Bestyrelsen for Domstolsstyrelsen har den 16. juni 2003 afholdt bestyrelsesmøde.
Seniorpolitik
Domstolsstyrelsen er i færd med at udarbejde en livsfasepolitik for Danmarks Domstole. Formålet med livsfasepolitikken er navnlig at tage højde for Danmarks Domstoles behov for at kunne rekruttere kvalificerede nye medarbejdere og at kunne fastholde og udvikle medarbejderne. Der har været et betydeligt ønske fra personaleorganisationerne i Hovedsamarbejdsudvalget om, at der allerede nu - dvs. inden den samlede livsfasepolitik er udarbejdet - blev taget stilling til anvendelse af en aftale om senior- og fratrædelsesordninger, som Finansministeriet indgik med organisationerne i forbindelse med overenskomstfornyelsen.
Bestyrelsen tiltrådte, at der som led i seniorpolitikken etableres en frivillig fratrædelsesordning, at der afsættes 3 mio. kr. til dette formål i 2003, og at fratrædelsesordninger bør svare til en udgift på indtil ca. 4 måneders løn. Styrelsen vil snarest udsende nærmere oplysninger om ordningen.
Bestyrelsen var endvidere positivt indstillet over for etablering af individuelle ordninger med ekstra frihed for personale over 62 år, som man ønsker at fastholde. Bestyrelsen fandt dog, at der ikke i 2003 er grundlag for at tilbyde sådanne ordninger. Det var bestyrelsens opfattelse, at styrelsen skal arbejde videre med etablering af rammerne for individuelle ordninger med ekstra frihed i en forsøgsperiode i 2004-2005, herunder med tilvejebringelse af metoder og data til effektmåling. Bestyrelsen henstillede, at styrelsen i den forbindelse indhenter klare udmeldinger fra Personalestyrelsen, om sådanne ordninger kan omfatte embedschefer.
Hensigten er herefter, at udkast til livsfasepolitik, herunder rammer for individuelle ordninger om øget frihed til seniormedarbejdere, kan forelægges HSU og bestyrelsen i december 2003.
Udvalg om bibeskæftigelse og tinglysning
Udvalget om bibeskæftigelse, som også er omtalt i Nyhedsbrev nr. 33, forventes fortsat nedsat af Justitsministeriet inden sommerferien. Der er fortsat ikke oplysninger om kommissorium og sammensætning af udvalget.
Bestyrelsen er blevet gjort bekendt med, at justitsministeren formentlig inden sommerferien vil nedsætte et udvalg om tinglysning. Der er endnu ikke oplysninger om kommissorium og udvalgets sammensætning. Det forventes dog, at det bliver et bredt sammensat udvalg.
Når styrelsen har fået oplysninger om kommissorium for og sammensætning af de to udvalg, sørger styrelsen for, at oplysningerne herom bliver tilgængelige på Intranettet.