Domstolsreformen
Bestyrelsen drøftede den store travlhed i både retterne og Domstolsstyrelsen. Der bliver alle steder udført et flot stykke arbejde. For nærmere information om sidste nyt om domstolsreformen henviser bestyrelsen til Reformnyt.
Digitaliseringsprojekt Foged
Leverandøren har i løbet af sommeren foretaget en række forbedringer og fejlrettelser af fogedsystemet. Bestyrelsen besluttede derfor at fortsætte planen for forbedring af systemets funktionalitet. Målsætningen er at lancere en version 2 indeholdende digital behandling af betalingspåkrav i 2. kvartal 2007.
Hjemmesiden
Domstolenes hjemmeside (www.domstol.dk) blev lanceret i december 2001 og er dermed nu ca. 5 år gammel. Denne 1. generation af hjemmesiden åbnede mulighed for en bred og effektiv information fra retterne til borgerne omkring praktiske forhold ved den enkelte ret, retslister, formularer og generel information til borgerne i forhold til sagernes behandling. Ved lanceringen var funktionerne på domstolenes hjemmeside fuldt på linje med mange andre organisationers.
Siden 2001 er kravene til offentlige organisationers hjemmesider imidlertid steget markant. Fra at være et primært afsenderorienteret - og meget teksttungt - medie, skal hjemmesiden i dag være gearet til en større grad af interaktion mellem borgeren og organisationen. Borgeren skal for eksempel kunne følge sagsbehandlingen, udfylde elektroniske blanketter, gå i dialog med myndighederne og fremsætte klager. Online vel at mærke. Det stiller samtidig krav til hjemmesidens design og informationernes tilgængelighed. Det er krav, som www.domstol.dk desværre ikke lever op til i dag.
For at vi kan nå vores mål, skal hjemmesiden gennem en stadig teknisk udvikling både forbedre mulighederne for effektiv information til borgeren og åbne mulighed for interaktion mellem borgeren og retternes bagvedliggende it-systemer.
Det skal ske over en periode gennem lancering af nye generationer af hjemmesiden afpasset med lanceringen af nye sagsbehandlingssystemer, der understøtter digital sagsbehandling. 2. generation af hjemmesiden skal efter planen lanceres den 1. januar 2007 i forbindelse med, at domstolsreformen træder i kraft.
Finanslov 2007
Finanslov 2007 indeholder ekstra bevillinger og effektiviseringer vedrørende domstolsreformen, herunder bevilling til elektronisk tinglysning. Herudover er den omlagt til omkostningsbaseret bevillinger.