GENERELT
Enhver har med enkelte undtagelser pligt til at afgive forklaring som vidne. Vidner kan f.eks. begære sig fritaget for at vidne, hvis de er i nær familie med tiltalte.
Under visse omstændigheder er der mulighed for, at vidnet kan afgive forklaring uden, at tiltalte er til stede i retslokalet.
Vidnet har pligt til at svare på spørgsmål i retten, og vidnet har pligt til at tale sandhed, og forklaringen afgives under strafansvar. Straffen for falsk forklaring i retten er normalt fængsel.
Vidner må almindeligvis ikke overvære retsmødet, inden de skal afgive forklaring, og skal derfor vente uden for retslokalet, indtil de bliver kaldt ind.
TID
Det er desværre ikke muligt at undgå ventetid. Ventetiden kan eksempelvis opstå, fordi afhøringen af et andet vidnet tager længere tid end forventet. Hvis du kører i bil til retten, skal du være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at parkere i nærheden af Østre Landsret.
UDGIFTER
Du får normalt udbetalt en vidnegodtgørelse på 80 kr. Godtgørelsen bliver beregnet efter hvor mange timer, du bruger. De 80 kr. dækker op til 4 timer.
Du får også penge til transport til og fra retten, f.eks. udgifter til bus-, tog- og færgebilletter. Hvis du kører i egen bil, er der regler for, hvor mange penge du kan få erstattet pr. kørt kilometer. Statens takster bliver anvendt. Taksterne ændrer sig årligt.
Du får vidnegodtgørelsen indsat på din NemKonto. Hvis du ikke har en NemKonto, kan du oplyse kontonummeret på den konto, som du ønsker beløbet indsat på.

TABT ARBEJDSFORTJENESTE
Det er også muligt at få udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i stedet for vidnegodtgørelse. Du skal selv gøre dommeren opmærksom på et sådant krav.
Hvis du mener, at du skal have udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, bør du medbringe dokumentation til retsmødet. Du finder en blanket til brug for dette her.Det er dommeren, der bestemmer, om du kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og hvor stort et beløb, du i givet fald kan få. Tabt arbejdsfortjeneste er B-indkomst og skal oplyses på din selvangivelse. Du kan ikke både få de 80 kr. i vidnegodtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste.
HVEM INDKALDER VIDNET
Civile sager:
Det er parterne eller advokaterne der indkalder dig til at afgive forklaring i en civil sag. Det er også parterne eller advokaterne, der betaler vidnegodtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste eller eventuelt forskud herpå. Såfremt du har spørgsmål til indkaldelsen eller vil anmode om forskud på vidnegodtgørelse, skal du rette henvendelse til den advokat eller part, der har indkaldt dig.
Straffesager:
Det er politiet, der indkalder vidner i straffesager. Såfremt du har spørgsmål til indkaldelsen eller vil anmode om forskud på vidnegodtgørelse, skal du rette henvendelse til politiet.
Du kan læse mere om at vidne på Domstolsstyrelsens hjemmeside.