Østre Landsret har den 22. juni 2011 afsagt dom i en sag, hvor en tysk autoleasingvirksomhed, Fleggaard Leasing GmbH (herefter Fleggaard) havde sagsøgt Skatteministeriet. Fleggaard leaser blandt andet biler ud til danske leasingtagere.
Ved en lovændring i 2003 fik udenlandske leasingvirksomheder mulighed for kun at betale en forholdsmæssig registreringsafgift i stedet for fuld registreringsafgift af biler, der leases tidsbegrænset til danske leasingtagere. Udenlandske leasingvirksomheder, der benyttede denne mulighed, skulle samtidig betale et såkaldt omkostningsudligningstillæg. Skattemyndighederne opkrævede en sådan forholdsmæssig registreringsafgift og et omkostningsudligningstillæg hos Fleggaard i henhold til de regler, som gjaldt fra 2003 til 2008. Fra år 2008 blev reglerne ændret.
Sagen i landsretten drejede sig om den forholdsmæssige registreringsafgift og det omkostningsudligningstillæg, som skattemyndighederne i 2003 efter de dagældende regler opkrævede hos Fleggaard i forbindelse med leasing i Danmark af en konkret bil.
Under sagen nedlagde Fleggaard påstand om, at skattemyndighederne skulle tilbagebetale den forholdsmæssige registreringsafgift og omkostningsudligningstillægget, samlet lidt over 62.000 kr., som Fleggaard havde betalt ved indregistrering i Danmark af en konkret fabriksny bil, der blev leaset tidsbegrænset til en dansk leasingtager. Fleggaard påstod også Skatteministeriet dømt til at anerkende, at hele registreringsafgiften og omkostningsudligningstillægget var opkrævet med urette.
Fleggaard gjorde blandt andet gældende, at den forholdsmæssige registreringsafgift sammen med omkostningsudligningstillægget belastede Fleggaard forholdsmæssigt hårdere end en tilsvarende dansk leasingvirksomhed ville være blevet belastet afgiftsmæssigt ved udleasing af en tilsvarende bil på samme vilkår. Fleggaard anførte, at dette var i strid med EU-retten, idet EU-reglerne forbyder diskrimination og restriktioner, der hindrer den frie bevægelighed af tjenesteydelser inden for EU.
Landsretten frifandt Skatteministeriet.
I den forbindelse fandt landsretten, at den forholdsmæssige registreringsafgift og det tilhørende omkostningsudligningstillæg, således som det var udformet i den dagældende registreringsafgiftslovs § 3b, i nogle tilfælde medførte, at en udenlandsk leasinggiver blev stillet afgiftsmæssigt ringere end en tilsvarende dansk leasinggiver. Retten fandt også, at dette ikke var en atypisk og ved gennemførelsen af 2003-loven uforudsigelig konsekvens af beregningsreglerne. I de konkrete tilfælde, hvor bestemmelserne havde ført til, at den udenlandske tjenesteyder betalte en højere registreringsafgift end en tilsvarende dansk leasinggiver, som betalte fuld registreringsafgift, forholdsmæssigt ville komme til at betale for samme udlejningsperiode, måtte forskelsbehandlingen således anses for at stride mod EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser.
Efter en stillingtagen til, hvordan Fleggaard afgiftsmæssigt var stillet i relation til den konkrete bil, set i forhold til en sammenlignelig dansk leasingvirksomhed, som havde betalt fuld registreringsafgift, men i øvrigt havde udleaset en tilsvarende bil i samme periode m.v., fandt landsretten imidlertid, at Fleggaard med hensyn til den konkrete bil, som sagen handlede om, samlet set ikke havde betalt en forholdsmæssigt højere afgift end en dansk leasinggiver i en tilsvarende faktisk situation. For så vidt angår denne bil var Fleggaard derfor ikke blevet udsat for en forskelsbehandling eller en restriktion i strid med EU-reglerne. Fleggaard fik derfor ikke medhold i de nedlagte påstande.
Sagen blev behandlet i landsrettens 17. afdeling under sagsnummer B-3727-03.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Michael Lerche (tel. 33 97 05 29 eller 22 87 90 52).