Hop til indhold
domstol.dk

Arrestanter på video i retten 
19-01-2010 

Mange kilometer på landevejene er fortid. Med videokonferenceudstyr i retssalen er det nu muligt at afhøre arrestanter i Syd- og Sønderjylland, der ikke er fysisk til stede under retsmødet. Den 18.1. blev den nye teknologi indviet ved Retten i Esbjerg.

Mandag den 18. januar 2010 blev Retten i Esbjergs nye videokonferenceudstyr indviet. Samtidig blev en ny lov taget i brug, som giver mulighed for, at sager om fristforlængelser af varetægtsfængslinger kan håndteres via video. Det vil sige, når en varetægtsfængslet stilles for en dommer, der skal afgøre, om varetægtsfængslingen skal forlænges eller ej.

Den nye lov betyder blandt andet, at retten kan beslutte, at en arrestant skal deltage i retsmødet om fristforlængelse fra arresthuset via videokonference. Tidligere har arrestanten kunne afvise dette, og derfor er der nu mulighed for at høste de gevinster, teknologien giver mulighed for. 

  • En køretur på 100 kilometer er ikke ualmindelig for politiet. Når arrestanter skal for en dommer for at forlænge eksempelvis en varetægtsfængsling, har politiet tidligere skulle transportere arrestanten fra arresthuset til retten. Med det nye udstyr kan retsmødet holdes via videokonference mellem retten, arresthuset og politistationen.
  • Fanger skal ikke længere transporteres til retten i forbindelse med fristforlængelser. Det reducerer risikoen for flugtforsøg.
  • Videokonferencerne er derudover også en stor fordel, fordi vidner efter omstændighederne kan afgive vidneforklaring uden at være fysisk tilstede under retsmødet.
  • Udstyret, der bruges til videokonference, vil også kunne anvendes som almindeligt AV- udstyr under retsmøder. For eksempel til fremvisning af overvågningsvideoer som bevismateriale. Derudover kan udstyret bruges til lydoptagelser i retslokalet eksempelvis af forklaringer.

Domstolsstyrelsen har – i samarbejde med Kriminalforsorgen, Rigspolitiet og Rigsadvokaturen – stået i spidsen for projektet, der betyder, at Retten i Esbjerg og Sønderborg samt politistationen i Esbjerg og fire arresthuse i Syd- og Sønderjylland er udstyret med videokonferenceudstyr. Udstyret gør det muligt at afholde visse retsmøder via videokonference med deltagere fra op til fire lokaliteter.

Pilotforsøg banede vejen
Projektet bygger på et pilotforsøg, Domstolsstyrelsen igangsatte i 2007. Pilotforsøget afprøvede vidneafhøringer via videokonferencer, og om de teknologiske muligheder kunne leve op til retsplejelovens bestemmelser. Evalueringen af forsøget var meget positiv, og viste blandt andet, at brugen af videokonferencer ikke medførte retssikkerhedsmæssige problemer. Retten på Bornholm, i Glostrup, i Århus, i Hillerød og Københavns Byret deltog i pilotforsøget.

Evalueringsrapporten kan ses her.

Værd at vide

  • En ny lov fra 1. november 2009 gør det muligt at bruge teknologien til sager om fristforlængelser af varetægtsfængslinger. Tidligere kunne den varetægtsfængslede afvise at lade sig afhøre over video og derved skulle politiet transportere vedkommende til retsbygningen.
  • Udstyret er installeret i retterne i Esbjerg og Sønderborg. Dertil kommer eksisterende udstyr i Retten på Bornholm, i Glostrup, i Århus, i Hillerød og Københavns Byret, samt Sandholmlejren.
  • Projektet er gennemført med midler fra ABT-fonden. Domstolsstyrelsen ansøger sammen med Rigspolitiet og Rigsadvokaten ABT-fonden om midler til udbredelse af projektet til hele landet.
  • Den sigtede har altid ret til at være fysisk tilstede ved grundlovsforhøret, hvor varetægtsfængslingen iværksættes. Herudover vil sigtede have ret til at være til stede i retsmøder, hvor der er spørgsmål om at forlænge varetægtsfængslingen udover visse nærmere bestemte tidsgrænser.

Spørgsmål til projektet om videokonferenceudstyr kan rettes til Domstolsstyrelsens projekt leder Lea Helene Svane på 2380 5491.

Til top Sidst opdateret:  
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk