Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom om tortgodtgørelse 
10-06-2014 

 

En direktør og en journalist i et nu ophørt filmselskab dømt til at betale tortgodtgørelse til 4 ansatte på et plejehjem. De 4 ansatte var blevet filmet på deres arbejde med skjult kamera af en medarbejder fra filmselskabet. Filmklippene blev efterfølgende vist i en tv-udsendelse på Danmarks Radio.

Østre Landsret har den 10. juni 2014 afsagt dom i en sag anlagt af fagforeningen FOA på vegne af de plejehjemsansatte A, B, C og D. Ved landsrettens dom fik de medhold i de­res påstand om tortgodtgørelse på henholdsvis 20.000 kr. 20.000 kr. 15.000 kr. og 10.000 kr.

De sagsøgte, X og Y, havde påstået afvisning, subsidiært fri­findelse og mere subsidiært frifindel­se mod betaling af et mindre beløb.

Sagen angik navnlig spørgsmålet, om de 4 plejehjemsansatte var blevet udsat for en retsstridig kræn­kelse, som berettigede til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1[1], i forbin­delse med optagelser med skjult kamera i december 2005 og januar 2006 på det plejehjem, hvor de arbejdede.

De skjulte optagelser blev vist den 21. maj 2006 i en landsdækkende tv-udsendelse i Dan­marks Radio, Magasinet Søndag. Udsendelsen var baseret på optagelser med skjult kamera og mikro­fon, der var fore­taget af en journalistpraktikant, som i ca. 7 uger omkring årsskiftet 2005/2006 var ansat som vikar på pleje­hjemmet, der ikke vidste, at hun samtidig var ansat som journalist­praktikant i filmsel­skabet.

I tv-udsendelsen rejses kritik af forholdene på plejehjemmet, herunder problemer med tryksår, mangel­fuld rengøring, manglende bleskift og manglende hjælp til toiletbesøg samt en rå tone og omgangs­form over for beboerne.

Tv-udsendelsen blev indbragt for Pressenævnet, der i 2006 ud­talte delvis kritik af Danmarks Ra­dio for ikke at have sikret effektiv sløring og for ikke at have forelagt udsendelsen for de berørte.

Der blev i anledning af tv-udsendelsen af de ansatte og beboere på plejehjemmet indgivet politi­anmel­delse og rejst tiltale mod journalistpraktikanten og Y for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1[2], § 264 a[3], § 264 d[4] og medieansvarsloven. I byretten blev journalistpraktikanten og Y fundet skyldige og idømt fængsel, men denne dom blev i 2010 ændret af landsretten til bøde­straffe for overtrædelse af straf­felovens § 152, stk. 1, mens journalistpraktikanten og Y blev fri­fundet for overtrædelse af § 264 a og § 264 d på grund af forældelse. Landsrettens dom blev ind­bragt for Højesteret i forhold til beboerne. Hø­jesteret stadfæstede i 2012 landsrettens dom og til­trådte, at videregivelsen af fortrolige oplysninger om beboerne på plejehjemmet ikke var beretti­get.

Landsrettens begrundelse og resultat i dommen af 10. juni 2014 er således:

”Sagens hovedspørgsmål er, om sagsøgerne [A, B, C, og D] er blevet udsat for en retsstridig kræn­kelse, som berettiger til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, i forbindelse med optagelser med skjult kamera i december 2005 og januar 2006 på det [plejehjem], hvor de ar­bejdede. Optagelserne blev vist i en tv-udsendelse den 21. maj 2006 i Danmarks Ra­dio.

Herudover er der rejst spørgsmål om, hvem der er rette sagsøgte, om forældelse og rets­fortabende passivitet.

Rette sagsøgte

X har anført, at han ikke er rette sagsøgte, idet sagsøgernes påstand om krænkelse angår forhold, som er omfat­tet af medieansvarsloven. Han er ikke ansvarssub­jekt i forhold til medieansvarsloven. Sagsøgernes krav kunne og burde have været rejst over for den ansvarshavende chefredaktør for mediet, generaldirektøren for Danmarks Ra­dio.

Sagsøgernes krav på erstatning er rejst i anledning af optagelserne med skjult kamera og videregi­velsen af dem til Danmarks Radio. Medieansvarslovens regler om erstatningsan­svar for indholdet af fjernsynsudsendelser kan derfor ikke føre til, at X ikke kan sag­søges.

Forældelse og retsfortabende passivitet

Kravene har været omfattet af 1908-loven om forældelse. Den 5-årige forældelsesfrist må regnes fra den 21. maj 2006, hvor udsendelsen blev bragt, jf. lovens § 3[5].

Det følger herefter af den nugældende forældelseslovs § 30[6], at der ikke er indtrådt foræl­delse. Det bemærkes herved, at indgivelsen af stævning den 23. december 2010, afbryder forældelsen, uanset at de sagsøgte først senere blev bekendt med sagsøgernes krav.

Sagsøgerne findes ikke at have udvist en sådan passivitet i forhold til de sagsøgte, at de herved udelukkes fra at gøre krav om tortgodtgørelse over for dem. For så vidt angår X har landsretten lagt vægt på, at sagsøgerne først under straffesagen blev bekendt med hans nærmere rolle.

 Retsstridig krænkelse og tort

Spørgsmålet om tortgodtgørelse må afgøres efter en afvejning af hensynet til sagsøgerne over for hensynet til pressens ytringsfrihed. I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for andre hen­syn, herunder til beskyt­telse af privatlivets fred, indgår særligt, at der ikke må opstilles begræns­ninger, som hindrer medierne i på rime­lig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan.

Videregivelsen af optagelserne skete til brug for en tv-udsendelse, som omhandlede spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Fotografering med skjult kamera er som udgangspunkt forbundet med væsentlige betæn­keligheder, og en sådan fremgangsmåde kan kun være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse. At optagelserne i denne sag er sket under sagsøgernes arbejde, ændrer ikke herved.

Som udgangspunkt er optagelser med skjult kamera på et ikke offentligt tilgængeligt om­råde rets­stridige og strafbare efter straffelovens § 264 a, når optagelserne indebærer en krænkelse, der over­stiger hensynet til yt­ringsfriheden.

Der må stilles strenge krav til mediernes efterprøvelse af oplysninger, som præsenteres under an­vendelse af optagelser med skjult kamera. Medierne skal kunne godtgøre, at deres anvendelse af optagelser ikke er misvi­sende eller direkte manipuleret. Det råbåndsmateriale, som har foreligget i nærværende sag, er ikke fremlagt til belysning af den sammen­hæng, de viste optagelser indgik i.

At optagelserne præsenteres på en retvisende måde kan blandt andet sikres ved, at de per­soner, som optræder på optagelserne, gives lejlighed til at udtale sig om disse. Dette er ikke sket i nærværende sag.

De viste optagelser og speaken efterlader det indtryk, at [A] som afdelings­leder var ansvarlig for, at der over længere tid ikke blev gjort fyldestgørende rent på et badeværelse, hvor der var smurt affø­ring ud. Efter bevisfø­relsen, herunder [A] og [vidnet MBs] forklaringer, kan det ikke lægges til grund, at dette faktisk var til­fældet. Det må derimod antages, at der var tale om en arbejdsopgave, som påhvilede [journalistpraktikanten].

På tilsvarende måde efterlades seerne det indtryk, at [B] var ansvarlig for, at en beboer kom til at ligge med den samme ble i meget længere tid end tilladeligt. Det kan imidlertid efter bevisførelsen ikke antages, at [B] på denne måde har tilside­sat hensynet til beboerne. Der er herved lagt vægt på [B] og [vidnet MBs] forklaringer, herunder om vagtplanerne og retningslinjerne for bleskifte.

Udsendelsens seere må få det indtryk, at [C] af hensyn til sin egen bekvemme­lighed lod en beboer vente for længe, inden den pågældende blev hjulpet på toilettet. Under episoden kunne [journalist­praktikanten] have ydet den nødvendige bistand. Endvidere må det lægges til grund, at beboeren rettidigt fik den nødvendige hjælp.

I udsendelsen får man indtryk af, at [D] som gruppeleder billigede håndterin­gen af beboerens toi­letbesøg og den sprogbrug og tone, der benyttedes af andre medarbejdere på optagelserne. Det må imidlertid lægges til grund, at [D] ikke var inde hos beboeren, men befandt sig udenfor på gangen. Landsretten finder ikke grundlag for at til­sidesætte [Ds] forklaring om, at hun over for medarbejde­ren påtalte det an­vendte sprog og instruerede om, hvordan man skulle tale til beboerne.

Landsretten finder, at de viste optagelser forekommer konstruerede og iscenesat af [journalistprak­tikanten]. Optagelserne giver efter bevisførelsen for landsretten ikke et dækkende og retvisende billede af det forudgående og efterfølgende forløb.

Det må lægges til grund, at sagsøgerne uanset sløringen af filmsekvenserne har kunnet genkendes af i hvert fald deres pårørende og bekendte.

Efter en samlet afvejning finder landsretten, at hensynet bag optagelserne og videregivel­sen af dem – nemlig at få belyst spørgsmål af væsentlig offentlig interesse – ikke beretti­gede de skete krænkel­ser af sagsøgernes pri­vatliv og ret til integritetsbeskyttelse. Krænkel­serne har således en retsstridig karakter, der kan berettige sagsø­gerne til tortgodtgørelse.

Spørgsmålet er herefter, om krænkelserne kan tilregnes de sagsøgte.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringen afgivet af [journalistpraktikanten], læg­ges det til grund, at [journalistpraktikanten] som journalistpraktikant hos [filmselskabet] og efter instruks fra de sagsøgte lod sig ansætte som vikar på [plejehjemmet] med henblik på at foretage systematisk overvågning af de ansatte. Endvi­dere lægges det til grund, at [journalistpraktikanten] som et led i overvågningen og efter instruks fra de sag­søgte foretog optagelser med skjult kamera.

Optagelserne er således sket på de sagsøgtes initiativ, og de sagsøgte har mod betaling videregivet optagelserne til Danmarks Radio med henblik på, at de skulle indgå i en lands­dækkende tv-udsen­delse. Det forhold, at de sagsøgte har videregivet optagelserne til Dan­marks Radio, kan ikke fritage de sagsøgte for et erstatningsansvar for retsstridige optagel­ser med skjult kamera forud for offent­liggørelsen i en tv-udsendelse. De sagsøgte havde en særlig pligt til at sikre, at optagelserne gav et korrekt og retvisende billede af de faktiske forhold, og de havde anledning til at betinge sig, at op­tagel­serne ikke efterfølgende blev benyttet på en unødigt krænkende måde som sket.

Landsretten finder, at de sagsøgte har udvist en adfærd af en sådan grovhed, at de er erstat­ningsan­svarlige for de skete krænkelser.

Det forhold, at sagsøgerne kunne have rejst krav mod [filmselskabet] eller konkurs­boet [efter film­selskabet], kan ikke føre til et andet resultat.

Efter karakteren og omfanget af de enkelte krænkelser, herunder at optagelserne blev vide­regivet med henblik på offentliggørelse i en landsdækkende tv-udsendelse, kan tortgodtgø­relsen passende fastsættes i overensstem­melse med de nedlagte påstande.”

Der henvises til 8. afd. a.s. nr. B-3186-12.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, lands­dom­mer Michael Ler­che, telefonnummer 99 68 64 47 eller (mobil) 22 87 90 52.


[1] ”Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.”

[2] Uberettiget videregivelse af oplysninger af en person i offentlig tjeneste.

[3] Uberettiget fotografering af person på ikke frit tilgængeligt sted.

[4] Uberettiget videregivelse af billeder vedrørende andres private forhold.

[5] Forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren (her A, B, C og D) fik kendskab til den påståede krænkelse.

[6] Overgangsbestemmelse i den nugældende forældelseslov, der trådte i kraft den 1/1 2008. I § 30 er bestemt, at krav, der efter de tidligere regler ikke var forældet den 1/1 2008, tidligst forældes den 1/1 2011.

Til top Sidst opdateret: 10-06-2014 
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk