Hop til indhold
domstol.dk

Nyt fra bestyrelsen nr. 5 
29-09-1999 

Bestyrelsen for Domstolsstyrelsen har holdt møde den 29. september 1999.

Ny struktur i Domstolsstyrelsen
Som omtalt i det seneste nyhedsbrev har bestyrelsen på mødet den 29. september 1999 på baggrund af et oplæg fra direktøren drøftet ændringer af Domstolsstyrelsens struktur.
 
I forbindelse med Domstolsstyrelsens etablering har styrelsen - udover de opgaver, som tidligere blev varetaget af Domstolsafdelingen - overtaget en række opgaver og støttefunktioner som tidligere blev varetaget af andre afdelinger og kontorer i Justitsministeriet, herunder ikke mindst den interne administration.
 
Samtidig står Domstolsstyrelsen over for en række nye udfordringer i form af bestyrelsesbetjening, sekretariatsbistand til Dommerudnævnelsesrådet, udarbejdelse af budgetforslag, årsberetning, øgede krav til resultatopfølgning, budget- og økonomistyring, nye initiativer vedr. uddannelse, information, øget supportering af embederne m.m.
 
Bestyrelsen har støttet et oplæg til en ny organisation, som på den ene side understøtter den nye styringsmodel med en bestyrelse og en direktør i spidsen for Domstolsstyrelsen, og som på den anden side sikrer, at der i Domstolsstyrelsen er de nødvendige personaleressourcer og faglige kvalifikationer til løsning af de opgaver, som påhviler styrelsen.
 
Der skal herunder sikres 

  • en mere entydig indgang for embederne til Domstolsstyrelsen ved at samle de enkelte ansvarsområder i overskuelige enheder,
  • en bedre servicering af embederne,
  • en opbygning af en samlet, faglig stærk ressourceenhed med henblik på styrkelse af den centrale økonomistyring og ressourceopfølgning,
  • en rekruttering af den nødvendige faglige, (herunder særligt økonomiske) kompentence på akademiske niveau,
  • en adskillelse mellem drift og udvikling,
  • en understøttelse af opstillede succeskriterier (mål- og resultater) ved domstolene og
  • en fremadrettet indsats.

Der arbejdes videre med oplægget, som nu drøftes med medarbejderne i Domstolsstyrelsen.
 
Domstolenes IT
Byretternes EDB- eller IT-udvikling har gennem en årrække været varetaget af Domstolsafdelingen i samarbejde med en række eksterne EBD-leverandører og -konsulenter med baggrund i en IT-strategi, der senest er revideret i 1998.
 
De overordnede retters IT-udvikling er sket i samarbejde mellem disse retter og med bistand af en fælles teknologisektion, der organisatorisk hører under landsretspræsidenterne. De overordnede retter har gennem flere år fremsat ønsker om at få tilført midler til en videreudvikling af disse retters sagsbehandlingsprogrammer m.v.
 
Bestyrelsen har på sit seneste møde tiltrådt et oplæg fra direktøren om, at det vil være hensigtsmæssigt at få gennemført en konsulentundersøgelse af, om domstolenes hidtidige IT-strategi og -teknik fortsat er hensigtsmæssig. Domstolsstyrelsen udarbejder i den kommende tid et oplæg til en konsulentundersøgelse.
 
Domstolsstyrelsens Teknologikontors størrelse og personalemæssige sammensætning afspejler de opgaver, som kontoret hidtil har løst.
 
Hvis en konsulentundersøgelse af IT-området indebærer ændringer af den hidtidige IT-strategi, vil dette kunne få betydning for Teknologikontorets struktur.
 
Bestyrelsen har derfor tiltrådt, at Teknologikontoret, indtil resultatet af en konsulentundersøgelse foreligger, ikke omstruktureres.
 
Retternes bevillingsbehov
Bestyrelsen har forud for de kommende forhandlinger med Finansministeriet om finansloven for år 2000 drøftet retternes bevillingsbehov i år 2000.
 
Retternes bevillingsbehov skal nu drøftes på et møde i Justitsministeriet og derefter forhandles med Finansministeriet. Forhandlinger forventes indledt ultimo oktober 1999. Når der er overblik over den bevillingsmæssige situation, vil bestyrelsen drøfte den nærmere prioritering af midlernes anvendelse i år 2000.
 
Årsberetning
Domstolsstyrelsen skal hvert år udgive en årsberetning om styrelsens virksomhed. Bestyrelsen vil drøfte form og indhold af en sådan årsberetning på sit næste møde den 1. november 1999.

Til top Sidst opdateret: 28-12-2006 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk