Regeringen præsenterer torsdag den 3. november 2011 sit forslag til en finanslov, der i det store og hele giver domstolene arbejdsro til fortsat at forbedre sagsbehandlingstiderne.
Danmarks Domstole vil ifølge regeringens udspil få en næsten uændret bevilling til næste år og kan dermed fastholde et højt aktivitetsniveau. Domstolene er dog som andre statsinstitutioner omfattet af de generelle besparelser i staten i 2012.
”Vi er i lyset af den økonomiske situation tilfredse med en stort set uændret bevilling i 2012. Med den håber vi at kunne fortsætte den positive udvikling med faldende sagsbehandlingstider og en nedbringelse af sagsbunkerne,” siger Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolf.
Danmarks Domstole fik i 2009 for en toårig periode tilført, hvad der svarer til 200 ekstra årsværk til at behandle det stigende antal sager under finanskrisen. Med en nogenlunde uændret bevilling forventes sagsbehandlingstiderne at falde yderligere i 2012.
Kontakt kommunikationschef Eva Louise Østergaard på tlf. 23 68 95 58 for yderligere information.