Hop til indhold
domstol.dk

Nyt fra bestyrelsen nr. 42 
06-09-2004 

Bestyrelsesmødet den 31. august 2004:
Endnu ingen beslutning om tinglysningen
Direktøren orienterede bestyrelsen om mødet den 24. august 2004 i Tinglysningsudvalget.

Vi ved, at medarbejderne ved embederne er stærkt interesserede i at blive orienteret om udvalgets beslutninger. Der er imidlertid endnu ikke truffet nogen afgørelse om tinglysningens fremtid. De drøftelser, der er i udvalget, er fortrolige. Vi kan derfor først oplyse om resultatet af udvalgets arbejde, når udvalgets delrapport bliver offentliggjort.

Tinglysningsudvalget holder møde igen den 23. september 2004, og udvalget forventer at afgive en rapport om den fremtidige organisering af tinglysningen i løbet af efteråret 2004.

Plads og værdige rammer til Vestre Landsret
Vestre Landsret har i en årrække døjet med trange lokaleforhold og spredning af landrettens lokaler på tre forskellige adresser.

Domstolsstyrelsen og Slots- og Ejendomsstyrelsen har sammen undersøgt landsrettens lokalebehov, hvis ønskerne om gode retssale og særlige venterum til vidner, tiltalte, lægdommere og advokater samt rimelige arbejdsforhold for de ansatte skal opfyldes. Undersøgelsen viser, at landsretten har brug for næsten dobbelt så megen plads, som landsretten råder over i dag.

Med udgangspunkt i undersøgelsen er der udarbejdet et udkast til et byggeprojekt for Vestre Landsret med tilknytning til landsrettens nuværende hovedbygning i Viborg. Projektet har taget udgangspunkt i, at de bygningsmæssige rammer for Vestre Landsret skal være tilstrækkelige, hensigtsmæssige og dermed værdige for både brugere og medarbejdere. Projektet tager derfor bl.a. højde for, at der skal være særlige venterum til vidner og lægdommere, mere end ét advokatværelse til de nuværende seks retssale, nødvendig retssalskapacitet med henblik på hurtig afvikling af sagerne osv. Det er endvidere tanken, at projektet skal være med til at effektivisere arbejdet ved landsretten ved bl.a. at sørge for, at Vestre Landsret er samlet på én adresse.

Det er bestyrelsens opfattelse, at Vestre Landsrets nuværende lokaleforhold er utilstrækkelige. Det foreliggende projekt vil sikre de nødvendige lokalemæssige rammer for Vestre Landsrets arbejde i de kommende år, hvor den nuværende belastning af retten bl.a. som følge af store nævningesager må forventes at fortsætte.

Bestyrelsen lægger derfor vægt på, at landsrettens lokaleforhold snarest muligt bliver væsentligt forbedret og vil i den forbindelse indlede forhandlinger med regeringen om gennemførelse af projektet.
Til top Sidst opdateret: 28-12-2006 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk