Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i sag vedrørende ulovlige hunderacer 
15-11-2016 

 
 

Østre Landsret har tirsdag den 15. november 2016 afsagt dom i en sag om, hvorvidt to hunde af samme kuld tilhørte en forbudt hunderace (amerikansk staffordshire terrier) eller krydsninger heraf, jf. hundelovens § 1a og § 1b.

Rigspolitiet havde den 19. december 2014 tiltrådt Fyns Politis afgørelse om, at hundene skulle aflives, da der efter besigtigelse af hundene var formodning om, at hundene kunne være af racen amerikansk staffordshire terrier eller en krydsning heraf. Politiet havde forelagt fotos af hundene for en dyrlæge, der havde afgivet en dyrelægefaglig udtalelse, som ikke afkræftede politiets formodning. Hundenes ejere kunne ikke fremlægge stambog for hundene, men fremlagde blandt andet en adfærdstest, men Rigspolitiet fandt ikke, at ejerne havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hundene ikke var forbudte i henhold til hundeloven.

Hundeejerne indbragte sagen for landsretten med påstand om, at det anerkendes, at afgørelsen var ugyldig og ansvarspådragende. Der blev i forbindelse med sagens behandling gennemført syn og skøn.

Landsretten gav ikke hundeejerne medhold. Landsretten anførte blandt andet følgende:

”Efter forarbejderne til ændringen af hundeloven i 2010 er formålet med forbudsordningen at varetage hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed. Loven er derfor begrundet i en samfundsmæssig interesse og bygger på et politisk valg foretaget af lovgiver efter en afvejning af de forskellige til dels modsatrettede hensyn, der er nærmere beskrevet i den delbetænkning nr. 1514/2010 om farlige hunde, der ligger til grund for lovforslaget.  Lovgiver har således søgt at forebygge den frygt, der efter forarbejderne angiveligt er i brede dele af befolkningen for at blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet. Det understreges samtidig, at politiet bør håndhæve en forbudsordning på en smidig måde, således at der ikke bliver tale om en form for forfølgelse af hundeejere.

Landsretten lægger efter ordlyden af hundelovens §1 a og §1 b og forarbejderne til loven til grund, at lovgiver herefter med henblik på at hindre udbredelsen af bestemte hunderacer og krydsninger heraf har gennemført en lovgivning, der gør det muligt og pligtmæssigt for politiet at aflive hunde, også hvor der foreligger bevismæssig tvivl om hundens oprindelse, og at det gælder uanset oplysninger om den konkrete hunds adfærd og færden og hundejerens motiver og indsigt, men dog med den begrænsning, at politiet som anført bør håndhæve en forbudsordning på en smidig måde, således at der ikke bliver tale om en form for forfølgelse af hundeejere. Det fremgår af lovforslagets gengivelse af anbefalingerne fra et flertal i Udvalget om hunde, at lovgiver har været bekendt med vanskelighederne i praksis for hundeejere med hensyn til at kunne løfte bevisbyrden for, at der ikke var tale om en forbudt hund. 

Det følger således af lovens § 1 b, stk. 3, at hundeejeren i tilfælde, hvor der er rimelig grund til at formode, at hunden er omfattet af forbuddet i lovens § 1 a, som et ufravigeligt krav skal kunne fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke er omfattet af forbuddet. Denne omvendte bevisbyrde vil efter loven og dens forarbejder, samt Justitsministeriets vejledning om hundelovens forbudsordning kunne løftes ved, at besidderen af hunden f.eks. fremlægger en stambog vedrørende hunden, eller besidderen kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning. Det er således som nævnt i vejledningens punkt 4.2 i dag ikke umiddelbart muligt ved hjælp af dna-test eller for en dyrlæge (med sikkerhed) at bestemme en hunds race. Man bør derfor sikre sig f.eks. en stamtavle, hvis man anskaffer sig en hund, der ligner en af de racer, der er omfattet af forbuddet, og der er i øvrigt efter punkt 4.3 opstillet en ”positivliste” som hjælp ved anskaffelse af en hund, der har visse udseendemæssige træk til fælles med en eller flere af de forbudte racer.”

Landsretten fandt efter bevisførelsen baseret på hundenes udseende og adfærd, at der var rimelig grund til at formode, at hundene kunne være omfattet af forbuddet, og at ejerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets afgørelse med henvisning til rejste forvaltningsmæssige spørgsmål, Grundlovens § 73 eller Tillægsprotokol 1 til EMK. Rigspolitiet blev herefter frifundet.

Sagen var af Retten i Odense henvist til landsretten som principiel, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen har været behandlet af Østre Landsrets 13. afdeling under sagsnummer B-613-15.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Katja Høegh (telefon 99 68 65 12 eller 41 25 90 31).

Anmodning om udskrift af dommen skal rettes til Regnskab@OestreLandsret.dk. For udskriften skal betales 175 kr. Læs mere på www.OestreLandsret.dk.

Til top Sidst opdateret:  
Østre LandsretseperatorBredgade 59seperator1260 København K.seperatorTelefon: 99686200seperatorEmail: post@oestrelandsret.dk