Hop til indhold
domstol.dk

Nyt fra bestyrelsen nr. 61 
21-12-2006 

Bestyrelsen har holdt møde den 18. december 2006. På mødet drøftede man blandt andet:

Budget for 2007
Bestyrelsen godkendte budgettet for 2007 for retterne. Også for 2007 vil budgettet - ikke mindst lønbudgettet - være særdeles stramt. Budgettet omfatter bl.a. en budgetpost til reformrelaterede udgifter, herunder flytning, retssalsinventar, telefonsystemer, kabling mv. Der er dog stadig stor usikkerhed om de konkrete udgifter på det nævnte områder.

Strategi og handlingsplan for Domstolsstyrelsen for 2007
Bestyrelsen drøftede et udkast til en strategi for de kommende år og styrelsens handlingsplan for 2007. Styrelsen har i år gennemført et pilotprojekt for bredere fornyelse af konceptet for handlingsplaner og resultatmål ved Danmarks Domstole. Konceptet adskiller sig blandt andet fra de hidtidige handlingsplaner ved at operere med en flerårig udviklingshorisont samt ved i højere grad at fokusere på succeskriterierne for opfyldelse af de enkelte mål. Det er tanken at udbrede konceptet til hele organisationen, når styrelsen har gjort sig sine erfaringer med det, og når arbejdet med gennemførelsen af reformen er nået så langt, at der er luft til det.

I 2007 er en vellykket gennemførelse af reformen selvsagt det helt centrale resultatmål. Det er i den forbindelse vores mål at sikre gode rammer for retternes implementering af reformen, at kunne dokumentere og kommunikere reformens resultater såvel eksternt som internt samt at kunne fastholde en velfungerende drift.

Strategien og handlingsplanen for 2007 tager afsæt i Danmarks Domstoles vision og værdier. Det er imidlertid vigtigt at supplere visionen med en mere konkret ambition, der sikrer, at vi til stadighed har opmærksomheden rettet mod, hvordan vi ved Danmarks Domstole kan gøre tingene endnu bedre. Strategien for de kommende år tager derfor udgangspunkt i en ambition om, at vi til stadighed kan leve op til de bedste i Europa.

Bestyrelsen godkendte, at styrelsen kan gå videre med strategien og handlingsplanen. Strategi og handlingsplan vil blive lagt på intranettet, så snart den er endelig.

Selvforvaltningsordningen
Bestyrelsen godkendte en overgangsordning for selvforvaltningsordningen i 2007-08. Efter denne model vil bevillingen til basisudgifter blive tildelt på baggrund af faktisk registreret forbrug året før suppleret med manuelle tilpasninger i overensstemmelse med de seneste bygningsmæssige ændringer. Bevillingen til øvrige udgifter samt bygningsmæssig vedligeholdelse beregnes på baggrund af et nøgletal - antal medarbejdere ved retten. Bevillingen til sagsrelaterede udgifter tildeles på baggrund af rettens relative andel af det forventede samlede antal uvægtede sager. I øvrigt videreføres ordningen som hidtil, idet det dog forventes, at der i højere grad end tidligere må suppleres med manuelle korrektioner.

Der arbejdes samtidig frem mod en egentlig revision af modellen fra 2009.

Ændret organisering af it-arbejdet
Bestyrelsen godkendte, at organiseringen af it-arbejdet ændres. Der oprettes et nyt udvalg: Domstolenes it-brugerforum. Det vil bestå af et medlem fra hver ret og et eller flere medlemmer fra styrelsen og skal drøfte og rådgive styrelsen om en række spørgsmål, f.eks. udviklingen af nye it-løsninger og disses påvirkning af retternes arbejdsgange. Det nuværende it-udvalg vil få ændret sit kommissorium, så det i højere grad skal drøfte de nye systemers påvirkning af medarbejderes arbejdsforhold, arbejdsgange og lignende. Endelig nedlægges 3D styregruppen og styregruppen for eTinglysning.

Til top Sidst opdateret: 28-12-2006 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk