Østre Landsret har den 30. juni 2010 afsagt dom i en sag om, hvorvidt aflønning og afskedigelse af en ung medarbejder i en butik var i strid med Beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligestilling med hensyn til beskæftigelse og erhverv).
Sagen er anlagt af HK som mandatar for den ansatte mod Irma A/S som arbejdsgiver og Beskæftigelsesministeriet som ansvarlig for implementeringen af direktivet i dansk ret.
Sagsøgeren var ansat som servicemedarbejder i Irma A/S fra han var 16-17 år. Under ansættelsen modtog han lavere løn end voksne ansatte, idet han var under 18 år. Endvidere blev han afskediget, fordi han fyldte 18 år.
Der var mellem parterne enighed om, at aflønningen og afskedigelsen af sagsøgeren var i overensstemmelse med den gældende overenskomst, og at forskelsbehandlingen er forenelig med forskelsbehandlingsloven på grund af lovens § 5 a, stk. 5, hvorefter forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke gælder for unge under 18 år, hvis arbejdsgiveren er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige bestemmelser om aflønning af unge under 18 år, i relation til ansættelse, aflønning og afskedigelse.
Landsretten skulle derfor tage stilling til, om forskelsbehandlingen var omfattet af undtagelsen i Beskæftigelsesdirektivets artikel 6, og dermed er forenelig med direktivet.
Beskæftigelsesdirektivets artikel 6 giver mulighed for ulige behandling af unge med hensyn til ansættelse, aflønning og afskedigelse, forudsat at forskelsbehandlingen varetager et legitimt formål (”objektivt og rimeligt begrundet”) og de anvendte midler er proportionale (”hensigtsmæssige og nødvendige”), og som eksempel på et legitimt formål nævner bestemmelsen ”erhvervsmæssig integration” af unge.
I dommen lægger landsretten til grund, at forskelsbehandlingen af sagsøgeren varetog et legitimt formål, nemlig at støtte unges erhvervsmæssige integration gennem mulighed for at få arbejdserfaring.
Landsretten lægger endvidere til grund, at de anvendte midler er proportionale. Landsretten lægger blandt andet vægt på, at arbejdsgivere ved ansættelse af nye medarbejdere ville foretrække voksne personer, hvis unge under 18 år skulle have samme løn som voksne. Ved at give mulighed for lavere løn til ansatte under 18 år og adgang til afskedigelse af sådanne medarbejdere, når de fylder 18 år, får unge mulighed for at få arbejdserfaring og stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet og de krav, der stilles. Efter landsrettens opfattelse er det nødvendigt for at opnå dette formål, at der er mulighed for afskedigelse, når den unge fylder 18 år, idet dette giver plads til andre unge, der kan få erhvervserfaring, ligesom arbejdsgivere i modsatte fald ville være mindre tilbøjelige til at ansætte medarbejde under 18 år.
Landsretten frifinder derfor både Irma A/S og Beskæftigelsesministeriet.
Sagen er blevet behandlet i Østre Landsrets 19. afdeling under j. nr. B-2644-08 og B-2486-09.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tlf. 33 97 05 29 eller mobil 22 87 90 52).