Mandag aften blev der indgået forlig om finansloven for 2010. Domstolene kan beholde den nuværende bemanding i to år til at nedbringe sagsbunker, men det teknologiske løft af domstolene kom ikke på plads i denne omgang.
Mandag den 9. november 2009 indgik regeringen og Dansk Folkeparti forlig om finanslov. Finanslovaftalen for 2010 indeholder en uændret bevilling til domstolene i 2010 og 2011. I en kommentar til finanslovaftalen siger Domstolsstyrelsens formand, højesteretsdommer Niels Grubbe:
"Vi er ved domstolene naturligvis glade for at kunne fastholde vores medarbejdere og dermed fortsætte arbejdet med at nedbringe sagsbunkerne og de alt for lange sagsbehandlingstider.
Vi havde gerne set en egentlig flerårsaftale for fire år, som ville have givet mere arbejdsro. Vi håber, at der vil være vilje til fremover at se på finansiering af en domsdatabase og til at gennemføre en teknologisk modernisering af domstolene med blandt andet lyd- og videoudstyr i retssalene."
Kontakt Domstolsstyrelsens kommunikationschef Emil Melchior på 23689558 for yderligere kommentarer.