Østre Landsret har den 22. juni 2011 afsagt dom i en række sager, som et tysk konkursbo,
Phoenix Kapitaldienst GmbH under konkurs, havde anlagt mod 8 danske investorer i selskabet. De 8 investorer er henholdsvis privatpersoner og virksomheder. Konkursboet påstod
omstødelse (tilbagebetaling) af udbetalinger, som investorerne havde modtaget fra Phoenix Kapitaldienst GmbH i de sidste 4 år forud for konkursen. Boets krav var begrundet i en omstødelsesregel i den tyske konkurslov ”Insolvenz-ordnung”
.
Phoenix Kapitaldienst GmbH udbød fra 1992 og frem til konkursen i 2005 et investeringsprodukt kaldet ”Phoenix Managed Account”, som indebar, at investorernes indskud blev lagt sammen i en fælles pulje, som selskabet handlede i eget navn, men for investorernes regning. I realiteten var der i alle de år, hvor ordningen blev drevet, bortset fra et enkelt, tab på investeringerne. For at dække over tabet iværksætte ejeren af selskabet og den ansatte direktør et bedrageri bestående i et såkaldt ”sneboldsystem” – eller ”pyramidespil – hvor nye investorers indskud blev anvendt til at udbetale fiktive udbytter til de eksisterende investorer. Investorerne blev givet det indtryk, at der var tale om reelle udbytter. Ifølge konkursboet er der i dag anmeldt krav i boet på i alt ca. 900 mio. EUR fra ca. 30.000 investorer.
Konkursboet har i en periode fra 2006 anlagt 172 retssager i Danmark mod danske investorer i selskabet. Boet har krævet omstødelse af udbetalinger, som de pågældende har modtaget fra Phoenix Kapitaldienst GmbH i 4 år før konkursen. Der verserer på nuværende tidspunkt 96 danske sager, medens de øvrige sager er hævet eller forligt. I Tyskland og andre lande er der også anlagt en række omstødelsessager. De otte retssager, som Østre Landsret har afsagt dom i, var blevet udvalgt som prøvesager af konkursboet og det advokatfirma, som repræsenterede 70 af de oprindeligt sagsøgte danske investorer. Udvælgelsen var sket med henblik på så vidt muligt at dække de forskelle, der er i de anlagte sager. Igennem prøvesagerne har boet og investorerne søgt at få et præjudikat, som kan lette afgørelsen af de øvrige sager.
Lovvalg
Parterne var for det første uenige om, hvorvidt det var dansk eller tysk konkursret, som skulle afgøre, om boet havde et omstødelseskrav. Boet gjorde gældende, at der skulle ske omstødelse efter den tyske Insolvenzordnung § 134, som vedrører omstødelse af såkaldte ”vederlagsfrie ydelser” i en periode på 4 år forud for konkursen (fristdagen). I visse af sagerne påstod boet også, at der skulle ske omstødelse efter § 131 i Insolvenszordnung. Investorernes synspunkt var, at dansk konkursret skulle anvendes.
Da de danske omstødelsesregler ikke giver mulighed for at gå så langt tilbage i tid, som den tyske regel i Insolvenzordnung § 134, ville en afgørelse om, at dansk ret skulle anvendes, i de fleste sager give boet et langt mindre krav.
Landsretten nåede frem til, at tysk ret skulle anvendes. Landsretten lagde vægt på hensynet til en ensartet behandling af kreditorerne i boet, hvorfor omstødelsessager mod de danske investorer burde behandles efter tysk ret. Det forhold, at der efter tysk ret er mulighed for at omstøde vederlagsfri udbetalinger fra det konkursramte selskab i en periode på fire år forud for konkursen, kunne ikke begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt. At tysk ret var fravalgt i inter partes (kontrakts)forholdet mellem Phoenix og i hvert fald to af investorerne kunne heller ikke føre til, at dansk og ikke tysk ret skulle anvendes ved bedømmelsen af, om der kunne ske omstødelse af de udbetalinger, der var sket til de pågældende investorer.
Dommen er den første i nyere tid om lovvalg, når et udenlandsk konkursbo anlægger omstødelsessag i Danmark. Der er dog enkelte ældre danske domme, hvor domstolene på samme måde er nået frem til at anvende konkurslandets ret (omstødelsesreglerne i det land, hvor konkursboet hører til).
Bedømmelsen efter tysk ret
Da parterne var uenige om, hvad der fulgte af de tyske konkursregler, tog landsretten stilling til en række spørgsmål om forståelsen af tysk ret. Det drejede sig navnlig om:
- Hvordan en opgørelse af den omstødelige vederlagsfrie ydelse skulle ske?
Landsretten slog fast, at det fulgte af den seneste retspraksis fra den tyske Bundesgerichtshof (Den tyske forfatningsdomstol, som er Tysklands øverste domstol), at den metode, boet havde benyttet til at opgøre kravene, som blev kaldt ”den udvidede saldometode”, ikke kunne anvendes. I fem af sagerne tog landsretten derfor kun omstødelseskravene til følge med det mindre beløb, som kunne anses for fiktive udbytter efter landsrettens forståelse af Bundesgerichtshofs praksis. I to af sagerne betød den opgørelsesmetode, landsretten fastslog skulle anvendes, at der slet ikke var et krav. Disse to investorer blev derfor frifundet.
- I fem af de otte sager skulle der også tages stilling til betydningen af de omposteringer (”umbuchung”), der var sket af investorens indestående i Phoenix Kapitaldienst GmbH til andre konti i Phoenix, som enten tilhørte samme person eller en anden person. I en af sagerne var der ikke tale om en egentlig ompostering, men om en udbetaling og en efterfølgende geninvestering på samme konto. Spørgsmålet var, om disse omposteringer skulle betragtes som en udbetaling af udbytte – og dermed var udbetalinger, der kunne omstødes – eller ej.
Der er ikke domme fra den øverste tyske domstol, Bundesgerichtshof om det spørgsmål. Landsretten fastlagde på grundlag af to til dels modstridende domme fra to forskellige tyske Oberlandesgerichte (ankedomstole svarende til landsretterne i Danmark) og redegørelser om tysk ret fra to tyske professorer efter hvilke principper, spørgsmålet skulle afgøres.
Herefter foretog landsretten på grundlag af disse principper en konkret bedømmelse i hver af de fem sager af, om omposteringerne skulle anses for omstødelige udbetalinger. Landsretten fandt, at der i tre af sagerne var tale om udbetalinger, medens det ikke var tilfældet i to andre sager. I den ene af de to sager, hvor omposteringen ikke blev anset for en udbetaling, førte det til, at investor blev fuldstændig frifundet.
- I de tre sager, hvor omposteringer blev anset for udbetalinger, var spørgsmålet dernæst, om, og i givet fald i hvilket omfang, investoren var blevet ”afriget”. (Afrigelse er et juridisk begreb i tysk ret, som dækker over, at modtageren af den vederlagsfrie ydelse har ”mistet” den berigelse, han/hun har fået. Hvis der foreligger afrigelse, kan der ikke omstødes efter Insolvenzordnung § 134.)
Efter landsrettens vurdering var betingelserne i tysk ret for at påberåbe sig afrigelse ikke opfyldt i nogen af de tre sager.
- Landsretten anvendte også tysk ret til at bedømme om konkursboets påstandsforhøjelser i tre af sagerne var forældede.
Påstandsforhøjelserne blev afvist som forældede efter de tyske forældelsesregler.
Sagen er behandlet i 5. afdeling under sagsnumrene B-2073-06, B-2584-06, B 1324-07, B-1428-07, B-1429-07, B- 1430-07, B 1737-07 og B-1396-08.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tel. 3397 0529 eller 2287 9052).