Hop til indhold

Nyt fra bestyrelsen nr. 33 
06-05-2003 

Bestyrelsen for Domstolsstyrelsen har den 2. maj 2003 afholdt bestyrelsesmøde.

Rapport om tolkebistand i retssager
På mødet havde bestyrelsen en foreløbig drøftelse af en rapport om tolkebistand i retssager. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe, som bestyrelsen i 2001 besluttede at nedsætte på baggrund af en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen (U2000B.577). I artiklen er der redegjort for en række problemer vedrørende tolkebistand i retssager.
 
Arbejdsgruppen, som har haft repræsentanter fra Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Translatørforeningen og Advokatsamfundet, fik til opgave at afdække væsentlige retlige og praktiske problemer med tolkebistand i retssager. Arbejdsgruppen har endvidere fundet det hensigtsmæssigt at pege på forslag til afhjælpning af problemerne, også når dette forudsætter ændring i lovgivningen. Endelig har arbejdsgruppen udarbejdet en vejledning om tolkning i retten til de professionelle aktører i en retssag, hvor der er brug for tolkebistand.
 
Som de mest væsentlige problemer nævner arbejdsgruppen bl.a., at reglerne om tolkebistand i retssager stammer fra 1919, og at de hverken er tilstrækkeligt klare eller dækkende. Det må også anses for et væsentligt problem, at der stort set ikke er uddannede tolke i en række af de sprog, som tales af mange mennesker her i landet med anden etnisk baggrund end dansk.
 
Arbejdsgruppen peger derfor bl.a. på: 

  • At det bør overvejes at fastsætte præcise regler i retsplejeloven for brug af tolkebistand i retssager, 
  • At der er en række praktiske spørgsmål, som har betydning for kvaliteten af tolkningen i retssager. Det gælder for eksempel tolkens behov for pauser, og at der tales langsomt og i korte sekvenser. Se også arbejdsgruppens vejledning om tolkning i retssager. 
  • At der på uddannelsesområdet er hindringer for, at flere personer får en tolkeuddannelse. Det gælder for eksempel kravet om dansk indfødsret for at få beskikkelse som translatør, og at der er et gebyr på 22.400 kr. for uddannelsen til statsprøvet tolk.
  • At der bør oprettes generelle kurser om god tolkeetik, tolketeknik, det danske retssystem og juridisk terminologi, og at brug af tolke bør indgå som led i domstolsansattes uddannelsesforløb.
  • Og at der eventuelt bør stilles krav om tolkeuddannelse og sprogkyndig vurdering for at blive optaget på Rigspolitiets tolkeoversigt. Oversigten bør endvidere udbygges med nærmere oplysninger om tolkens erfaring, specialer og eventuelle kurser.

Det er bestyrelsens opfattelse, at rapporten bekræfter, at der er en række centrale problemer på området. Bestyrelsen er tilfreds med, at der med rapporten er taget et første og vigtigt skridt på vejen til at sikre større retssikkerhed i retssager med tolkebistand.
 
Domstolsstyrelsen sender nu rapporten til høring hos de foreninger, der har haft repræsentanter i arbejdsgruppen, samt HK/Stat og PDT. Bestyrelsen vil på baggrund af rapporten og høringssvarene på sit møde den 1. september 2003 tage stilling til, hvilke initiativer der bør tages på området, for eksempel i form af en henvendelse til regeringen om forbedringer om tolkebistanden i retssager. 
 
Forslag til revideret budget for 2003 på retternes område
Bestyrelsen tiltrådte Domstolsstyrelsens indstilling om, at bevillingen til bygningsvedligeholdelse forhøjes med 3,0 mio. kr. fra 25 mio. kr. til 28. mio. kr., og at bevillingen til uddannelse forhøjes med 1,3 mio. kr. fra 9,2 mio. kr. til 10,5 mio. kr. Med hensyn til bevilling til frivillig fratræden forventes spørgsmålet behandlet af bestyrelsen på mødet den 16. juni 2003 i forbindelse med drøftelse af seniorpolitikken.
 
Bibeskæftigelse
Domstolsstyrelsen deltog sammen med repræsentanter for retterne den 20. marts 2003 et møde med justitsministeren om dommeres bibeskæftigelse. På mødet erklærede Domstolsstyrelsen sig indforstået med, at der nedsættes et bredt sammensat udvalg, der skal se på dommernes bibeskæftigelse og i den forbindelse også skal kunne vurdere spørgsmålet om ny lovgivning på området.
 
Justitsministeriet har oplyst, at udvalget forventes nedsat inden sommerferien. Der er ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om sammensætning og kommissorium for udvalget.
 
Strukturreform
Efter det for bestyrelsen oplyste har regeringen endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt der skal fremsættes lovforslag om en strukturreform på domstolsområdet.

Til top Sidst opdateret: 28-12-2006 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorTelefon: 70103322seperatorFax: 70104455seperatorEmail: post@domstolsstyrelsen.dk