Direktørstillingen i Domstolsstyrelsen
Bestyrelsen besluttede som tidligere oplyst at ansætte den 46-årige Adam Wolf som direktør for Domstolsstyrelsen. Adam Wolf tiltræder stillingen den 1. november 2005.
Om Adam Wolfs baggrund m.v. henvises til intranettet under topnyheder.
Handlingsplaner for 2006
Bestyrelsen besluttede, at byretternes overordnede fokusområde i handlingsplanerne for 2006 skal være domstolsreformen. De lokale tiltag, der iværksættes ved byretterne, bør derfor særligt relatere sig til opgaverne i forbindelse med reformerne.
De overordnede retter vil også blive berørt af reformarbejdet, om end i et mindre omfang end byretterne. For disse retter vil der fortsat være særlig anledning til at fokusere på initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.
Det er i den forbindelse væsentligt, at byretterne og de overordnede retter i relevant omfang drøfter og implementerer de anbefalinger og forslag, som kommer fra de nedsatte reformgrupper og fra styrelsen.
I handlingsplanarbejdet bør der også være fokus på konkrete initiativer, som kan sikre en stabil drift under reformprocessen og håndtere eventuel utryghed hos medarbejderne med åbenhed, dialog og samarbejde.
Byretterne og de overordnede retter forudsættes at drøfte det lokale resultat af brugerundersøgelsen og tage de initiativer, som undersøgelsen må give anledning til.
Derudover skal fokus rettes mod anbefalingerne i den rapport, der er afgivet af arbejdsgruppen om dokumentation og måling af kvalitet ved domstolene (se nedenfor).
Styrelsen vil i løbet af november måned udsende nærmere information til retterne om handlingsplaner for 2006.
Det er hensigten, at handlingsplanen for 2006 skal forenkles og konkretiseres mest muligt, så den i højere grad fremstår som en "huskeseddel", hvor store og små handlinger i reformprocessen løbende skrives ind og følges op. Til dette formål vil der som et alternativ til det eksisterende handlingsplan-koncept blive tilbudt retterne at anvende en mere forenklet udgave.
Rapport om Arbejdsgruppen om dokumentation og måling af kvalitet ved domstolene
Domstolsstyrelsen nedsatte i foråret 2004 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde retningslinjer for dokumentation og måling af kvalitet ved domstolene.
I tilknytning til arbejdsgruppens nedsættelse blev der etableret et pilotprojekt med opstilling og afprøvning af kvalitetsindikatorer ved Københavns Byret.
Arbejdsgruppen udarbejdede en rapport, der blev afleveret til styrelsen i august 2005. Styrelsen sendte herefter rapporten til retterne til orientering. Rapporten findes også på www.domstol.dk under publikationer.
Rapporten indeholder blandt andet arbejdsgruppens forslag til en række kvalitetsindikatorer, der efter arbejdsgruppens opfattelse er velegnede og relevante ved måling af kvalitet i retssagsarbejdet i civile sager og straffesager.
Bestyrelsen besluttede på sit møde, at styrelsens fortsatte arbejde med kvalitetsudvikling på retternes område sker på baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger om dokumentation og måling af kvalitet ved retterne.
Styrelsen vil senere komme med forslag til, hvorledes anbefalingerne i trin 1 om kvalitetsmåling kan blive indarbejdet i retternes handlingsplaner for 2006.