige voldssager og voldtægtssager
  5. Landsretterne forventes at skabe kortere sagsbehandlingstider i 2008

Andet halvår 2007 peger på stabilisering
Samlet set har der været en produktivitetsnedgang på ca. syv procent i 2007 i forhold til i 2006. Hvis man ser på udviklingen i løbet af året, kan der spores en væsentlig tendens, der peger mod en stabilisering af sagsbehandlingen. Byretterne har således i andet halvår 2007 samlet set afsluttet seks procent flere sager end i første halvår (eksklusiv tinglysningsekspeditioner). Der er dog forskelle i de forskellige sagskategorier. For eksempel har retterne i andet halvår 2007 afsluttet syv procent flere civile sager og ni procent flere fogedsager end i første halvår 2007, mens byretterne til gengæld har afsluttet to procent færre straffesager.

Antallet af verserende civile sager er vokset
Sagsbehandlingstiden for civile sager i 2007 er nogenlunde på niveau med 2006. Antallet af verserende civile sager er derimod vokset med ca. 20 procent. Hovedårsagen til stigningen er, at byretterne på grund af sammenlægningerne har været belastet af en række ekstraopgaver. Samtidig har byretterne overtaget en række tunge civile sager fra landsretterne. Baggrunden for stigningen skyldes også, at retterne i 2007 har modtaget flere sager end i 2006.

Lokale forskelle i byretternes sagsbehandlingstider
Årsstatistikken viser, at der er væsentlige, lokale forskelle i byretternes bunker og sagsbehandlingstider. Flere steder i Jylland er byretterne i stand til at reducere sagspuklen. Derimod har flere retter i især hovedstadsområdet været ramt af tab af erfarne medarbejdere og efterfølgende rekrutterings- og oplæringsvanskeligheder. Samtidig skyldes forskellene også, at nogle byretter har modtaget større sagsbunker fra de tidligere retskredse end andre retter.

Domstolsstyrelsen overvåger løbende sagsbelastningen i forhold til antallet af medarbejdere i de enkelte retter. På den baggrund bliver normeringen justeret, så ressourcerne er fordelt rigtigt mellem retterne.

Stort set uændret sagsbehandlingstid i særlige voldssager og voldtægtssager
Gennemførelsen af domstolsreformen har ikke haft en tydelig effekt på sagsbehandlingen i særlige voldssager og voldtægtssager, og det tyder derfor på, at retterne i løbet af året har prioriteret disse sagskategorier. I 2007 er 50 procent af de særlige voldssager blevet behandlet inden for 37-dages fristen, mens 54 procent af sagerne blev afgjort inden for tidsfristen i 2006. I voldtægtssagerne er 46 procent af sagerne blevet afgjort inden for samme frist, mens målopfyldelsen lå på 47 procent i 2006.

En   analyse viser, at ansvaret for at afgøre disse sager inden for fristen på 37 dage hviler på flere parter. Domstolsstyrelsen har derfor etableret et Samarbejdsforum bestående af repræsentanter for retternes professionelle samarbejdspartnere, der i løbet af året har udarbejdet et idékatalog med konkrete forslag til højere målopfyldelse.

Landsretterne forventes at skabe kortere sagsbehandlingstider i 2008
Landsretterne har i 2007 afsluttet væsentlig flere sager, end de har modtaget, fordi en række sagstyper som et led i reformen er flyttet til byretten. Det forventes i 2008 at betyde kortere sagsbehandlingstider i landsretterne. Allerede i dag tyder det på, at ændringen har medført, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de sager, der bliver behandlet af både byretten og landsretten, er kortere, end da samme sager skulle behandles af landsretten og Højesteret.

Til top Sidst opdateret: 04-04-2008 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk