Østre Landsret har i dag frifundet House of Prince A/S og Skandinavisk Holding II (tidligere Skandinavisk Tobakskompagni A/S) for et krav om erstatning, som en ryger af Prince cigaretter havde rejst mod selskaberne.
Rygeren havde røget Prince-cigaretter i perioden fra slutningen af 1950-erne indtil 2005. Han erkendte under sagen, at rygning er sundhedsskadelig, og at han derfor havde et eget ansvar som ryger. Erstatningskravet angik derfor ikke den skadevoldende effekt, der følger af at ryge ubearbejdet tobak (råtobak), men den yderligere skade, som han mente, at han var blevet påført ved rygningen. Det var rygerens synspunkt, at Prince cigaretterne var fabrikeret under anvendelse af tilsætningsstoffer og i øvrigt på en måde, der gjorde, at han var blevet ekstra afhængig. Rygeren anførte, at tobaksselskaberne var ansvarlige for, at indholdet af nikotin og nikotinens form i Prince cigaretter var blevet påvirket sådan, at han optog mere nikotin, ligesom anvendelsen af ventilationshuller m.v. havde medvirket til at forøge hans afhængighed.
Landsretten fandt i overensstemmelse med udtalelser fra Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen, at rygeren var påført et mén på 15 % som følge af rygning.
Spørgsmålet var herefter, om helbredsskaden skyldtes forhold, som tobaksselskaberne var ansvarlige for.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at gøre tobaksselskaberne ansvarlige. Landsretten lagde navnlig vægt på, at det ved den omfattende bevisførelse, herunder sagkyndige erklæringer og forklaringer fra vidner med kendskab til tobaksselskabernes produktion af Prince cigaretter, ikke var godtgjort, at tobaksselskaberne ved produktion af Prince cigaretter havde handlet ansvarspådragende.
Sagen var blevet anlagt i juni 2003. Sagsbehandlingstiden skyldtes navnlig, at parterne var uenige om, hvem der skulle udtale sig som teknisk sagkyndige i sagen. De sagkyndige blev udpeget i 2008.
Rygeren havde fri proces i sagen. Det var derfor statskassen, der skulle betale sagens omkostninger.
Sagen blev behandlet i landsrettens 19. afdeling (B-2467-03).
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tel. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).
Anmodning om udskrift af landsrettens afgørelse skal rettes til regnskab@oestrelandsret.dk. For udskrift betales 175 kr. Læs mere på www.oestrelandsret.dk.